Leder

Frankrigs før og efter

Debat
17. januar 2015

Frankrig er ikke Houellebecq,« erklærede den franske premierminister, Manuel Valls, dagen efter 12 mennesker var blevet slået ihjel omkring Charlie Hebdo’s redaktion.

Det var også dagen efter den Michel Houellebecqs roman Soumission (Underkastelse, red.) – var udkommet. Houllebecq beskriver et dybt deprimeret Frankrig, der i 2022 ret problemløst overgiver sig til en sharia, der ligner det gamle, patriarkalske, katolske Frankrig. Og det eneste eksistentielle valg for den desillusionerede, kriseramte franskmand, er hvilken takeawaymad, der skal ædes foran tv’et.

Men allerede i 2015’s første dage troede ingen på præsident François Hollande, der indkasserede bundrekord i popularitet. Ingen havde derfor kræfter til at stå sammen mod noget, der efterhånden lignede en særlig fransk dødsspiral: Virksomheder holdt op at investere, politikerne sloges og medier svælgede i personskandaler. Folket havde mistet tillid til dem alle. Den eneste, der gik frem i meningsmålingerne var Marine Le Pen med løfter om udmelding af EU at sparke fremmede ud af landet og lukke landets grænser.

En stort set enig fransk offentlighed konstaterer nu, at der politisk set bliver et før og et efter, som end ikke den mest visionære forfatter kunne have forestillet sig. Der er et før de tragiske attentater, der rettede sig mod Frankrig mest respektløse fritalere. Men ikke mindst et efter, at tre en halv million franskmænd gik på gaden, hvor de klappede ad politiet og istemte bølger af »Marseillaisen«, i en fælles samling af sorg og fornyet tro på republikken.

Der er så også et før og efter, en sikker og veltalende præsident Hollande, fandt de rette ord ved begravelsen af de terrordræbte betjente. Nærmest uden at kikke i sine noter, hyldede Hollande de tre, der trods forskellig baggrund, tro, farve og køn, døde for republikken. Hollande understregede myndigt og empatisk, hvordan de var gået i døden for at beskytte ytringsfriheden selvfølgelig, men også religionsfriheden. Alt det den franske republik står for.

Der bliver også et før og et efter Manuel Valls blændende tale i det franske parlament. Han erklærede krig mod islamisme, men ikke imod muslimer og modtog stående klapsalver fra alle fløje. Efter et minuts stilhed, istemte samtlige parlamentsmedlemmer spontant »Marseillaisen«. Det er ikke sket i Frankrig siden 1918. De to øverste repræsentanter for det officielleFrankrig har således formået at finde de rette ord og inkarnere republikken. Det er umådeligt vigtigt. Samtlige kommentatorer har de seneste dage været enige om, at Hollande her endelig blev født som præsident, og at premierministeren trådte i karakter.

Det er svært at sige, hvad der får et demokrati til at fungere. »Gud er død,« sagde Nietzche og nu også Houellebecq, så hvorfor tro på loven, hvorfor være moralske, hvorfor dø for noget som helst? Det er ikke mindst svært at formulere, hvad det er, der gør, at man tror på de så vidt forskellige inkarnationer af den såkaldt demokratiske styreform.

I Danmark holdes vi paradoksalt sammen af en dronning og af folkekirken. I Tyskland af en enorm kollektiv skyldfølelse. I Frankrig har en blodig revolutionstradition været turen over diktaturer, uregerlige demokratier, et tåget forhold til nazismen for at ende med en præsident, efter de Gaulles formel, med nærmest udemokratiske beføjelser. Men noget skal holde, for demokratiet holder ikke af sig selv. Og demokratiet kan gå i depression.

Det, Houllebecq påpegede med sit uforbederlige sortsyn, var, hvorledes et deprimeret Frankrig styrer lige mod risikoen for at definere sin identitet gennem yderligtgående bevægelser. Enten i højrefløjens halvfascistoide nostalgi efter en stormagt fri af Europa, fri for fremmede og med traditionelle værdier som Kinder, Kirche und Küche. Eller også, og det var Houellebecqs kunstneriske bud, i en religiøs underkastelse. Her var islam en oplagt omend temmelig fiktiv kandidat. For årsagen var ikke islamisme, men franskmændenes egen higen efter at slippe for ansvar. En demokratisk træthed.

Spørgsmålet er derfor ikke om Houllebecq eller Valls har ret. Sagen er, at Valls har ret nu. Det sætter en helt ny politisk dagsorden. Men det er efter. Efter, at der er sket det, en deprimeret Houellebecq ikke kunne forestille sig i sin vildeste fantasi: At franskmænd konfronteret med terroren har bekræftet deres tro på republikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jorgensen

Men hvad der kommer til at ske afhænger naturligvis fuldstændig af, hvordan de europæiske regeringer og ikke mindst Frankrig håndterer tingene nu...

Frankrig med de stolte rationelle og universelle tradition burde gå forrest og følge mit råd - og sige undskyld til muslimerne. For på den måde at inkludere alle muslimer og isolere alle ekstremister - uanset om de er højreorienterede eller af 'muslimsk' orientering. Se min argumentation her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Vesten-reaktion-paa-Charlie-H...