Leder

Yderfløjenes triumf

Debat
28. januar 2015

Da den unge partileder Alexis Tsipras mandag blev taget i ed som Grækenlands nye premierminister, var det ikke blot indledningen til en ny fase i den efterhånden langvarige eurokrise, men også et forvarsel om populisternes mulighed for europæisk triumf.

I de europæiske hovedstæder hersker en rådvildhed over det græske valgresultat, der vidner om, at den europæiske krise aldrig har været løst, men blot har været midlertidigt lindret af institutionelle nytiltag som krisefonde og udvidelser af den europæiske centralbanks beføjelser til opkøb af statsobligationer. Som formand for Syriza står Tsipras således ikke blot i spidsen for et opgør med den europæiske sparepolitik, men også for et opgør med den øgede koncentration af magten på midten, der har præget Europa i årtierne efter Murens fald.

Stillet over for en desperat social virkelighed har Tsipras venstreradikale parti valgt at gå i regering med de højrepopulistiske Uafhængige Grækere, hvis ledende medlemmer lufter homofobiske udtalelser og antisemitiske sammensværgelsesteorier og kræver strammere kurs over for flygtninge i Grækenland. Fælles for de to umage partier er – foruden skepsis over for EU’s sanktioner mod Rusland – først og fremmest naturligvis den indædte modstand mod den sparekurs og de reformkrav, som ikke blot trojkaen, men store dele af de europæiske regeringer trods løbende forværringer af grækernes sociale vilkår har fastholdt som den helsebringende løsning på den græske gældskrise.

Overvindelsen af politiske uenigheder i den størrelsesorden tjener nu som en inspiration for de øvrige europæiske yderpartier. Når både Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland, Vänsterpartiet i Sverige og Enhedslisten hylder Syrizas valgsejr, er det naturligvis med forskellige udgangspunkter. For venstrepartierne drejer det sig om en protest mod manglende europæisk solidaritet, mens højrepartier som AfD og Front National drømmer om Syrizas sejr som et skridt på vejen til et totalopgør med det europæiske projekt. Trods de forskellige motivationer vidner yderfløjenes tværpolitiske forbrødring om en øget polarisering af Europas politiske landskab.

Splittelsen sker dog ikke blot mellem yder- og midterpartier. På længere sigt kan det græske valg ende med at splitte Europas politiske midte. De europæiske socialdemokratier, der siden eurokrisens udbrud har befundet sig i en dilemma, som man af enten manglende mod, idérigdom eller af bekvemmelighed har undladet at finde passende løsning på, må se sig alvorligt truet af det græske eksempel. I Grækenland er socialdemokraterne, PASOK, blevet sendt til tælling, og det er vanskeligt at forestille sig dem et snarligt comeback.

I lande som Frankrig og Italien har Francois Hollande og Matteo Renzi reageret på det græske valg med en form for dobbeltspil. Officielt viderebringer de socialdemokratiske regeringsledere de officielle formaninger til Grækenland om overholdelse af indgåede aftaler som betingelser for yderligere krisehjælp.

Indadtil håber de, at det græske eksempel kan fortynde den europæiske krisemedicin og dermed også redde deres egne partier fra vælgerflugt mod yderfløjene. Hvorvidt de store europæiske socialdemokratier er i stand til at revidere egne standpunkter uden at underminere egen troværdighed som medvirkende aktør i de seneste års krisestyring, er yderst tvivlsomt.

Alene derfor står både den nye græske regering og sparepolitikkens mere eller mindre overbeviste fortalere i eurozonelandene over for gigantiske udfordringer i kølvandet på det græske valgresultat. Tsipras skal på den ene side indløse sine valgløfter om et endegyldigt farvel til trojkaens betingelser uden at skuffe sine vælgere, der venter gældseftergivelse og akutte sociale forbedringer. Eurozonelandene skal for at undgå forværringen af endnu en uløst krise finde en måde at imødekomme den græske regering på uden at styrke populister i resten af EU.

Den største udfordring får imidlertid den europæiske centrum-venstrefløj, der i løbet af eurokrisen har forsømt chancen for at levere sammenhængende og solidariske løsningsforslag. Ikke mindst de europæiske socialdemokratier bør derfor tage yderfløjenes triumf ved det græske som en akut anledning til at se sig selv dybt i spejlet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her