Trods et besynderligt forløb i årene frem til indvielsen af Operaen på Holmen var der kriller i maven hos operaelskere, da huset endelig åbnede for nu 10 år siden. Mæcenen Mærsk ville bestemme lidt for meget over den gave, han donerede til det danske folk.
Men ud fra en kunstnerisk målestok blev de følgende år med operachef Kasper Holten rent ud sagt fantastiske. Med danske briller var niveauet i forvejen højt under hans ledelse, hvor bevidstheden om opera nåede langt videre ud end kun til de allerede frelste.
Bygningen fik øgenavne, men uanset dens facade måtte man bukke sig i ærbødighed over for den varme, indbydende og fascinerende arkitektur inde i templets foyer og hjerte.
Det Kongelige Teaters faste trup af sangere og musikere kunne man i den grad også være stolt af. Men finanskrisen sugede penge ud af statens lommer, der måtte skære i bevillingen til teatret. Samme stat, der havde takket ja til Mærsks dyreste gave nogensinde, som man vidste ville koste en formue i driftsudgifter. Men sparet blev der, og det gik ud over Det Kongelige Kor, og det ramte i særdeleshed antallet af operaforestillinger.
I årene før og efter indvielsen havde Operaen opsat kæmpe produktioner med international anerkendelse, blandt andet Wagners gigantiske Nibelungens ring. Men store satsninger blev der ikke råd til efter besparelserne.
Næste operachef, Keith Warner, løb skrigende bort efter kort tid med et miserabelt budget, og desuden var der samarbejdsproblemer med ledelsen. Ind fra en post bag de indre linjer dukker så tyskeren Sven Müller op og tilbyder sig som ny operachef. En helt anden type og mere anonym end Holten, der selvfølgelig havde et langt bedre budget til rådighed.
Publikumstallene er i kølvandet på finanskrisen raslet ned. Kunstneriske visioner savnes. Operaen er ramt på selvtilliden. Spørgsmålet er nu, om politikerne vil prioritere, hvad de i sin tid lovede? Eller skal Den Kongelige Opera fortsat køre på pumperne?
