Leder

Den egyptiske tristesse

6. januar 2015

En ofte gentagen sandhed om risikoen ved at undervurdere dumheden i store forsamlinger gælder i deprimerende grad for tilstanden i Egypten. Præsident og eksgeneral Abdel-Fattah el-Sisis folkelige opbakning synes massiv trods systematiske indskrænkninger af borgerlige rettigheder i et tempo, der ifølge lokale juridiske eksperter ikke er set siden oberst Nassers 1952-revolution. Anwar Sadat og Hosni Mubarak ligner demokratiske pædagoger ved siden af den fromme eksgeneral og forsvarsminister, der i juli 2013 kuppede præsident Mohammed Morsi. Han var godt nok folkevalgt, men forvaltede præsidentembedet som Det Muslimske Broderskabs private ejendom. El-Sisi havde bred støtte til sit kup fra den sekulære, liberale middelklasse og de unge revolutionære, der i februar 2011 fremprovokerede Hosni Mubaraks fald.

Siden har præsidenten udstedt en strøm af love og dekreter, der – som det stod at læse her i avisen nytårsaftensdag – blandt meget andet forbyder protester, udvider militærets jurisdiktion, fjerner alle restriktioner for varetægtsfængsling og forbyder mediedækning af militæret uden forudgående godkendelse. Og massemediernes underdanighed er frapperende – 17 chefredaktører fra alle de toneangivende aviser har underskrevet en erklæring, hvori de ’afstår fra kritik af politiet, militæret og retsvæsnet i denne følsomme periode, præget af krigen mod terror’. Mere end 600 egyptiske journalister har protesteret mod den frivillige selvcensur, naturligvis til ingen nytte, og forklaringen er, at el-Sisi stadig har bred opbakning i middelklassen til den totalitære lovgivning, der sker på forventet efterbevilling i et parlament, der endnu ikke er valgt, men måske/måske ikke vælges i marts.

Denne gang efter en ny valglov, der reelt skruer tiden tilbage til Hosni Mubaraks ét parti-system med enkeltmands-valgkredse, og hvor viften af politiske partier, der kom ud af revolutionen, kun får en fjerdedel af de 567 pladser. Her er finten, at parlamentsvalget kan manipuleres af lokale matadorer, stammeledere og guvernører, der har styr på deres valgkredse.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor egypternes 25. januar-revolution, der for kun knap fire år siden tændte håbet i den arabiske verdens kollektive bevidsthed om demokrati og nationalt selvværd, er rullet tilbage til tiden før Mubarak. Et svar er, at militæret hele tiden var stærkere end folket – et andet svar er, at folket hurtigt efter revolutionen prioriterede stabilitet og brødpriser over medbestemmelse i samfundet. Den stærke mand synes at være et mentalt arabisk handicap, der generelt har amputeret håbet om demokratisering i hele regionen – hvis vi ser bort fra Tunesien, hvis islamister i øvrigt først kom til fornuft efter juli 2013, da el-Sisi annullerede Morsis misbrug af folkeviljen.

Problemet i Egypten er en økonomi, baseret på lige dele korruption og neoliberalisme og med islamisterne i Det Muslimske Broderskab som eneste organiserede sociale modvægt. I dag er økonomien almissebaseret med donationer fra især Saudi-Arabien, der også er med til højbords ved det ’investortopmøde’ i marts, der skal rejse yderligere 60 milliarder dollar. Det Muslimske Broderskab sendt under jorden som fredløse terrorister, hvad de så i stigende grad tager ad notam.

Men at de stadig er til stede i alle hjørner – som forretningsfolk, i de faglige organisationer og som lokale ledere – er en kendsgerning, som el-Sisi forsøger at imødegå med udrensninger og dekreter, der har gjort Egypten til en dyster parodi på det hedengangne DDR. Folk på Kairos cafeer eller i undergrundsbanen hentes af politiet, når stikkere ved nabobordet eller på togsædet overhører brok over militæret eller samtale med udenlandske journalister.

Den demokratiske opposition er gjort tavs, hvilket man ville have forsvoret for bare et år siden, da debatlysten stadig blomstrede – og selv lyspunkterne er triste. Tre journalister fra al Jazeera-kanalen, der har siddet fængslet et år sigtet for terrorisme, får deres sag genoptaget af en appelret. Emiren i Qatar, der ejer al Jazeera, har til gengæld stoppet den særlige kanal, der sendte til de kritiske egyptere fra Doha. At det ikke redder det øvrige dusin journalister, der er fængslet for ’terrorisme’, siger sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu