Leder

Forandring på vej

Debat
9. januar 2015

Angela Merkel, EU’s mest magtfulde regeringsleder, gav onsdag under et besøg i London premierminister David Cameron sin støtte til genforhandling af EU’s immigrationsregler. Hun afviste visse ting (nej til at pille ved den fri bevægelighed), var vag om andre (traktatændring og afskaffelse af børnepenge), men hun var specifik i forhold til behovet for ændringer i adgangen til velfærd for EU-migranter.

»Misbrug må bekæmpes,« slog hun fast.

Om Merkels begrænsede støtte er nok til at redde Camerons job er langt fra sikkert. Men selv hvis Storbritanniens premierminister fra maj skulle hedde Ed Miliband – der vil være under samme pres fra befolkningen som Cameron – synes det efter Merkels udtalelser sikkert, at reform er på vej i Europa.

I Tyskland, såvel som i mange andre EU-lande, er immigrationen vokset i de seneste år – dels intern EU-immigration, dels udefrakommende fra bl.a. Syrien.

Økonomisk krise har skærpet konkurrencen om job og velfærd. Mange europæere føler, at de nuværende regler, hvor en udefrakommende EU-borger har samme ret til velfærd som en mangeårig, fastboende skatteyder, er uretfærdige. Selv lande, der taler højlydt imod stramninger – såsom Polen – har ifølge iagttagere en interesse i at bremse hjerneflugt på grund af uligheden i løn og velfærdsydelser.

Alt i alt peger det i retning af, at der kan samles flertal for ændringer i reglerne for, hvad EU-borgere har ret til, hvis de benytter sig af den fri bevægelighed.

Man kan påpege, at det er unødvendigt. At velfærdsturisme er et minimalt problem talt op af populister.

Alligevel kan reform være fornuftigt. En harmonisering af (visse) regler kan skabe klarhed for både fastboende og migranter – og vigtigst af alt: Genoprette troen på retfærdighed i velfærdssystemerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her