Vi er alle Charlie Hebdo

LEDER
8. januar 2015

Efter onsdagens drab på 12 personer på det franske magasin Charlie Hebdo er der meget, vi er fælles om.

Vi er fælles om at mærke kuldegysningerne ved tanken om, hvordan to hætteklædte mænd gik ind på redaktionen i det centrale Paris og åbnede ild med deres automatvåben. Vi er fælles om at sende tanker til de ægtefæller, kærester, børn og børnebørn, der har mistet. Vi er fælles om at forfærdes og fordømme, men vi er også fælles om at forsvare den ytringsfrihed, terrorangrebet uomtvisteligt var et anslag mod.

I den forstand er vi – som denne avis med patos udtrykker på torsdagens forside – alle Charlie Hebdo. De efterladte – pårørende som kolleger – er ene om at bære smerten, men vi bærer alle forpligtigelsen til, at de ikke står alene.

Der er meget, vi endnu ikke ved om massakren i Paris onsdag. Vi kender ikke gerningsmændenes identitet. Vi kender ikke deres motiver. Vi ved ikke, om de er organiseret, eller om det følger de senere års tendens, hvor terroren udføres af enkeltpersoner snarere end organisationer.

Men vi ved, at vidner har fortalt, at de råbte ’Allahu akbar’. Og vi ved, at andre vidner har fortalt, at de viste håndtegn kendt fra Islamisk Stat.

Terrorangrebet formodes derfor at være en direkte reaktion mod de islamkritiske satiretegninger, Charlie Hebdo løbende har publiceret. Magasinet har således tidligere været udsat for bombeangreb, da det i 2011 på forsiden udkom med en satirisk tegning af profeten Muhammed som replik til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

At betegne Charlie Hebdo som udpræget islamfjendsk vil dog bero på en misforståelse. Charlie Hebdo praktiserer en gammel – og i Frankrig særligt udviklet – tradition for at føre magtkritik gennem satire. Kritikken retter sig mod enhver form for magt – politisk, religiøs eller økonomisk. Eller som Charlie Hebdos chefredaktør sagde i sin tale, da magasinet i oktober modtog en pris fra Dansk PEN: »Charlie Hebdo har på 22 år fået 21 sagsanlæg. De 20 var fra katolske organisationer, kun ét fra islamister – det fik vi, da vi genoptrykte den mest spektakulære af Jyllands-Postens tegninger. Men tag ikke fejl: Også de højreekstreme katolikker er på politisk erobringstogt. Og politik er netop sagens kerne.«

Ja, og til den kerne hører spørgsmålet: Hvorfor gør satire og humor ekstraordinært ondt på alle dem, der vil bestemme over alle andre? Hvorfor er det særligt pinefuldt for dem, der har det strammeste forhold til deres religion?

Er det fordi, satiren og humoren udstiller deres mangel på kontrol? Er det derfor, de ikke har andet svar end en magtesløshed, der manifesterer sig som trusler, vold og i yderste instans mord?

Satiretegninger må i sagens natur gå til yderligheder for at vække eftertankens latter. Det kan ikke gøres balanceret. Men det er ikke ensbetydende med en fribillet til at provokere for provokationens skyld. Ingen bør krænke unødigt. Det hører med til ethvert medies publicistiske ansvar.

Men hvis nogen vil protestere mod den behandling, de udsættes for i såvel streg som ord, har de i vores del af verden to muligheder: Løse striden i dialog eller løse den i en retssal.

Det er denne helt grundlæggende indretning af vores samfund, der blev sat under angreb i Paris i går.

Gerningsmændene og alt, hvad de måtte være forbundet med, har allerede tiltvunget sig en magt, de ikke har nogen ret til. De har efterladt 12 familier med savn og sorg. De har efterladt et Frankrig grebet af frygt. Og de har frataget Charlie Hebdo – og alle andre – troen på, at man med humor og satire kan gå alle trusler i møde.

Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe. Derfor bringer denne avis torsdag nogle af de forsider, der i årevis har gjort Charlie Hebdo til terrormål.

Vi må insistere på, at vi ikke vil lade os dominere af den angst, terroristerne ønsker at efterlade os med. Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Balling

Der var lige en klog mand som på BBC sagde at ytringsfriheden var mere under pres end nogensinde før, når det i vores samfund idag bliver betragtet som moralsk forkert at sige eller skrive noget som kan støde andre. Det er det klogeste jeg har hørt læge.

Brugerbillede for Jan Willink

For at stå sammen mod frygten efter angrebet på Charlie Hedbo burde markante satire tegninger fra det franske blad offentliggøres på flest mulige steder i det offentlige rum: busser, taxier, lufthavne, tog, alle landets aviser, TV-spots ...
Og selfølgelig også på 'Private' flader, såsom t-shirts, Facebook, Twitter - you name it.
Tænk de danske aviser stod sammen med sådan en opfordring - jeg er sikre på at vi vil følge i hobetal!
Sålænge der kun er enkelte der stikker hovedet, frem vil terroristerne have et mål at gå efter, og dermed få alle os andre at gå på listeføder. TV-avisen i aftes (DR 1), medgav at de også overvejer i redaktionen sikkerhedsrisikoen ved satiriske indslag. Ja men - så har vi jo næsten tabt slaget !!
Ved at gengive tegningerne nu - efter angrebet i Paris - ville det kunne forstås som forsvar for ytringsfriheden. Tegningernes oprindelige sigte ville træde i baggrunden.

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth

Det er alt sammen korrekt, hvad de hævder på Charlie-Hebdo, og hændelsen kan kun påkalde sympati for de, der er ramt af terrorhandlingen, men hvorfor er der ingen der spørger, hvilket formål det egentlig tjener? Er det demokrati at latterliggøre en ligegyldig profet og hans efterfølgere? Eller handler demokrati om folkets ret til at protestere mod forhold, som man finder urimelige, og at en regering, som kommer i mindretal på væsentlige spørgsmål skal træde tilbage, etc? Handler ytringsfrihed ikke primært om, at man kan kritisere politiske magthavere uden at blive forfulgt?

“På Charlie-Hebdo er vi dybt optagede af at slås for sekularismen.” Spørgsmålet er om sekularismen eller moderniteten er truet af islam, eller om det er islam, som er truet af moderniteten? Rabiate handlinger udføres ofte på baggrund af angst. Det kulturelle og sociale mønster, som giver mening og tryghed for visse islamister synes at være under pres.

De tydeligste indikatorer på, at en forældet kultur rodfæstet i patriarkalske mønstre er under pres, er når den kvindelige del af befolkningen bevæger sig. Når kvinder kan læse, skrive og regne falder fødselsraten. I 32 ud af 36 muslimske lande er antallet af fødsler per kvinde faldet siden 1981. I lande som Iran, Algeriet, Bahrain, Bangladesh, Marokko og Forenede Arabiske Emirater er fødselstallet faldet med mere end 50% siden 1981. I lande som Pakistan, Saudi Arabien og Irak ligger faldet på omkring 20-25%. Bevægelsen væk fra analfabetisme, høj dødelighed og høj fødselsrate er en bevægelse mod modernitet og en vis afslappethed overfor religiøse dogmer. Og blandt muslimer, som lever i den vestlige verden er antallet af kvinder med højere uddannelser eksploderet de sidste 20 år. Ledsagefænomenet er en overgangskrise, som rokker ved traditionsbestemte hierarkier og fastlåste sociale mønstre. Det udmønter sig i en vis destabilisering og angst hos bestemte befolkningsgrupper, som ofte ledsages af ideologisk motiveret vold. Hvis det i virkeligheden er islam, som er truet, kæmper Charlie-Hebdo o.a. mod vindmøller.

Ovenstående er ikke et klodset forsøg på at forklare volden i Paris, men et forsøg på at sandsynliggøre, at i hvert fald fundamentalistisk islam er langt mere truet af opløsning end vestligt demokrati, sekularisme og modernitet.

Og mens de grifler løs på deres karikaturtegninger, og de islamiske kugler flyver, er der nogen der gemmer sig i deres højloftede kontorer og i deres metropolfæstninger i de mest mondæne områder i verden storbyer. Det er de, som kan tjene milliarder af dollars ved at spekulere i luftkasteller – også kaldet derivater – som på dage eller timer kan gøre millioner af mennesker både arbejdsløse, hjemløse og pensionsløse. Det er de, som kan flytte en hvilken som helst produktion til Kina og efterlade millioner af mennesker uden arbejde, og vælte omkostningerne for roderiet over på de skatteydere, som er så heldige stadigvæk at have et arbejde. Eller det er de, der samles i lukkede logeagtige møder som Bilderberg Gruppen og afgør hvilke offentligt ejede værdier, der skal sælges til hvilken kapitalfond til foræringspris. Hvem er en trussel mod demokratiet? En flok islamiske galninge eller stinkende rige personer, som kan skalte og valte med samfundsskabte værdier og styre folkevalgte politikere efter deres egne snævre interesser?

Når de islamiskre terroristers kugler flyver, forledes vi til at tro, at demokrati primært handler om en eller anden tegners ret til at udfolde sig på et stykke papir. Demokrati bør i langt højere grad handle om samfundets ret og magt til at råde over værdier, som folk, der går på arbejde hver dag, har skabt. Denne ret og magt har siden Reagans og Thatchers introduktion af neoliberalismen været under konstant pres.

Brugerbillede for Bill Atkins

Naturligvis skal en religion, som islam, der beherskes af et mentalt indskrænket og fordummende præsteskab, som griber ind overfor afvigere på en bestialsk og inhuman måde, bekæmpes.

Det er bare ikke sikkert, det skal gennem hån og latterliggørelse eller gennem krigsførelse med store civile tab.

Derimod skal de interne kræfter, der kæmper imod en radikalisering af islam, støttes på deres egne præmisser. Vi kunne jo begynde med Kobane-kurderne, og derfra indlede samarbejde med alle sekulære muslimske grupperinger som vi jo ved findes - også selv om det ikke er dem der sidder på olien.

Brugerbillede for Jacob Christensen

Ytringsfrihed det ord bliver brugt for meget. Ytringsfrihed er ikke, at man kan skrive/tegne lige præcis hvad man har lyst til. Det er 'frihed under ansvar' - man må fx ikke krænke nogens ære. Når man konsekvent skitserer Profeten med bomber i turbanen og hvad ved jeg, så må man da forvente en modreaktion. Når du har slået en hund nok, så bider den tilbage.

Nu sidder vi alle hjemme i vores stuer og er noget så forarget, men hvad fanden havde vi forventet?

Og nej jeg mener ikke, det er okay at angribe en avis, fordi den har lavet tegningerne af Profeten. Og nej jeg sympatiserer ikke med fanatikerne. Jeg prøver blot at sætte tingene i et lidt andet lys, folk har det med at sluge mediernes stof råt, i stedet for at tænke lidt over tingene.

Brugerbillede for Morten Balling

@Jabob

"man må fx ikke krænke nogens ære"

Siger hvem? Det er lige det, som er sagens kerne. I mit Univers, er det ok at blive stødt og såret. Så siger man fra, men man gør det med ord og ikke med en maskinpistol. Samtidig er folk i den tid jeg har levet blevet meget mere snerpet og nem at fornærme, og det er sgu lidt anstrengende, når man kan huske en mere tolerant Verden.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Ja 'Vi er fælles om alt dette', men hvad betyder det?

Misbrugt eller bevist udnyttet ytringsfrihed , den aktivistiske udenrigspolitik, der bekæmper demokrati og den personlig frihed, er det en utilsigtet sideeffekt, af dårlig strategi, eller er det noget andet.

Ytringsfrihed og den aktivistiske udenrigspolitik, er brugt til stigma med tilhørende opdragelse i demokrati, men er det kun det.

Det er overordnet set, på europæisk og internationalt plan, fortrinsvis opdragelse af muslimer i demokrati, via lovlig eller ulovlig krig i mange lande, der ingen trussel udgør eller udgjorde for Europa, men også af den fjerde statsmagts hån, spot og latterliggørelse af muslimer, der tilsammen resultere i radikalisering samt, at der begås terror i Europa, af herboende egne statsborgere, men også en tilhørende markant højere ekstremistisk, politisk fremgang i Europa.

Denne udvikling har den 'muligvis' utilsigtede sideeffekt, at demokratiet og den personlig frihed begrænses i Europa, at terroren vinder eller virker, kan man sige, igennem vores selvvalgte overvågning og lukkethed for ikke, at åbne mulighed for fremtidig terror.

Store dele af Europa, ikke mindst det USA'ske Danmark, i en DDR overvågnings tilstand, men nu som den, selvvalgte nødvendighedens politik.

Det er muligvis en utilsigtede sideeffekt, men EU's i Lux-gate mafia, Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, formanden for EU kommissionen, der er mistænkt for mafia virksomhed, international økonomisk organiseret kriminalitet, men ikke bliver udskiftet eller bare midlertidig udskiftet og den voksende økonomiske ulighed i Europa, tyder muligvis på, at der er en anden og mere dyster virkelighed bag ved.

I Danmark har 2014 vist et andet glimmerende eksempel på dette, da Bjarne Corydon i Deadline, for en tid siden, til skræk og advarsel, for alle danskere, men således bedre oplyst, gjorde regeringens holdning og stå sted helt klart:

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."

"Men sådan er det jo."

Er det demokrati og ytringsfrihedens ukrænkelighed, eller er det mangel på samme?

"Vi må insistere på, at vi ikke vil lade os dominere af den angst, terroristerne ønsker at efterlade os med. Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold."

Tankerne og støtten går naturligvis, til de pårørende til ofrene for denne modbydelige handling i Paris, der ikke bør tillægges formildende omstændigheder, af uretfærdig krige, men jeg vil huske på, at stille spørgsmålet, hvad kan og 'vil' politikkere mf. gøre for, at det ikke sker igen.

Brugerbillede for uffe hellum

@Bill
Naturligvis bør man da håne og latterliggøre både korsfarer-religionen og strubesnitter-religionen!

Det betyder ikke, at man ikke skal udvise respekt for den enkelte religiøse person, men det betyder, at en objektiv dækning af de morderiske og topstyrede religioner slet ikke kan være neutral, men tværtimod skal være meget negativ.

Det er ikke en pligt at omtale afskyelige handlinger neutralt.

Det er ikke en pligt at adskille Bush, Fogh, og deres religiøse konservatisme fra den tortur og de drab, som de følte sig "nødt til".

Det er ikke en pligt at adskille strubesnitteriet fra den afskyelige religion, som åbenbart fortolkes voldeligt af mange af dens tilhængere.

Der er masser af moderate religiøse, som aldrig har myrdet nogen, men det har hidtil vist sig umuligt at skrive en bibel, der ikke forherliger mord og vold. Der er vist heller ikke en ikke-voldelig koran på trapperne.

Indtil der engang bliver opfundet en ikke-voldelig variant af konservatisme og religion, så er der en forpligtelse for satire-pressen til at håne og latterliggøre voldstilhængerne.

Hvis man i Danmark ser kristendommen som relativt uskadelig, så kan man kaste et blik på USA eller Irland, hvor de har mere magt, og mange bruger den afskyeligt.

Brugerbillede for Henrik Klausen

"Når man konsekvent skitserer Profeten med bomber i turbanen og hvad ved jeg, så må man da forvente en modreaktion. Når du har slået en hund nok, så bider den tilbage."

Alvorligt talt...gå ad helvede til, Jacob. Hvordan f kan du sammenligne tegninger med at slå en hund, og de 12 døde med at den bider tilbage?

Jeg får minder om dem, der forsvarede Breivik med lignende argumenter.

Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg synes det er beskæmmende, at så mange kommentatorer ikke kan finde ud af at tage betingelsesløst afstand fra religiøs vold, men finder på alle mulige forbehold og undskyldninger.

Vi lever i en kultur uden censur. Det betyder at alle har ret til at kritisere, spotte og latterliggøre. Der kan ikke opstilles betingelser for kritik som nogle fx forsøger at gøre ved at påstå, at kritik kun kan rettes mod magthavere. Hvis nogle ikke bryder sig om en satiretegning bragt i en avis, så har de en række muligheder til rådighed. De kan skrive et læserbrev eller opsige deres abonnement på avisen. De kan tage til genmæle og eventuelt arrangere en fredelig demonstration, eller de kan lægge sag an ved retten. Hvad de ikke kan er at begå selvtægt og påtage sig rollen som politi, anklagemyndighed, dommer og bøddel.

Det er for mig indlysende, at det er islam som religion, der har et problem med fremmedhad og vold. Når det islamiske universitet i Kairo, som har en status indenfor Sunni Islam som svarer til Pavens i katolisismen, ikke kan finde ud af at tage afstand fra Islamisk Stat i Levanten, så kan problemet ikke tørres af på nogle enkelte radikaliserede elementer, som har misforstået koranen.

Der kommer nu sikkert en apologet og siger, at der også står forfærdelige ting i biblen. Det er fuldstændig irrelevant idet ingen eller kun meget få kristne tager disse citater alvorligt og handler efter dem.

For nogle få år siden var der på DR 2 et interview med en muslims kvinde født i Danmark, som talte perfekt dansk og havde uddannet sig til læge og arbejdede på et førende hospital. Hun kunne ikke få sig selv til at tage afstand fra koranens diskrimination af kvinder. Direkte adspurgt forklarede hun, at kvinder jo sludrer indbyrdes og derfor ikke er så opmærksomme som mænd. Det er derfor kun rimeligt, at en kvindes vidneudsagn i retten kun tæller halvt så meget som en mands.

Brugerbillede for odd bjertnes

Uffe Hellum : jeg har skrevet det før, kan gøre det igen det er banalt :
Man kan IKKE 'skrive en ny 'Bibel'. Ikke fordi der er noget helligt ved den, men fordi det er et kildekompendium. Der er kommet mange andre bøger til verden siden, som du kan læse også, hvis den ikke er nok. Alternativt kan du blive muslim, så har du kun brug for én biog og der følger hellighedsgaranti med. Påstår købmanden i hvert fald og han burde jo vide det. Han skrev den jo selv ^^.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis nogen synes at forhånelse og latterliggørelse af muhamed er med til at afsløre for især verdens muslimer, men også Vestens egne befolkninger, hvordan magtstrukturerne er i deres og vores samfund, så er det det man i ytringsfrihedens navn skal gøre. Jeg synes for mit vedkommende, at venstreorienterede bør fokusere på et samarbejde med de sekulære kræfter i de muslimske lande. Kræfter, som vi (mainstreammedierne og -debatten) allerede er ved at glemme eksistere.

Sekulært parti løber officielt med sejren i Tunesien
http://www.information.dk/telegram/514123

@uffe hellum
Om hvilken rolle Kobane kurderne, PKK og socialister spiller i kampen om magten i de muslimske lande kan læses her:
http://www.leksikon.org/art.php?n=2033

Og her:

Kobane holder stadig stand
http://www.information.dk/520487

Brugerbillede for Kim Øllgaard

"Satiretegninger må i sagens natur gå til yderligheder for at vække eftertankens latter. Det kan ikke gøres balanceret. Men det er ikke ensbetydende med en fribillet til at provokere for provokationens skyld. Ingen bør krænke unødigt."
Her afsløres Inf.s dobbeltholdning tydeligt. Hvor går grænsen for provokation, og hvornår bliver satire til provokation?
Satiren bliver først til provokation, når emnet for satiren ikke kan tåle mosten/føler sig hævet over kritik og derfor går ud og beklager sig over denne "mishandling".
Per Clausen sagde i forbindelse med overfaldet på Dan Park, at det var forkert, men --- (underforstået, at han selv var ude om det).
Jyllandposten havde selvfølgelig ret til i ytringsfrihedens navn at bringe Muhammedtegningerne, men --- (underforstået, at da JP er højreorienteret betragter vi på venstrefløjen det som en urimelig provokation).
Og jeg vil såmænd tro, at adskillige debattører i disse tråde har taget afstand fra Charlie Hebdo gennem tiden.
Så ytringsfriheden bliver bestemt gradbøjet.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Jeg synes det er beskæmmende, at så mange kommentatorer ikke kan finde ud af at tage betingelsesløst afstand fra religiøs vold, men finder på alle mulige forbehold og undskyldninger."

Al vold, også den politiske - den økonomiske og strukturelle, må vi forholde os kritisk og konstruktivt forebyggende til. Jeg ser også dagligt med beskæmmelse på at mange mennesker ignorerer kapitalismens vold, udbytningernes pris, krigene som begås med vinding og magt for øje - men som sløres med floskler. Og det er beskæmmende at vi har udviklet så svær en konflikt med anderledes tænkende, som vi har. Beskæmmende er det også at se den optrappende retorik; den blinde tro på at hvis man bare smadrer lidt mere løs med samme hammer (flere tryk af latterliggørelser, mere sodomiserende satire) så skal det nok gå.

Lad os alle være Mohammad, som mistede hele sin familie da den vestlige drone ramte. Eller lad os alle være Naser, som så sin søster blive sprængt i stumper og stykker af israelske granater i Gaza. Eller lad os alle være Nadir, som lever i ruiner i Libyen og ingen fremtid har mere. Lad os alle være disse folkeslag, som kugler og kanoner fra vort revir har smadret liv, håb og fremtid for.

Brugerbillede for Kim Houmøller

En satire tegning overdriver forståelsen. At en stor del af de vrede unge mænd uden uddannelse, ikke er i besiddelse af humor, skal ikke forhindre os i at have en anden mening.
Er der nogen der kan fortælle mig, hvorfor så mange muslimer ikke er i besiddelse af humor? Da det ikke er genetisk betinget, må der ligge noget andet bag!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Vores ytringsfrihed er som et vidunderligt stykke musik, blot er den nuværende opførelse at stykket lidt svag, dårlig orkestreret og med en del falske instrumenter. Lytter man efter, synes jeg endda at kunne høre brudstykker af en helt anden melodi blande sig i opførelsen. Der er strofer, der minder meget om overvågnings symfonien. I et hjørne kan jeg fornemme et par mørkhudede personer, der vistnok spiller et oldgammelt arabisk musikstykke om kristne terrorister. Det samlede indtryk er, på trods af mange lyspunkter, en lidt mudret affære.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Bøg

Hvorvidt disse angreb er værk af selvmotiverende græsrods jihadister og celler eller af personer knyttet til internationale jihad enheder, vil sådanne hændelser forværre det spændte forhold mellem den vestlige og den muslimske verden. Dette er så meget større i Europa, hvor staterne oplever en stigning af højreorienterede nationalisme og en utilfredshed med muslimske samfund. Det er jihadistens mål at få staterne til at slå hårdere ned på muslimske samfund for at fremme deres fortælling, at Vesten fører krig mod islam og muslimer.
Mens vestlige stater vil gå meget langt for at vise, at et sådan sammenstød mellem civilisationer ikke forekommer, vil højreorienterede kræfter engagere sig i en retorik, der styrker frygten blandt mange almindelige muslimer i hele verden. Især ytringsfriheden, som er elsket i Vesten, men opfattes af mange muslimer som licens til helligbrøde og selvom langt de fleste muslimer ikke vil engagere sig i vold som reaktion på tale, som anses som blasfemisk, er der mange, der vil.
I sidste ende er dette en intra-muslimsk kamp om magt og kontrol pakket ind i en debat om, hvad det betyder at være muslim i verden i dag, og hvad grænserne for forsvarlig handling er. At definere disse faktorer er et værktøj, der kan bruges til at vinde magt; angreb mod Vesten og dets interesser, betyder at tvinge vesterlændinge til at trække sig ud af muslimske lande, eller at angribe muslimer og håndhæve en jihadist fortælling. Dette spørgsmål undergraver bestræbelser for moderate og progressive muslimer til at fremme begrebet frihedsrettigheder baseret på en islamisk tro.
Den igangværende intra-muslimske debat giver ekstremister rigelig ideologisk og dermed politiske rum til at udnytte. Den jihadist virksomhed er bevidst rettet mod ikke-muslimer, især Vesten, som et middel til at vinde terræn i det muslimske miljø. Denne strategi tvinger så den vestlige verden til, hvad der hovedsagelig er en muslimsk borgerkrig, at tackle de sikkerhedstrusler, der er forbundet med islamistiske militante aktører.
På denne måde, vil den interne debat i den muslimske verden ikke føre til et nederlag for ekstremisterne eller lempelsen af forholdet mellem muslimer og Vesten. Men det er præcis, hvor jihadisterne er sårbare, og hvor den virkelige kamp for at besejre jihadisme skal udkæmpes, hvis det er det man vil. Så længe ideologien overlever, vil det producere nye kæmpere. Svaret er altså mindre Pia Kjærsgaard.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Alt for meget satire er ikke morsom, Kim Houmøller. Alt for meget satire minder i dag om den, der førte til vedtagelsen af racismeparagraffen i 1938, så man kunne komme efter "Kamptegnet" og dettes konsekvente angreb på jøderne. Det er ikke blot muslimer, der mangler humor, det er en afvending, der er sket med mange mennesker - mest symptomatisk kan det ses i dansk film, hvor vores engang insisterende satiriske tradition er afløst af alt for meget hverdagsrealisme og psykologisk sagsbehandling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mark Thalmay

Lidt satire til Kim H., kl.07:59:

Satire overdriver forståelsen. At en stor del af de vrede ældre mænd med højere uddannelse, ikke er i besiddelse af humor, skal ikke forhindre os i at have en anden mening.
Er der nogen der kan fortælle Kim H., hvorfor så mange ikke-muslimer ikke er i besiddelse af humor? Da det ikke er genetisk betinget, må der ligge noget andet bag!

Med satirisk hilsen, c'',),
fra en af Charlie Hebdo'erne

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Ikke blot Information, men hele vores officielle nation, tages til gidsler som Hebdo-kloner, populistiske satirikere. Det illustrerer til fulde, hvor konformt vi udvikler os, hvor ringe meningsdiversitet og mangfoldighed, der er rum for. Og hvor banalt vi betragtes som mennesker og borgere af vore magthavere og medier. Vi er blot numeriske nudler, som skal gennes ind i one size fits-all konstruktioner, så der bliver styr på sagerne. Kulturelt uhyre umodent og primitivt, hvilket jo er en evident del af vore problemer, herunder problemerne med anderledes tænkende, anderledes stillede.

Brugerbillede for Katrine Visby

Islam er en af de mest udadvendte, missionerende og dominerende religioner.
Muslimer gør sig meget synlige og vil gerne pådutte andre ikke-muslimer deres regler.

Det er ret problematisk, for vi har religionsfrihed i vesten, men vi vil ikke give efter for andres religiøse overbevisninger. Vi respekterer andre religioner, og det skal vi blive ved med at holde fast ved. For vi skal ikke blive som dem.

Men er der alligevel ikke en stigende selv-censur, igang? - selvom vi ikke helt vil være ved det.

Det er måske tid til at tage en nødvendig debat op om at sætte nogle klare linier op for hvad vi står for her i vesten når nogle vil emigrere til Europa.
Man skal man kunne skrive under på nogle betingelser vi sætter; vi har nogle værdisæt, som vi værner om, og det skal man respektere hvis man vil bo her. Vi har ytringsfrihed, og man har ret til her at udtrykke sig frit uden at blive truet eller slået ned.
I stedet for at indvandrere skal kunne kongerækken og andre ligegyldige ting.
Eller er det for farligt, og begynder det at ligne racisme?

Nu har jeg lige ytret mig, og det er jeg glad for at jeg kan gøre.
Vi skal aldrig blive bange, det skylder vi de afdøde fra Charlie Hebdo.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Det er måske tid til at tage en nødvendig debat op om at sætte nogle klare linier op for hvad vi står for her i vesten når nogle vil emigrere til Europa."

Og hvad 'står vi' i Europa mon så for, Katrine Visby? For det første må vi vel sikre os at indvandrere skriver under på at de bakker vores aktivistiske udenrigspolitik og vore bestræbelser på at skaffe nye markeder, som vi kan tjene på, overalt på kloden. At udbytning og profitmaksimering er en hellig ko. Det er jo, hvad vi bl.a. står for. Og fint at dét kan ytres og bringes på plads, så vi bliver fri for ballade med anderledes tænkende - og fremfor alt fri for at anvende refleksiv kraft på selvkritik, på selvrefleksion, på at møde andre folkeslag med ydmyghed og tolerance, ja ligefrem solidaritet. Istedet kan vi bruge vores tid og vore liv på at skabe velstand og more os; underholdning til døden.

Brugerbillede for hugo Pieterse

Man hører overalt i medierne med meget eftertryk og patos, at det nu helgenkårede Charlie Hebdo altså gjorde grin med alle hele tiden. Det er en sandhed med modifikationer. Og når uvidende systemjournalister står og fortæller at Frankrig er en bastion for ytringsfriheden, så er det direkte løgn. For få måneder siden fik Frankrigs mest populære komiker Dieudonné M'Bala forbud mod at optræde! For ikke at tale om at mange folk forfølges i Frankrig blot for at sige deres mening. Her fra en ældre artikel:

Det satiriske tidsskrift Charlie Hebdo og bladets chefredaktør Philippe Val var kendt for at forsvare ytringsfriheden. Indtil den venstreorienterede tegner Maurice Siné altså generede Jøder.

Tidligere denne måned havde den 79 årige bladtegner i sin klumme i Charlie Hebdo antydet at præsident Nicolas Sarkozys 21 årige søn Jean Sarkozy havde planer om at konvertere til Jødedommen, efter at han blev forlovet med Jessica Sebaoun-Darty, den jødiske arving fra en familie der ejer Darty-gruppen, det største elektronikkæde i Frankrig.

Tegneren havde fremstillet Jean Sarkozy som en opportunist, der 'ville komme langt i livet'.

Chefredaktør af Charlie Hebdo, Philippe Val, der havde kritiseret tegningen / klummen for at viderebringe falske oplysninger, bad tegneren om at undskylde. Efter sigende svarede Siné 'over mit lig'.

Maurice Siné blev derefter fyret af Philippe Val og angav som grund at klummen havde 'antisemitiske undertoner' og kunne forstås som om der var en forbindelse mellem at konvertere til Jødedommen og samfundsmæssig succes.

'Dette er hverken acceptabelt eller kan forsvares ved en domstol' sagde Philippe Val eftertrykkeligt.

Begge de jødiske organisationer LICRA og CRIF (paraplyorganisation for Jødiske foreninger i Frankrig) udtrykte deres støtte til chefredaktør Philippe Val's beslutning, og den franske kulturminister Christine Albanel erklærede at tegnerens karikatur og bemærkningerne 'var echoer af en anden tid, som man ville ønske ville forsvinde for evigt'.

Brugerbillede for erling jensen

Ytringsfrihed - for Loke såvel som for Thor.

Charlie Hebdo og drab på 12 sagesløse mennesker; alle var med rette chokerede. Dette var koldblodige, barbariske henrettelser.

Når det er sagt, er det forstemmende at blive præsenteret for det "ubetingede forsvar" for retten til at give udtryk for sine meninger, som er blevet understreget på alle massemediers redaktioner, når den virkelige verden ser helt anderledes ud. Man kunne skære sig igennem alle de selvretfærdige kommentarer fra danske kommentatorer og redaktioner i deres understregning af kampen for retten til at ytre sig. Intet øje var tørt.

Så sent som forleden dag var jeg udsat for at få slettet op til flere, i den store sammenhæng fuldstændigt ligegyldige indlæg på bloggen i denne avis i forbindelse med en artikel om Putins Rusland. Ingen principper desangående hos debatredaktionen om forsvar for og efterlevelse af principper, som i går var hellige på alle danske avisredaktioner, herunder Information.

Som det blev beskrevet i Politikens leder, var det ”et attentat mod vores frihed og mod de principper, vores samfund bygger på”. Denne leder fortsætter: ”Pressen og andre, der er langt fremme i den offentlige debat, er særligt udsatte” og ”Samtidig må vi ikke glemme, at vores tungeste våben mod dem, der truer vores frihed, er at stå endnu mere urokkeligt fast på det åbne samfund, hvor vi kan ytre os...”

I Informations leder blev det bl.a. beskrevet på denne måde: "men vi er også fælles om at forsvare den ytringsfrihed, terrorangrebet uomtvisteligt var et anslag mod".

"Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe".

"Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold".

Meget stærke ord og holdninger, som der ikke er to meninger om.

Hvis vi ikke tror på ytringsfrihed for mennesker eller meninger, vi foragter eller er uenige med, tror vi ikke på ytringsfrihed overhovedet, hvilket burde være eviggyldige sandheder for mennesker, som vedkender sig til elementære værdier om sandhed og ærlighed, og måske især blandt journalister, som har magt til at påvirke en samfundsudvikling, det kun er udvalgte få beskåret.
Personligt mener jeg, at folk har ret til at ytre sig, uafhængigt af deres synspunkter og deres holdninger, men at vigtigheden i at forsvare disse rettigheder er så meget desto større, når personen giver udtryk for holdninger, der er endog afskyelige for alle.

Det virker chokerende, at man skal gå så langt og på baggrund af tragedien i går i Paris for at fremhæve disse selvindlysende og banale sandheder i et forsvar for den frie ret til at ytre sig. Når man læser og hører udsagn fra repræsentanter fra det politiske parnas og alle massemedier er det for mig udtryk for den værste form for hykleri og brug af dobbelte standarder. Substansen i folks holdninger er helt klart fuldstændigt irrelevant mht. retten til at give udtryk for disse holdninger.

Dobbelte standarder er anvendelsen af forskellige principper for ensartede situationer. Vestlige massemedier lægger vægt på objektivitet, men deres kilder, ideologiske fordomme, kommercielle forbindelser og forudfattede meninger hos deres hjemmepublikum gør dette til en enorm fejlslutning. Når man beskæftiger sig med amerikansk og vestlig udenrigspolitik i øvrigt og deres følgagtige massemedier i vestlige samfund efterlades man med det klare indtryk, at der kun eksisterer dobbelte standarder.

Et valg i et krigshærget land er gyldigt, hvis det falder ud på en måde, EU, Washington og NATO ønsker det, som i Ukraine, hvor en demokratisk valgt præsident blev væltet, men ikke hvis det drejer sig om Syrien.

På samme måde har folk en umistelig ret til selvbestemmelse, hvis det er Kosovo eller Sydsudan, men ikke hvis det er Krim i Ukraine. Alt ses gennem øjnene hos iagttageren.

Når det drejer sig om militære invasioner og interventioner fremhæves i Washington et RTP princip, retten til at beskytte som ”retmæssigt” grundlag for at krænke national suverænitet; hvis eksempelvis civile bliver slagtet i Syrien eller i Libyen, men ikke når civile bliver slagtet i Gaza eller Odessa. Når disse drab bliver begået af amerikanske og vestlige allierede, bliver de rost for deres tilbageholdenhed.

Hykleriet og dobbeltmoralen kender ingen grænser, når det drejer sig om international ret. Hvis visse afrikanske eller asiatiske ledere engagerer sig i handlinger, der koster civile dødsfald, skal de retsforfølges ved internationale straffedomstole i Haag; men det ville være utænkeligt at sætte Bush eller Blair på anklagebænken for ulovligt at have invaderet Irak og forårsaget død for hundredtusinder uskyldige irakere i det sidste årti, ligesom det ville være utænkeligt at anklage Obama for krigsforbrydelser med sine droneangreb over suveræne lande, der koster flere tusinde uskyldige mennesker livet. At sætte de barbariske drab på 12 medarbejdere på en fransk avis ind i en anden kontekst, der sammenligner dem med vestlige landes drab på uskyldige mennesker og af en helt anden størrelsesorden ville være utænkeligt. Der må vel være grænser for ytringsfrihed.

Når Saddam Hussein invaderer Kuwait i 1990 kender forargelsen ingen grænser, og en invasion af landet er den eneste ”retmæssige” løsning. Når USA få måneder før invaderer Panama og dræber et tusindtal stort antal mennesker sker intet.

Ingen danske massemedier ser den dobbelte standard, der blomstrer i international politik og den bevidste undertrykkelse af afvigende holdninger, som den praktiseres i vestlige samfund .

Vi er alle Charlie - men der er nogen, der er det lidt mere end andre.

Erling Jensen, cand.jur.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Dagbladet informations forside, torsdag den 8. januar 2015:
NOUS SOMMES TOUS CHARLIE HEBDO

For lidt over 2 år siden - den 14. december 2012 - trængte en 20-årig mand ind på Sandy Hook Elementary School i Newton, Connecticut, USA og skød og dræbte 26 sagesløse mennesker, heraf 20 børn i alderen 5-6 år, med et våben, han havde hugget fra sin mor, som var det første offer for hans trang til at hævne sig på det samfund, han var født og opvokset i.

Fik det samtlige danske dagblade fra JP til Information til at at gå i selvsving og rydde forsiden for at give plads til støtteerklæringer til ofrene og deres efterladte med budskabet :
WE ARE ALL SANDY HOOK ELEMENTARY SCHOOL?

Ikke så vidt, jeg erindrer - men ret mig, hvis jeg husker forkert.

Brugerbillede for erling jensen

Ytringsfrihed - for Loke såvel som for Thor.

Charlie Hebdo og drab på 12 sagesløse mennesker; alle var med rette chokerede. Dette var koldblodige, barbariske henrettelser.

Når det er sagt, er det forstemmende at blive præsenteret for det "ubetingede forsvar" for retten til at give udtryk for sine meninger, som er blevet understreget på alle massemediers redaktioner, når den virkelige verden ser helt anderledes ud. Man kunne skære sig igennem alle de selvretfærdige kommentarer fra danske kommentatorer og redaktioner i deres understregning af kampen for retten til at ytre sig. Intet øje var tørt.

Så sent som forleden dag var jeg udsat for at få slettet op til flere, i den store sammenhæng fuldstændigt ligegyldige indlæg på bloggen i denne avis i forbindelse med en artikel om Putins Rusland. Ingen principper desangående hos debatredaktionen om forsvar for og efterlevelse af principper, som i går var hellige på alle danske avisredaktioner, herunder Information.

Som det blev beskrevet i Politikens leder, var det ”et attentat mod vores frihed og mod de principper, vores samfund bygger på”. Denne leder fortsætter: ”Pressen og andre, der er langt fremme i den offentlige debat, er særligt udsatte” og ”Samtidig må vi ikke glemme, at vores tungeste våben mod dem, der truer vores frihed, er at stå endnu mere urokkeligt fast på det åbne samfund, hvor vi kan ytre os...”

I Informations leder blev det bl.a. beskrevet på denne måde: "men vi er også fælles om at forsvare den ytringsfrihed, terrorangrebet uomtvisteligt var et anslag mod".

"Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe".

"Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold".

Meget stærke ord og holdninger, som der ikke er to meninger om.

Hvis vi ikke tror på ytringsfrihed for mennesker eller meninger, vi foragter eller er uenige med, tror vi ikke på ytringsfrihed overhovedet, hvilket burde være eviggyldige sandheder for mennesker, som vedkender sig til elementære værdier om sandhed og ærlighed, og måske især blandt journalister, som har magt til at påvirke en samfundsudvikling, det kun er udvalgte få beskåret.
Personligt mener jeg, at folk har ret til at ytre sig, uafhængigt af deres synspunkter og deres holdninger, men at vigtigheden i at forsvare disse rettigheder er så meget desto større, når personen giver udtryk for holdninger, der er endog afskyelige for alle.

Det virker chokerende, at man skal gå så langt og på baggrund af tragedien i går i Paris for at fremhæve disse selvindlysende og banale sandheder i et forsvar for den frie ret til at ytre sig. Når man læser og hører udsagn fra repræsentanter fra det politiske parnas og alle massemedier er det for mig udtryk for den værste form for hykleri og brug af dobbelte standarder. Substansen i folks holdninger er helt klart fuldstændigt irrelevant mht. retten til at give udtryk for disse holdninger.

Dobbelte standarder er anvendelsen af forskellige principper for ensartede situationer. Vestlige massemedier lægger vægt på objektivitet, men deres kilder, ideologiske fordomme, kommercielle forbindelser og forudfattede meninger hos deres hjemmepublikum gør dette til en enorm fejlslutning. Når man beskæftiger sig med amerikansk og vestlig udenrigspolitik i øvrigt og deres følgagtige massemedier i vestlige samfund efterlades man med det klare indtryk, at der kun eksisterer dobbelte standarder.

Et valg i et krigshærget land er gyldigt, hvis det falder ud på en måde, EU, Washington og NATO ønsker det, som i Ukraine, hvor en demokratisk valgt præsident blev væltet, men ikke hvis det drejer sig om Syrien.

På samme måde har folk en umistelig ret til selvbestemmelse, hvis det er Kosovo eller Sydsudan, men ikke hvis det er Krim i Ukraine. Alt ses gennem øjnene hos iagttageren.

Når det drejer sig om militære invasioner og interventioner fremhæves i Washington et RTP princip, retten til at beskytte som ”retmæssigt” grundlag for at krænke national suverænitet; hvis eksempelvis civile bliver slagtet i Syrien eller i Libyen, men ikke når civile bliver slagtet i Gaza eller Odessa. Når disse drab bliver begået af amerikanske og vestlige allierede, bliver de rost for deres tilbageholdenhed.

Hykleriet og dobbeltmoralen kender ingen grænser, når det drejer sig om international ret. Hvis visse afrikanske eller asiatiske ledere engagerer sig i handlinger, der koster civile dødsfald, skal de retsforfølges ved internationale straffedomstole i Haag; men det ville være utænkeligt at sætte Bush eller Blair på anklagebænken for ulovligt at have invaderet Irak og forårsaget død for hundredtusinder uskyldige irakere i det sidste årti, ligesom det ville være utænkeligt at anklage Obama for krigsforbrydelser med sine droneangreb over suveræne lande, der koster flere tusinde uskyldige mennesker livet. At sætte de barbariske drab på 12 medarbejdere på en fransk avis ind i en anden kontekst, der sammenligner dem med vestlige landes drab på uskyldige mennesker og af en helt anden størrelsesorden ville være utænkeligt. Der må vel være grænser for ytringsfrihed.

Når Saddam Hussein invaderer Kuwait i 1990 kender forargelsen ingen grænser, og en invasion af landet er den eneste ”retmæssige” løsning. Når USA få måneder før invaderer Panama og dræber et tusindtal stort antal mennesker sker intet.

Ingen danske massemedier ser den dobbelte standard, der blomstrer i international politik og den bevidste undertrykkelse af afvigende holdninger, som den praktiseres i vestlige samfund .

Vi er alle Charlie - men der er nogen, der er det lidt mere end andre.

Erling Jensen, cand.jur.

Sider