Leder

Den vigtigste værdikamp

8. december 2014

Er ungdommen doven og middelmådig eller så præstationsorienteret, at den stresser sig halvt ihjel?

I Informations netop afsluttede serie, Opdragelse i konkurrencestaten, har vi i artikler og kronikker forsøgt at droppe anklagerne mod ungdommen for i stedet at rette blikket mod de præmisser og rammer, samfundet og vi voksne stiller op for de unge i deres opvækst. Sigtet har med andre ord været at undersøge bæredygtigheden af de opdragelses- og dannelsesidealer, den opvoksende generation bliver præsenteret for.

Historisk har der altid været kamp om dannelsesidealerne. Tidligere skulle den danske ungdom – eller i hvert fald de unge mænd – for eksempel dannes til fædrelandskærlighed, forstået som at staten satte sit dannelsesbegreb igennem som viljen til at gå i krig for sit land.

At vi debatterer opdragelse og dannelse i en heftig, til tider uforsonlig tone, er netop beviset på, at diskussionen om, hvilket dannelsesideal der skal gælde i fremtiden, igen er blevet en af tidens vigtigste værdikampe.

Det sker primært af to grunde: Trivselsundersøgelser viser, at flere og flere unge har psykosociale og eksistentielle problemer. Den voksne generation, forældrene og staten i form af uddannelsesinstitutionerne, klæder dem ikke godt nok på til at klare tidens udfordringer. Det er et faktum, uanset at konkurrencestatens krav om at blive den bedst uddannede ungdomsårgang nogensinde kan synes langt blidere end et dannelsesideal, der kræver, at man ofrer sit liv i nationens tjeneste.

Dernæst har det altid været ungdommens privilegium og pligt at være den kraft, der sender samfundet i nye retninger. Denne generations opgave er imidlertid større end nogensinde, fordi den nuværende klimakrises altødelæggende katastrofer endnu ikke er indtruffet i en grad, så den vestlige verdens ungdom kan mærke det i deres hverdag. Og handle derefter.

Derfor kræver tiden unge med modstandskraft. Ikke alene mentalt men også i kritisk forstand. Men som beskrevet af den norske filosof Arne Johan Vetlesen og hans danske kollega, sociologen Rasmus Willig, er kritikken blevet individualiseret og personliggjort. Samfundskritikken er blevet til selvtugt i træningscentret og selvkritik, der udløser stress og depressioner.

Det skræmmende er, at det største kollektive problem siden verdenskrigene indtræffer i en periode, hvor det kollektive er under hidtil uset pres, som den amerikanske forfatter Naomi Klein har påpeget.

Hvor efterlader det os? Med en gevaldig opgave med at forbinde det nære perspektiv med det globale. Som afslutning på serien havde Information inviteret til debatmøde. Her sad blandt andet politologen, Ove Kaj Pedersen, sociologen Rasmus Willig og psykologen Per Schultz Jørgensen. De tre repræsenterede tre videnskabelige tilgange, som kan koble den menneskelige, psykosociale udfordring til samfundets udfordringer i form af den økologiske krise. Den kobling kan give ny indsigt til at finde løsninger. Ofte forbliver den menneskelige faktor adskilt fra klimakrisen. Men der er en lige linje mellem den modstandskraft, forældre giver videre til deres børn, og de samfundsløsninger, der skal findes.

Al opdragelse tager udgangspunkt i værdier. Men den voksne generation har måske glemt at tænke over, hvilke værdier den vil give videre. Er det en værdi at overlade et økologisk bæredygtigt samfund til den næste generation? Hvis man mener det, skal der laves noget om i den livsstil, der præsenteres for børn og unge. Tydelige voksne opildner til modstand. Værdier er til for at blive diskuteret, men man kan ikke diskutere med et budskab, der lyder: Hvad synes du selv? Det er desværre det spørgsmål, de unge alt for ofte blive mødt med.

Og ja, det er en stor mundfuld at finde et ståsted i en konstant foranderlig verden. Ikke desto mindre er det den voksne generations ansvar.

Til gengæld bør det være statens og uddannelsesinstitutionernes opgave at danne stærke fællesskaber i stedet for at nedbryde dem. Det er desværre det, der sker i et skolesystem, hvor test og karakterer og den påståede kinesiske trussel har gjort børn og unge til konkurrenter før noget andet. Et skolesystem, hvor det bedste ikke længere er godt nok. Men hvor det, som gymnasieeleven Anna Torp-Pedersen sagde på debatmødet, i fremtiden bør være acceptabelt bare at være ’okay’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Astrid Berg Østergaard
  • Torben Selch
  • Ib Christensen
  • Tommy Knudsen
  • lars abildgaard
  • Kurt Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • Steffen Gliese
  • Lene Timmermann
Astrid Berg Østergaard, Torben Selch, Ib Christensen, Tommy Knudsen, lars abildgaard, Kurt Nielsen, Philip B. Johnsen, Steffen Gliese og Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Klimakrisen er uundgåelig og mennesket tilpasser sig de nye forhold. Så er der ikke mere at bekymre sig om.
Atomkrigstruslen i 80'rne var langt mere påtrængende, da den ville betyde enden på ens eget liv. Nu er klimakrisen en ubehagelighed, der venter ens oldebørn. Ligesom rygningens farer er abstrakte indtil det er for sent.

De unge bør gøre det unge altid bør gøre: Lyt mindre efter og mærk mere efter i egen maveregion.

Med venlig hilsen
Lennart

Philip B. Johnsen

Lennart Kampmann det der med venlig hilsen, er det ikke lidt overdrevet, set i lyst af, der muligvis er nogle, af de unge, der ønsker sig børn?

Lennart Kampmann: De medlemmer af Konservativ Ungdom der gik strækmarch med løftet arm gennem Københavns gader op til Anden Verdenskrig var helt sikkert også i tæt kontakt med deres maveregion. Hvorfor opfordre nutidens unge til at tage den tradition op?

Anders Feder: På vejen mødte de jo socialdemokraterne, med de radikale som halehæng, der trampede af sted for at lægge sig på maven for tyskerne, og ret så meget længere ude krydsede de jo kommunisternes nedtrådte sti, der førte stik øst. Det kunne jo tænkes, at den tradition ikke var så dårlig endda.

Nu har jeg ikke læst alle de artikler denne vigtige debat omhandler, men det vil jeg gøre. Alligevel blander jeg mig. For hvad er de aller vigtigste værdier for os mennesker? Det kan til syvende og sidst kun være hinanden, medmenneskelighed, kærlighed og lignende værdier efter min ydmyg mening.

- For hvad er det enkelte menneske uden andre mennesker? Svaret er intet.

Men det er vi i vores ivrighed skøjtet hen over i vores traumatiske materialisme masse psykose. En tilværelse, hvor en iPad har større værdi end et menneske i nød. Vil vi virkelig være det bekendt? Er det den slags "konkurrence" værdier vi vil give videre til vores børn?

- Åbenbart, for det er præcis det vi gør hele vejen igennem.

Udelukkende fordi det er sådan vi skal gøre for ikke at falde igennem og være dømt anderledes og uacceptabel - Politisk ukorrekte. "Hvis vi gør skal du fandeme også" mentaliteten sejre over vores utopiske og ikke eksisterende frihed.

Hvad er det lige vi skal med dette her "konkurrence samfund". Skal Danmark pludselig være oppe på månen før kineserne? Åbenbart. Det bliver der prædiket dagen lang alle vegne efterhånden - Ikke mindst er det en værdi, som vi presser ned over ørerne på vores børn, for i Kina sover børn faktisk slet ikke. Det knokler derudaf 24/7 - Så det skal Jacob og Emilie selvfølgelig da også. Siger alt og alle - Også dem som synes det er helt forkert, får alle skal jo følge med. Det ved alle godt vi skal...

Men har det så virkelig SÅ stor værdi, at det hele udelukkende skal handle om, at være dygtige end hele Kina på 1.400.000.000 mennesker?

- Nej, overhovedet ikke.

For Danmarks enorme succes med et uhørt højt niveau af velfærd og uddannelse bygger grundlæggende slet ikke på konkurrence, men på et højt organiseret samfund og folk med solidaritet og sammenhængskraft og viljen til at arbejde - Også for hinanden. Vi har den høje velfærd og den høje levestandart fordi vi - i det mindste indtil nu - er enige om at have den.

