Leder

Obamas pligt

22. januar 2015

»Siden jeg blev præsident, har vi ansvarsfuldt arbejdet for at skære antallet af fanger i Guantánamo ned til det halve. Nu er det tid til at gøre arbejdet færdigt. Og jeg vil ikke vakle i min beslutning. For det er ikke sådan, vi er.«

- Barack Obama i sin state of the Union tale

 

Da Barack Obama for seks år siden blev valgt til præsident i USA, var et af hans mest markante løfter at lukke Guantánamo-fængslet. Såvel moralsk som juridisk er der heller intet, der legitimerer brugen af Guantánamo, som tværtimod er blevet symbol på den manglende globale retfærdighed, som USA og resten af Vesten ellers forsøger at stå som garant for.

Tirsdag udkom for første gang en dagbog skrevet af en fange i Guantánamo. Over 455 sider beskriver den mauretanske statsborger Mohamedou Ould Slahi, der har siddet tilbageholdt siden 2002, hvordan han er blevet torteret, pint og ydmyget på trods af, at han aldrig i sine 13 år som fange er blevet dømt for terror. Tværtimod er han tidligere blevet frikendt af en amerikansk distriktsdomstol.

I går gentog præsident Barack Obama sit løfte om, at Guantánamo skal lukkes, inden han forlader Det Hvide Hus.

»Jeg vil ikke vakle i min beslutning. For det er ikke sådan, vi er,« sagde præsidenten blandt andet i sin årlige tale til nationen.

Men det er det jo. Det er sådan, USA har grebet kampen mod international terror an – ved netop at lade egne mål hellige ethvert middel og dermed i praksis tilsidesætte de retsprincipper, som en fri og retfærdig verden burde bygge på.

Vil Obama og andre mere demokratiske kræfter i USA overbevise verden om det modsatte, så kræver det ikke bare, at Guantánamo snarligt lukkes helt ned. Det kræver også, at den internationale kamp mod terror følger alle normale retningslinjer for bekæmpelse af dem, vi definerer som modstandere. Skrider de principper, går man kun terroristernes ærinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank KG
  • Grethe Preisler
Frank KG og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Også venner af Amerika - og jeg anser mig selv som værende netop det - må indse, at Guantánamo er en skamplet på USA.