Leder

Nyt fænomen på den tyske højrefløj

8. januar 2015

Tysklands antiislamiske Pegida-bevægelse, hvis tilhængerskare siden sin oprettelse i oktober sidste år er vokset støt, vækker i øjeblikket stor bekymring i Tyskland. I mandags i Dresden gik godt 18.000 demonstranter, der langer ud efter indvandring, løgnagtige medier og ikke mindst en omfattende islamisering, på gaden. Samtidig er bevægelsen blevet opsamlingssted for en lang række sager – fra kritik af USA og abortmodstand til hyldest af Putin.

Der er ingen tvivl om, at Pegidas forestillinger er præget af overdrivelser og xenofobiske strømninger. I modsætning til tidligere tiders højreradikale randfænomener er Pegida-tilhængerne imidlertid stærkt optaget af at fremstille sig selv som almindelige borgere i samfundets midte. Officielt afsværger de anvendelse af vold som politisk middel og tilløb til vold. I stedet gør de med sloganet ’Vi er folket’, som de har planket fra DDR-tidens modige demonstranter, krav på en bredere folkelig legitimitet.

Den hastigt voksende tilslutning til Pegida i Dresden har derfor skabt ubehag i Tyskland, der siden Anden Verdenskrig i stort omfang i modsætning til det øvrige Europa har været forskånet for succesfulde højrepopulister på den politiske scene.

Det officielle Tyskland har reageret på sædvanlig vis: med både symbolske og moralske fordømmelser. I sin nytårstale advarede Angela Merkel tyskerne om at slutte sig til demonstranterne, der angiveligt nærer had i deres hjerter. Samtidig har domkirken i Köln og operaen i Dresden reageret ved at slukke belysningen på tidspunktet for Pegida-demonstrationer. Endelig er Pegida-tilhængerne blevet mødt af omfangsrige moddemonstrationer fra civile tyskere. Især det sidstnævnte er der god grund til at glæde sig over.

Ikke desto mindre kan Pegida ikke bekæmpes som en højrekstrem patologi. Fremkomsten af en islamkritisk bevægelse med ekstreme vrangforestillinger er mere end noget andet et tegn på en tysk politisk kultur, der ved at koncentrere magten på midten i en alternativløs alliance mellem konservative og socialdemokrater åbner spillerummet for antipolitiske og populistiske bevægelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu