Leder

Terrorismens lange skygger

3. december 2014

1970’ernes og ’80’ernes venstreekstremistiske terrorisme kaster fortsat lange skygger ind i det 21. århundrede.

En ny tysk dokumentarfilm med titlen Die Spur der Bombe peger nu på hidtil ukendte forbindelser mellem Blekingegadebanden og den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion (RAF). Selv har Blekingegadebanden, der aldrig blev dømt for terrorisme, vedholdende bedyret, at medlemmerne ikke havde forbindelser til RAF, men dokumentaren antyder, at håndgranater fra Blekingegadebandens indbrud i et svensk våbenlager via en PFLP-mellemmand havnede hos RAF, der i 1989 brugte granaterne ved et attentat i Barcelona, der kostede en person livet og sårede ni andre.

De nye oplysninger om Blekingegadebandens rolle som våbenleverandører til vesttyske terrorister falder sammen med en aktuel udstilling på Deutsches Historisches Museum, der sætter fokus på de menneskelige omkostninger af RAF’s venstreekstremistiske terror i Vesttyskland.

RAF, der blev stiftet i slutningen af 1960’erne og opløste sig selv i 1998, havde den overbevisning, at vesttyskerne måtte vækkes af deres falske bevidsthed med bomber og mord mod statens repræsentanter. Ved at udfordre statens voldsmonopol og boykotte vejen gennem de demokratiske institutioner som vejen til social retfærdighed, ville RAF provokere staten til gengældelsesaktioner og dermed afsløre kontinuiteterne mellem Det Tredje Rige og Forbundsrepublikken Vesttyskland.

RAF’s strategi slog fejl. I stedet for at spille rollen som revolutionens fortrop blev Andreas Baader og Ulrike Meinhof og deres kampfæller ironisk nok selv arvtagere til Tysklands omfattende tradition for politisk motiveret vold, der rækker helt frem til i dag. Fra Weimar-republikkens gadekampe mellem nazister, kommunister og socialdemokrater, der opgav det demokratiske argument og i stedet satte deres politiske vilje igennem med køller og knive, til det nynazistiske NSU, der i en årrække i 00’erne myrdede mindst 10 tyskere med udenlandske rødder og en politibetjent.

I Tyskland har refleksionen over volden som samfundsomstyrtende middel stadig fat i de intellektuelle: I 2013 udgav journalisten Jakob Augstein, søn af Spiegel-grundlæggeren Rudolf Augstein, bogen Sabotage, hvor han reflekterer over muligheden for at bryde med et politisk system, hvor den herskende klasse ikke længere lytter til folket. Augstein, der høstede berettiget kritik for sine spekulationer, skriver sig dermed ind i det 20. århundredes intellektuelle – fra Sartre til Herbert Marcuse, der reflekterede over voldens legitimitet.

Listen over revolutionsromantiske og voldsfascinerede europæiske intellektuelle er lang, mens listen over den politiske volds positive resultater er tilsvarende kort. Både Blekingegadebanden og RAF legitimerede deres vold med vidtløftige teorier om legitim modstand og udbytning af u-landene, men det var først og fremmest almindelige mennesker i deres egne lande, der mærkede konsekvenserne.

Omstændighederne omkring Blekingegadebandens mord på betjenten Jesper Egtved-Hansen, NSU’s mord på betjenten Michele Kiesewetter og RAF’s mord på statsadvokaten Siegfried Buback samt en række bombeattentater er fortsat uopklarede. Som udstillingen i Berlin understreger via interview med ofrenes efterladte, er terroristernes uopklarede forbrydelser ikke blot et anslag mod retsstaten, men også et åbent sår hos deres efterladte.

I de seneste år har vi set fremkomsten af nye varianter af terror. Forekomsten af politisk terrorisme, hvad enten den begås af islamister, højre- eller venstreekstremister, viser, at det er bydende nødvendigt med fortsat refleksion over den radikalisering, der får fanatikerne til at ofre menneskeliv i en højere sags navn.

Terrorismen er på en og samme tid et forsøg på at omstyrte den bestående orden og et desperat forsøg på at kommunikere til omverdenen gennem vold. Det er derfor ikke kun politiets og efterretningstjenesternes opgave at forhindre terrorismen. Det er i lige så høj grad terroristens indre overbevisning og forestillingen om voldens effektivitet, der til stadighed skal bydes intellektuelt trods af civilsamfundet. Kun på den måde kan vi gøre os forhåbninger om at reducere antallet af gentagelser af nogle af det 20. århundredes mest meningsløse blodsudgydelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Statsterrorismen, som den stadig udøves af staten Israel, af Rusland og Tyrkiet fejer vi under gulvtæppet, sammen med mindelserne om uhyrlighederne i sydamerikanske landen understøtet af United Bluff. Uden dette, intet RAF.

Terrorismen er på en og samme tid et forsøg på at omstyrte den bestående orden og et desperat forsøg på at kommunikere til omverdenen gennem vold. Det er derfor ikke kun politiets og efterretningstjenesternes opgave at forhindre terrorismen. Det er i lige så høj grad terroristens indre overbevisning og forestillingen om voldens effektivitet, der til stadighed skal bydes intellektuelt trods af civilsamfundet. Kun på den måde kan vi gøre os forhåbninger om at reducere antallet af gentagelser af nogle af det 20. århundredes mest meningsløse blodsudgydelser.

Enig...