Undladelsessynd

Mandag ankom Det Danske Filminstitut (DFI) til virkeligheden. En 28 sider lang rapport, udgivet af instituttet selv, konkluderer, at dansk film ikke afspejler samfundets etniske mangfoldighed. Det vidste vi godt. Allerede for tre år siden omtalte vi her i avisen et forskningsprojekt, der slog fast, at nydanskere kun sjældent optræder på det store lærred – og når de endelig gør, er det i rollen som én af fire stereotyper: Den udstødte, den kuede, den forbryderiske og den komiske. Skuespilleren Hassan Preisler formulerede det på denne måde: »Hvis man ikke hedder Jan, er lyshåret og har blå øjne, kan man tilsyneladende ikke fortælle almenmenneskelige og almengyldige historier til den brede befolkning.«

DFI’s nye rapport går et skridt videre og slår fast, at den pauvre repræsentation af nydanskere i dansk film ikke alene viser sig på rollelisterne, men også går igen på filmuddannelserne, i den generelle branchebeskæftigelse og hos det betalende publikum. Det er altid godt med grundig dokumentation, når man vil belyse et problem. Men nu er der ikke brug for flere tal. Der er brug for handling.

Hidtil har DFI udvist en nølende, ja til tider direkte kontraproduktiv attitude, mest pinagtig illustreret ved den såkaldte hudfarve-sag fra 2011, hvor instituttet gav afslag på støtte til MGP Missionen med den begrundelse, at film med nydanske skuespillere »ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen.«

Når man nu lancerer initiativer til fremme af den kulturelle mangfoldighed, må det betegnes som soningen af en gammel undladelsessynd. Blandt tiltagene finder man en mentorordning, et charter for etnisk diversitet samt en såkaldt mangfoldighedsbank, der skal gøre det lettere at caste nydanske skuespillere.

Men en rodfæstet kultur ændrer man ikke på en dag; det kræver en målrettet, dedikeret og vedvarende indsats. De kommende år vil vise, om man virkelig mener, at dansk film bør afspejle befolkningens sammensætning. Eller om det bare var noget, man sagde, da man skulle.