Leder

Tvetungethed

10. januar 2015

På den ene side: Regeringen og Kommunernes Landsforening blev forleden enige om en række initiativer, der bl.a. skal sikre, at nyankomne flygtninge og familiesammenførte »hurtigere opnår beskæftigelse, selvforsørgelse og aktivt medborgerskab«. Ifølge en pressemeddelelse fra Finansministeriet ser regeringen således gerne, at flygtninge og familiesammenførte »hurtigere bliver en del af arbejdsfællesskabet eller påbegynder ordinær uddannelse«.

Regeringens intention om hurtigere inddragelse af flygtninge i det danske samfund lyder ikke bare medmenneskeligt fornuftigt, men vil formentlig også vise sig at kunne være en økonomisk gevinst. I den nordjyske kommune Brønderslev er der f.eks. mangel på faglærte smede, og som byens V-borgmester Mikael Klitgaard i går var citeret for i dagbladet Politiken: »Hvis der er en syrer, der er uddannet smed, så lad os få ham.«

På den anden side: En af de nærmeste uger skal Folketinget færdigbehandle justitsminister Mette Frederiksens (S) lovforslag L 72, der sigter på at indføre en ny og navnlig midlertidig beskyttelse til flygtninge, der kommer fra krigs- og katastrofeområder. Som det sandsynligvis er Informations læsere bekendt, er et af elementerne i L 72 en mærkbar forringelse af mulighederne for familiesammenføring for de asylsøgere, der ’kun’ får midlertidig beskyttelse.

For ikke at gøre Danmark til en flygtningemagnet finder regeringen det passende, at disse flygtninge må vente et år på familiesammenføring.

Når Mette Frederiksen går på talerstolen under tredje behandlingen af L 72, bør hun forklare, hvorfor regeringen taler med to tunger: Hvis alle flygtninge hurtigst muligt skal blive selvforsørgende og til gavn og nytte i det danske samfund, hvad er rationalet så i, at en stor gruppe af dem skal starte deres ophold i Danmark med 12 måneders savn efter den ægtefælle og de børn, der måske er efterladt under forfærdende forhold i Syrien eller Eritrea?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Toke Andersen
Carsten Mortensen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ifølge Stine Bramsen i Berlingske "er det ikke en ændring af flygtningekonventionen, der står øverst på regeringens dagsordenen" - Trods fremtidsudsigten til et meget større pres på Europa, ifølge tre demografer. Regeringen vil lave "særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til personer, der flygter fra borgerkrig..........", - men ikke til deres familie. Hvor mange, der kan blive tale om, siger regeringen ikke noget om. Ubegrænset ??
Og tidsbegrænset ? Hvad så, når tiden er gået, og forudsætningerne ikke har ændret sig ?
Det ligner denne problematik :
"Hvis alle flygtninge hurtigst muligt skal blive selvforsørgende og til gavn og nytte i det danske samfund, hvad er rationalet så i, at en stor gruppe af dem skal starte deres ophold i Danmark med 12 måneders savn efter den ægtefælle og de børn, der måske er efterladt under forfærdende forhold i Syrien eller Eritrea?"

Ole Brockdorff

For nogen tid siden deltog jeg i en samtale med nogle socialrådgivere og integrationskonsulenter fra et socialcenter, der mente at begreberne indvandrere og flygtninge går ud på èt ud fra den betragtning, at vi etniske danskere må og skal behandle enhver godt som passerer vores grænse, hvad enten de kommer hertil gennem et netværk af internationale kriminelle menneskesmuglere eller på anden vis.

Kort sagt – store humanister for andre folks penge.

Jeg protesterede med påstanden om, at der er pokkers til forskel på en flygtning og en indvandrer, fordi den førstnævnte altid skal livsforsørges fra dag 1 af statskassen. Hvorimod en indvandrer kommer hertil på et visum med egne penge i lommen, søger arbejds- og opholdstilladelse, finder sig et sted at bo, og sørger for selv at finde et passende arbejde på det private arbejdsmarked, så han eller hun ikke koster statskassen noget som helst.

Den oprindelige tanke med FN-flygtningekonventionerne har aldrig nogensinde været, at flygtninge skulle integreres, men udelukkende have sikkert ophold i modtagerlandene, indtil der igen kom fredelige og stabile forhold i deres hjemland. Nøjagtigt som i begyndelsen af 1990`erne, hvor 20.000 muslimer fra Bosnien strømmede til Danmark, og fik midlertidig beskyttelse på grund af borgerkrigen, og hvor alle forventede at de èn dag rejste hjem igen for at være med til at genopbygge deres nation.

Alle danskere regnede med dengang i 1994, da borgerkrigen på Balkan sluttede, at de 20.000 muslimske flygtninge nu ville rejse hjem. Det forsikrede daværende indenrigsminister Birthe Weiss fra SR-regeringen også ville blive tilfældet, da valgkampen kørte i september 1994 og befolkningen ønskede at vide, hvad SR-regeringen nu ville gøre med de bosniske flygtninge, der havde opholdt sig på dansk jord i tre år.

SR-regeringen vandt som bekendt folketingsvalget i september 1994, og bare tre måneder senere lagde indenrigsminister Birthe Weiss den bosniske særlov på bordet i Folketinget, der skulle give permanent asyl til ikke bare de 20.000 muslimer, der havde opholdt sig i Danmark under krigen. Men også til 20.000 familiemedlemmer, som nu kom rejsende op fra det samme Bosnien, der ellers havde brug for al deres arbejdskraft til at kunne få genopbygget deres krigshærgede land, og alle de bosniske muslimer endte som udgangspunkt på overførselsindkomster fra den danske statskasse.

Pointen i min fremstilling af situationen med de bosniske flygtninge er, at vi ikke bare uden videre skal konvertere flygtninge til at være indvandrere, der nu for enhver pris skal integreres i Danmark gennem økonomisk dyre integrationsprojekter. Ligesom vi heller ikke skal give automatisk familiesammenføring til mennesker, der har fundet vej hertil gennem kriminelle netværk af menneskesmuglere, i stedet for at søge frem til de officielle FN-flygtningelejre, og her afvente en FN-kvotetildeling.

Den efterhånden uhæmmede førte indvandrerpolitik i ly af flygtningelovgivningerne slår enhver lighed og retfærdighed i stykker i forhold til de millioner af internt fordrevne udsultede flygtninge i blandt andet Afrika, der har ikke en kinamands chance for at komme frem til en lille nation som vores. Men disse pengeløse flygtninge tilbyder nødhjælpsorganisationerne kun en skål ris og en kop vand hver dag til overlevelse – plus et tæppe og telt som beboelse.

Tidligere folketingsmedlem Søren Krarup har ret, når han i en kronik i Berlingske den 3. januar gør opmærksom på, at vi naturligvis skal hjælpe flygtninge … som flygtninge. De skal ikke gøres til indvandrere foran millioner af internt fordrevne og jagede flygtninge og FN-kvoteflygtninge, og at vi skal have sikkerhed for hos politikerne om, at sammenblandingen af begreberne indvandrere og flygtninge ikke finder sted i sagsbehandlingerne.

Søren Krarup har ligeledes ret, når han i sin kronik påtaler, at problemet med sammenblandingen af begreberne indvandrere og flygtninge rammer noget folkeligt hos den brede etniske danske majoritetsbefolkning med førstefødselsret til deres fædrene jord, fordi de med rette føler, at Danmark først og fremmest skal være danskernes land med selvbestemmelsesret over, hvem vi ønsker som indvandrere og flygtninge, og altid styret af det til enhver tid siddende folketing i repræsentativt flertal.

Det store flertal af etniske danskere har aldrig nogensinde givet folkeligt mandat til, at vores smukke 4,3 millioner hektar jord bare uden videre forvandles til et internationalt område i Nordeuropa, styret af EU og FN og alverdens konventioner. Danskerne ender op med at være èt folkeslag ud af mange i deres forfædres land, et Danmark, som allerede nu er på vej til at blive et multikulturelt helvede med adskillige parallelsamfund. Takket være omfattende kulturelle og religiøse forskelle, der er fuldstændig uforenelige med det sekulære demokrati og folkestyre som politisk styreform.

Ikke desto mindre er virkeligheden i udlændingepolitikken herhjemme anno 2015, at ingen blandt flertallet af magthaverne på Christiansborg på nogen måde respekterer, at Danmark først og fremmest er danskernes land. Nøjagtig som Syrien er syrernes land og Somalia er somaliernes land. Men den økonomiske regning på milliarder af kroner for de enorme udgifter til asylsøgere og indvandrere, hvoraf mange lever en arbejdsfri tilværelse på overførselsindkomster, sendes rask videre til den etniske danske majoritetsbefolkning på arbejdsmarkedet.

Næh, ”festen” som et ægte demokrati og folkestyre gennem 166 år er nok ved at være slut for nationalstaten Danmark, fordi politikerne har solgt vores land og selvstændighed ud til EU og FN, der ønsker at lade millioner af påståede muslimske flygtninge fra alverdens mislykkede islamiske regimer, blive indvandrere på det europæiske kontinent, hvor de omgående skal have de samme økonomiske og sociale rettigheder som de etniske befolkninger.

Ingen pragmatikere tror vel dybest set på – ej heller dagbladet Information – at flygtninge og familiesammenførte hurtigt opnår beskæftigelse, selvforsørgelse og aktivt medborgerskab, når de først skal igennem et 3-årigt integrationsprogram. Ej heller set i forhold til den kendsgerning, at der slet ikke er fuldtidsarbejde nok herhjemme til hverken danskere eller indvandrere eller flygtninge. Så langt de fleste syriske flygtninge og andre vil nok som de bosniske flygtninge i 1990`erne, bare komme til at leve en arbejdsfri multikulturel tilværelse på overførselsindkomster fra statskassen, indtjent overvejende af den etniske danske majoritetsbefolkning.

Hverken politikere, mediefolk, integrationskonsulenter og frådende tilhængere af det multikulturelle samfund, der består af 20% af vælgerbefolkningen ud af 4,1 millioner vælgere, kan i længden holde 3,2 millioner vælgere ude fra en omfattende folkelig debat om, hvor mange flygtninge og indvandrere Danmark skal tage imod, og derfor må og skal udlændingedebatten tages op i den kommende valgkamp, så politikerne kan blive afkrævet nogle klare svar på nogle klare spørgsmål om fremtiden.

Men hvis den nationale politiske magtelite på Christiansborg alligevel fortsætter med som hidtil, at negligere og undertrykke debatten om udlændingepolitikken i tv, radio og aviser samt ude i landet, ja, så risikerer vi om få år et totalt fragmenteret samfund med borgerkrig, anarki og kaos, og dermed en total opløsning af Danmark som et af de mest demokratiske, fredelige, homogene og civiliserede lande på kloden.

Vi er allerede godt på vej med den førte hovedløse udlændingepolitik.

Lars Hareskov, Preben Haagensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Dansk Folkeparti.
Det er forbudt banker/pengeinstitutter at kalde sig med et nationalt navn, der kan misforstås som anamrks National Bank!!.
Den Danske ank blev selv med store påvirkninger bagom tvunet til at kalde sig Danske Bank sikke en revulotion!
Dansk Folkeparti ?
Her ligger forklaringen til adskillelsen af familier, hvor dansk ikk!