Leder

Mysteriet i Kreml

Debat
5. januar 2015

I det forgangne år har Vladimir Putin ikke blot annekteret Krim og sendt en række såkaldte hjælpekonvojer ind i det østlige Ukraine. Den russiske leder har formået at splitte et tvivlrådigt Europa, der ved udgangen af 2014 fortsat har mere end vanskeligt ved at forstå rationalet bag Kremls aggressive ekspansionspolitik.

Er Putins anneksion af Krim og støtte til de prorussiske separatister i Østukraine indledningen på en ny kold krig, der udspringer af Putins neoimperiale stormagtsdrømme? Eller er Putin en pålidelig forhandlingspartner, hvis fremgangsmåde er en realistisk og forventelig reaktion på europæiske udvidelsesplaner mod øst?

Set fra de europæiske hovedstæder forekommer Kreml som et mysterium. Og det er der gode grunde til, for Putin har i løbet af Ukraine-krisen selv bevidst bidraget til at maskere sine egentlige intentioner ved hjælp af en benhård misinformationskampagne, der ikke blot sigter mod at indhylle russerne i patriotisk propaganda og svække hjemlige oppositionskræfter, men først og fremmest sigter mod at modvirke dannelsen af et enigt og handlekraftigt Europa.

I Polen advarer ledende politikere og intellektuelle indædt mod Putins magtfantasier og taler for en offensiv linje, der inkluderer NATO-oprustning. I Sydeuropa, eksempelvis Italien, er viljen til at konfrontere Putin langt mindre stålsat, ikke mindst på grund af afhængigheden af russiske gasleverancer, mens eksempelvis Frankrig på pinlig vis har tumlet med spørgsmålet om, hvorvidt man skulle overholde en tidligere indgået aftale om levering af to højteknologiske krigsskibe til Rusland. Først i november meddelte den franske regering, at salget af krigsskibene er suspenderet, så længe krigshandlingerne i Ukraine fortsat står på.

Anført af Tyskland har EU uden synlige alternativer stillet Ukraines udsigter til EU-medlemskab i bero. Det er i særlig grad en udvikling, der vækker ubehag i de lande, der tidligere har været under sovjetisk lederskab. I stedet for at trodse Putin med nye associeringsaftaler eller utidig sabelraslen har man i stedet søgt at ramme Kreml på økonomien. Umiddelbart kan de europæiske sanktioner ligne en succes. De har haft betydelig indvirkning på den russiske økonomi. Rublen har på mindre end et år mistet halvdelen af sin værdi, mens faldende oliepriser har haft dramatiske konsekvenser for den russiske økonomi, der hovedsageligt er baseret på oliesalg.

Alligevel er der mere end god grund til at genoverveje sanktionsstrategien. Trods sanktionernes umiddelbare effektivitet har den europæiske strategi langt fra formået at rokke ved Putins popularitet i den russiske befolkning, der tilsyneladende ukritisk støtter deres præsident i tykt og tyndt.

I Tyskland er befolkningen delt i spørgsmålet om, hvordan Europa bedst svarer på den russiske anneksion af Krim. Tyske politikere har med en vis succes bearbejdet store dele af tysk erhvervsliv, der på grund af den omfattende eksport til netop Rusland har været skeptisk over for sanktionerne mod Rusland. Ikke desto mindre har fremtrædende ministre i den tyske regering på det seneste signaleret en opblødning i kursen over for Kreml.

Det vil være »brandfarligt« at svække Rusland yderligere, siger den tyske økonomiminister og vicekansler Sigmar Gabriel i et interview med avisen BILD. Den socialdemokratiske formand advarer samtidig: »Dem der ønsker yderligere politisk og økonomisk destabilisering af Rusland, forfølger helt andre interesser«, siger Gabriel til BILD og lægger sig dermed på linje med sin partifælle, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der allerede i november annoncerede, at yderligere økonomisk isolation af Rusland vil føre til destabilisering af Ukraine.

Uanset om rygterne om Den Kolde Krigs genkomst er stærkt overdrevne, har Putin i 2014 hinsides enhver tvivl demonstreret, at han er villig til at lyve om sit forehavende i Ukraine, og at han agter at støtte højrepopulistiske partier i de europæiske lande med henblik på at lægge sten i vejen for europæisk enighed. I sit eget hjemland har Putin i 2014 bevidst pustet til den russiske nationalisme for at konsolidere sin egen magtposition og har dermed også fremmanet kræfter, der gør det sværere for ham selv at deeskalere sit forehavende i Ukraine. Ikke mindst derfor er det sandsynligt, at den russiske præsident trods sanktioner vil fortsætte sin hidtidige aggressive kurs i Ukraine.

I løbet af 2015 er EU derfor tvunget til at nå til enighed om en effektiv og forenet ruslandspolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Informations' Troels Heeger
lufter sit EU'ske (af bl.a.
tyske finansinteresser dominerede)
snæversyn,

blind som han er
både for,
på den ene side
de monetær-økonomiske interesse- modsætninger
mellem Europa og USA
på trods af de institutionelt overlevende
NATO'ske militære koldkrigs-traditioner,

og på den anden side
ligeledes blind for

de indre russiske modsætninger mellem
på den ene side
de EU-USA'ske orienterede og
På den anden side
de Asiens-(Kina, Indien, Iran) og andre
ikke-Nordatlantisk-(Sydamerika, Afrika) orienterede
monetær-økonomiske
elite-interesser.

Ligesom han overser
den russiske rubel
Slet ikke har valutarisk styrke
til at slå om i
'imperialistisk' magt-politik
Således som det
petro-dollars baserede
Saudisk-USA'nske 'samarbejde'
har været i stand til
siden 1973.

Med venlig hilsen

Apropos Hollande, så har han udtalt til France Inter, at han mener Ruslands-sanktionerne bør ophæves:

- “If Russia has a crisis, it is not necessarily good for Europe,” Hollande said during a two-hour interview with radio station France Inter. “I'm not for the policy of attaining goals by making things worse, I think that sanctions must stop now.”

Hollande said he wanted to make sure there’s progress in peace talks over the situation in Ukraine, before putting an end to sanctions.

http://rt.com/news/219831-hollande-russia-lift-sanctions/

Franskkyndige kan læse lidt mere detaljerede citater her, inklusive "«La question la plus importante, c’est qu’il faut parler clairement (au président russe Vladimir) Poutine. Il faut lui dire ce que nous voulons et ce que nous ne voulons pas. Et lui-même doit savoir s’arrêter ... Elles doivent être levées s’il y a des progrès, s’il n’y a pas de progrès, elles demeureront."
http://www.liberation.fr/politiques/2015/01/05/ukraine-hollande-ira-a-la...
Både Merkel og Hollande siger, at de vil deltage i mødet 15. januar, hvis der er udsigt til fremskridt: Forinden er der forskellige samtaler mellem diplomater og ministre http://ca.reuters.com/article/topNews/idCAKBN0KE0QB20150105

Så foreligger der også noget fra BBC:
http://www.bbc.com/news/world-europe-30679176

Torben Lindegaard

Selvfølgelig kan EU ikke i længden enes om noget som helst.

Sanktionerne mod Rusland skal nok blive ophævet.
Disse sanktioner er alle tidsbegrænsede og skal altså forlænges med jævne mellemrum, så måske ophæves de allerede ved næste udløb. Putin har jo allieret sig med stærke kræfter på den poliske højrefløj som Marine le Pen, men også Gerhard Schröder.