Leder

Den tyske undtagelse

Debat
26. januar 2015

Det bliver stadig mere vanskeligt for den tyske antiislamistiske Pegida-bevægelse at fastholde påstanden om at være en protestbevægelse med rødder i samfundets midte. Trods bevægelsens hastige vækst, frem for alt i Dresden, er det ikke utænkeligt, at opbakningen til Pegida snart vil ebbe ud.

I løbet af den forgangne uge sørgede fremkomsten af private billeder af bevægelsens stifter, Lutz Bachmann, med sideskilning og Hitler-overskæg samt en række fremmedfjendske udsagn om asylansøgere fremsat af Bachmann på Facebook for at bidrage til billedet af Pegida som en højreekstrem manifestation.

Samtidig har den østtyske by Leipzig to dage senere fået sin egen uofficielle aflægger af Pegida, denne gang under navnet Legida. I Leipzig gik en række aggressive demonstranter fysisk til angreb på udsendte journalister. Efterfølgende fik Pegida-talskvinden Kathrin Oertel travlt med at lægge afstand til Legida. Som med så mange andre tyske forsøg på at lancere en form for stueren højrebevægelse er Pegida lynhurtigt blevet et opsamlingsfad for højreekstreme synspunkter.

Pegida, der på få måneder har gennemgået en dramatisk udvikling, begyndte som en ventil for utilfredse borgere med angst for en snigende islamisering og har i mellemtiden udviklet sig til et samlingspunkt for en række diffuse følelser, der først og fremmest synes at have forestillingen om en korrupt politisk elites omfattende magtmisbrug til fælles. I december sidste år forsøgte lederne af Pegida at konkretisere sine krav ved at fremlægge 19 punkter, der blandt andet fordrede en håndfast omgang med asylansøgere. Senest er Pegida begyndt at deltage i den offentlige debat, som man i udgangspunktet anser for at være en afledningsmanøvre orkestreret af korrupte politikere.

»Det kan godt være, at der ikke er mange muslimer i Sachsen, men man demonstrerer også for at bevare regnskoven, selv om der ikke er regnskov i Tyskland.«

Sådan lød den absurde og selvmodsigende forklaring på fremvæksten af en antiislamistisk protestbevægelse i delstaten Sachsen med godt 0,2 pct. muslimer, da Kathrin Oertel i sidste uge for første gang trådte frem hos den populære tyske talkshow-vært Günther Jauch.

Pegida har indtil nu levet af at være i opposition til de etablerede partier, men det er tvivlsomt, om protestbevægelsen kan overleve uden den form for topstyring og koordineret tilstedeværelse i massemedierne, som bevægelsen retter sin vrede imod. Det er mindst lige så tvivlsomt, om en bevægelse, der først og fremmest er udtryk for en antihierarkisk og primært emotionelt baseret kritik af den etablerede politik, kan opretholde gejsten, når følelserne skal konverteres til politisk effektivitet.

Pegidas bagmænd kæmper i disse uger for at holde sammen på en bevægelse, der ser ud til at opløse sig selv i højreekstremistiske udskridelser, men der er ikke noget, der tyder på, at de protestimpulser, som Pegida er et udtryk for, vil forsvinde af sig selv. I weekendens Information udlagde den tyske forfatter Ingo Schulze, der selv er født i Dresden og deltog i de østtyske demonstrationer mod DDR-regimet, fremkomsten af Pegida som et svar på den politiske kultur i Tyskland, hvor de to store folkepartier, SPD og CDU, har neutraliseret oppositionen og delt magten på midten i den såkaldte store koalition. Pegida er i den optik en seismograf, der vidner om en omfattende skuffelse over en tiltagende verdensfjern politik og en generel mistillid til det parlamentariske demokrati.

Tyskland har længe været en undtagelse i den europæiske normalitet, hvor højrepopulister i forskellige former – fra Gyldent Daggry i Grækenland over Front National i Frankrig til Sverigedemokraterna og DF i Skandinavien – har etableret sig som mere eller mindre uomgængelige størrelser i det traditionelle partilandskab. Derfor er det ikke overraskende, at Tysklands nyeste protestparti, Alternative für Deutschland (AfD), i øjeblikket bejler heftigt til Pegida-tilhængerne. I et nyt strategipapir har AfD i Sachsen allerede droppet partiets oprindelige udgangspunkt, eurokritikken, og i stedet fokuseret på islam og tysk asylpolitik. Pegida overlever måske ikke i sin nuværende form, men bevægelsen kan blive begyndelsen til enden på den tyske undtagelse. heeg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her