Leder

Sten på vejen for straffedomstolen

Debat
17. december 2014

Stærkt idealistiske ambitioner var knyttet til indgåelsen af Rom-traktaten i 2002 og grundlæggelsen nogle år senere af Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC). Domstolen afspejlede en udbredt overbevisning i tiden efter Den Kolde Krig om, at en overnational myndighed – underlagt FN’s Sikkerhedsråd – ville være et effektivt legalt instrument til at forebygge etniske og nationale konflikter og skabe forudsætningen for en efterfølgende national forsoning. ICC skulle dog kun gribe ind, såfremt ofrene ikke kunne opnå retfærdighed ved nationale domstole.

Trods de vidtløftige ambitioner og en vedvarende finansiel opbakning fra FN er ICC kommet svært fra start. Det er ikke overraskende. Det ville have været godtroende – i værste fald en farlig illusion – at formode, at en revolutionær nyskabelse inden for folkeretten som ICC kunne løse problemer, hvis karakter er af eksklusiv national og etnisk karakter. Det ikke mindst i en verden, hvor der er grundlæggende uenighed mellem stormagterne om definitionen på den enkelte nationalstats suverænitet i forbindelse med overholdelsen af FN’s konventioner. At forestille sig, at statsoverhoveder, ministre og generaler ovenikøbet frivilligt ville samarbejde med en domstol, der søger at retsforfølgede dem i Haag, er nok at tiltro magthaverne for megen god vilje.

Disse betænkeligheder vedrørende ICC’s funktionsdygtighed synes umiddelbart at blive bekræftet af chefanklager Fatou Bensoudas beslutninger i to højt profilerede sager. Forleden frafaldt hun en anklage mod Kenyas præsident Uhuru Kenyatta om at være medansvarlig for drabet på 1.200 mennesker, tvangsforflytning af 600.000 og seksuel mishandling i det voldelige etniske opgør, der fulgte valgene i Kenya i 2007. Hendes begrundelse var Kenyatta-styrets angivelige ’bestikkelse og intimidering’ af vidner samt dets afvisning af at udlevere bevismateriale.

I mandags fulgte så skrinlæggelsen af sagen mod Sudans præsident Omar al-Bashir, der i 2008 blev sigtet af tidligere chefanklager Luis Moreno Ocampo for folkemord og krigsforbrydelser under krigen i den sudanesiske provins Darfur. Chefanklager Bensouda anfører, at en manglende opbakning fra Sikkerhedsrådet til at pågribe al-Bashir og bringe ham til Haag gjorde det umuligt at fortsætte retsundersøgelserne. Det betyder imidlertid ikke, at anklagerne mod al-Bashir frafaldes, ej heller at den internationale arrestordre ophæves. I modsætning til Kenya har Sudan ikke tiltrådt Rom-traktaten, og al-Bashir er derfor ikke pålagt at stille op i Haag, hvilket præsident Kenyatta har gjort gentagne gange under stor mediebevågenhed.

Spørgsmålet er, hvorvidt man af disse to i grunden vidt forskellige retssager kan drage nogen generel konklusion om straffedomstolens evne til at leve op til sine formål.

Moreno Campo peger på, at ICC-sagen mod Kenyatta havde en afskrækkende virkning under præsidentvalget i 2013 i Kenya, idet volden udeblev og ledere af de to stridende etniske grupper indgik en regeringskoalition. På den anden side kan man indvende, at retfærdigheden ikke er sket fyldest for ofrene – endnu. Det kan dog komme senere. At dommerne ved ICC nu har skønnet, at skudsikre beviser til domfældelse mangler, kan medføre at presset for at stille Kenyatta og de andre ansvarlige for en national domstol vil vokse. Måske det først vil ske, hvis de taber det næste valg i 2017. Men retfærdigheden kommer aldrig for sent.

Kenyatta-sagen falder på grund af ICC’s manglende myndighed til at beskytte vidner i Kenya og til at anskaffe bevismateriale. I Bashir-sagen kan skrinlæggelsen primært forklares med Kinas modstand i Sikkerhedsrådet mod at ’forråde’ en nær allieret, der forsyner kinesisk industri med olie.

Det bør minde alle ICC’s tilhængere om, at domstolens succes er afhængig af stormagternes velvilje.

En anden årsag er en uvilje i ikke-demokratiske afrikanske lande mod at udlevere al-Bashir, fordi domstolen efter deres opfattelse skulle være forudindfattet mod afrikanske ledere. Men det er – som Desmond Tutu har sagt – urigtigt. Afrikanske diktatorer vil melde deres lande ud af ICC, fordi de ønsker straffrihed for deres forbrydelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Impunidade no - Justicia sim

Overalt lyder (op)råbet!

Ingen over ingen ved siden af.

Kun sådan kan en retfærdig verden skabes.
Det har lange udsigter, men kampen fortsætter.

FN bliver nødt til at tage magten fra sikkerhedsrådet, da enighed om afgørende spørgsmål blokeres af sikkerhedsrådet.

Hvis verdens VALGTE ledere og udvalgte ansatte ledere stod som ansvarlige overfor en international domstol, så ville verden være fredeligere - og de pågældende ledere, ville være mindre tilbøjelige til at mele egen kage. Regnskabets time er nær.

Ja til retfærdighed i den globale landsby - ellers kommer vi ikke ud af stedet.

Bush, Blair, og Føgh skal også stilles til ansvar ved ICC!
Det vil eventuelt kunne få tilslutningen til ICC til at stige i Afrika, og måske endda være et alternativ til udbredelsen af Sharia Lov i vide områder på globen.

God dag der ude