Danmark lever kun i begrænset omfang af eksport. De fleste arbejdspladser er i dag inden for service fagene og tjenesteydelse. Kun en mindre andel arbejder med industri og landbrug. Og det lever vi da vist ganske godt af vil jeg mene. Og det kan vi fortsætte med uhindret lige så længe vi vil.

Så skal vores børns værdier og mål med livet være at udkonkurrere hinanden og knokle sig til døde? Nej fandeme skal det da ej.

- Vores børn skal først og fremmest være hele, glade og solidariske mennesker over for hinanden. De skal have de værdier, som har gjort Danmark til det fantastiske samfund og land det er.

Annika Tiin Nielsen, Kurt Nielsen, Bjarne Nielsen, Steffen Gliese og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Danmark skal ikke være et "Løkke" land. Danmark skal være et lykkeligt land...

Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Bjarne Nielsen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

En tysker sagde engang til mig "in Dänemark geht ja alles"...

- Og ja, det har han ret i.

For i Danmark KAN alt lade sig gøre. Det har vi for længst bevist i de seneste mange mange år.

Der er krise på alle hylderne til den næste generation:
Arbejdsløsheds krisen
Den globale økonomiske krise
Klima krisen
Fødevarekrise iform af mangle på mad samt mangle på sund mad/økologi/bæredygtidhed
Moralsk krise - som en af de værste - skal man lære sine børn af lyve er ok for at klare sig
Social krise kontra egoisme
Velfærd kontra konkurrence stat.

Men den største krise er nok hos den generation som er deres forældre - De har snorksovet i 40 år i træk.

Lennart Kampmann

@ Philip B. Johnsen og Anders Feder
Jeg undrer mig over jeres kommentarer og forstår overhovedet ikke hvor I vil hen med dem. Taler vi samme sprog, bor vi på samme planet? Hvad mener I?
Hvordan kan man blive stødt på manchetterne af at jeg skriver "med venlig hilsen" - min standardhilsen, som jeg møjsommeligt skriver hver gang. Ikke en indkodet bekvemmelighed.
Og Anders Feder, hvor kom lige forbindelsen til strækmarchen?
Er I på noget, jeg ikke kender?

med venlig hilsen
Lennart

Philip B. Johnsen

OK Lennart Kampmann, vi to kan, for mig godt blive enige om ikke, at forstå hinanden, jeg har mødt, flere med dit syn på livet, jeg lære aldrig, at forstå det.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

Philip B. Johnsen

Torben Selch det sidste du skriver, vil jeg totalt tilgive, hvis de samme mennesker, med positiv indstilling, vil være med til, at gøre det, der skal til, for at rette op på udviklingen.

Lennart Kampmann

@ Philip B. johnsen
Du springer direkte til en konklusion uden analyse. Du kender mig ikke, men mener alligevel at kunne afgøre hvordan mit syn på livet er. Du gider direkte adspurgt ikke engang svare.

Sarkastiske virkemidler preller af på dig.

Med venlig hilsen
Lennart

Krise mig her og der ...joo dem kan vi definere mange af.

I manges verden er det årsagen til kriserne som bør komme frem.

Alle ønsker frihed - materielle goder - velfærd og meget mere og i vores iver efter at sikre det, træder vi hårdt på hinanden og sikrer dermed storkapitalen gode vilkår.

I manges verden er frihed det vi opnår den dag vi igen begynder at tage ansvar for hinanden, når det sker vil kriserne begynde at forsvinde en efter en, sammen med Bjarne Helle lars og alle de andre som har ødelagt danmark.

Grundlæggende er jeg af den opfattelse at kamp er den helt forkerte vej at gå, verdikamp, kamp for klimaet osv.
Jeg ser at vi lærer vores børn at vaske hænder, børste tænder, gå i bad, rydde op på værelset osv. og jeg ser at vi intet sted lærer vores børn at rydde op i det snavs som ikke stopper ved huden eller lærer dem at rydde op i hoved eller følelserne.
Jeg ser, at der er et meget stort samfundsmæssigt behov for at få ryddet gamle tanker og holdninger ud så nye kan få plads, udfordringen er, at vi i stor udstrækning aldrig selv har lært hvordan man gør og derfor ikke kan formidle det videre til ungerne.
Der mener jeg at der skal sættes ind.