Nej, han forsvandt ikke ind i lavthængende skyer og tåge, ham den tidligere kaospilot Uffe Elbæk. Mod skeptikeres forventning ser det nu ud til, at Elbæks parti, Alternativet, formår at indsamle mere end de 20.260 underskrevne vælgererklæringer, som er nødvendige for at få Alternativet på stemmesedlen ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i september i år.
Det giver Elbæk opdrift: Ny, nysgerrig mediedækning, opmærksomhed om hans deltagelse i de kommende partilederrunder – og måske ligefrem en mulighed for, at Alternativet får mandater i det kommende Folketing.
Den gamle ræv, tidligere K-minister og -leder, nuværende kommentator Hans Engell erklærede mandag til Ritzau, at Engell ikke hører til dem, der på forhånd dømmer Elbæk ude: »Deres chance er, at partiet rammer tidsånden rigtig godt med bæredygtig vækst, innovation, miljø, iværksætteri.«
Engell tilføjer: »Alt afhænger af, om Uffe Elbæk kan tiltrække nogle kendisser, nogle gode profiler, som vælgerne synes om, for han kan ikke klare det alene.«
Kigger man på de ti spidskandidater, som Alternativet opstillede på sit ekstraordinære årsmøde i september 2014, skorter det på kendisser og markante profiler. Ud over Elbæk er den eneste nogenlunde bredt kendte den snart 72-årige sognepræst Ulla Sandbæk, der i 1989-2004 var medlem af Europa-Parlamentet for Junibevægelsen. De øvrige otte spidser har – med al respekt – ikke nogen spidsprofil i offentligheden.
Det flytter opmærksomheden over på det program, som Alternativet går til valg på.
Bemærkelsesværdigt, nærmest visionært – båret af en dyb tillid til mennesket og dets næstekærlighed. Sådan må man beskrive det halvt hundrede siders program, som Alternativet har lagt frem. Som partiets seks værdier fremhæves: »Mod; generøsitet; gennemsigtighed; ydmyghed; humor; empati.« I forordet hedder det: »Det 21. århundrede er miljøets, iværksætternes og fællesskabets århundrede. Tiden kalder på det enkelte menneskes skaberkraft, fællesskabets eftertænksomhed og solidaritetsfølelse samt en fælles erkendelse af behovet for grundlæggende forandringer. Vi vil arbejde for, at Danmark ikke bare er det bedste land i verden, men det bedste land for verden.«
Mest gennemtænkt og gennemarbejdet fremstår Alternativets program i sine afsnit om overgang til bæredygtighed, hvad angår natur, miljø og klima. En sådan overgang har været globalt drøftet, siden FN’s Brundtland-kommission i 1987 fremlagde sine forslag om en »udvikling, der opfylder de nuværende slægtleds behov uden at ødelægge kommende slægtleds mulighed for at opfylde deres behov«.
I 1987, for 28 år siden! Tiden siden er gået med erhvervslobbygruppers forsøg på at ævle »bæredygtig udvikling« til at betyde alting – og dermed ingenting.
Det fremstår befriende, at Alternativet nu vil sætte ny, folkelig kraft bag kravet om ægte bæredygtighed.
Alternativets program – ja, hele opståen – er samtidig en begmand til Radikale Venstre. Det er jo de radikale, der – med deres tradition for snusfornuftig omsættelse af idealer til praktisk politik – burde have løftet denne opgave. Det har de radikale imidlertid ikke magtet. Den kortsigtede markedsøkonomi og lobbygruppers ihærdige indsats er kommet til at præge den radikale politik i forhold til miljø og klima. Da samtidig de radikale tabte Uffe Elbæk ved at ministerudnævne ham uden folketingserfaring og uden, at de radikale leverede ham den nødvendige støtte i ministerembedet – så måtte det føre til et brud. Alternativets program er i sine forslag om økonomisk og social bæredygtighed noget vidtløftigt og konfliktdølgende, men at de afsnit overhovedet har kunnet skrives sammen, vidner om, at Elbæk har politisk-lyrisk talent og evne til at samle velartikulerede folk omkring sig.
Elbæks og Alternativets svagheder er åbenlyse: For få profiler omkring Elbæk, pompøsitet, nærhed til naivitet, måske dilettantisme. Men utvivlsomt er det, at programmet fremstår som en fornyelse – ja, faktisk et ægte alternativ.
Hans Engell: »Deres chance er, at partiet rammer tidsånden rigtig godt med bæredygtig vækst, innovation, miljø, iværksætteri.«
Nej, lad os endelig, ikke engang her, nævne det punkt hvor partiet for alvor skiller sig ud: borgerløn.
"Nej, lad os endelig, ikke engang her, nævne det punkt hvor partiet for alvor skiller sig ud: borgerløn."
Så lad os tage en mere: Ikke eksisterende finansieringsmodeller
Hvis ikke alternativet kommer i folketinget i en tid, hvor politikerleden og den almene desperation blandt vælgerne er større end nogensinde, ja så har de ikke en chance uden politik. Ufinansieret borgerløn og ikke eksisterende finansieringsmodeller gør det ikke. Bæredygtig vækst, innovation, miljø og iværksætteri vil vi alle, men ord kan være nok så plussede. De gør det heller ikke, men jeg kan godt lide tanken om at forvandle Kristiansborg til cirkus Elbæk. Man har vel humor. Det er snart forår.
Endnu en radikal, som ikke fik sine synspunkter igennem i De radikale. Så går de i stedet ud, og leger med punkter af den radikale politik. LA med hele overklassens dybe had til resten af samfundet, Alternativet med alle luftkastellerne og de sledske ord som skal få folk til at stemme, og alt sammen fordi, ingen af de magtsyge mænd kunne se for sig, at Vestager ville forsvinde til EU og den sammenbidte Jelved blive gammel. Nu har man tilbage et bovlamt radikalt parti med nullerter og landsbytosser, og en horde af afledte partier. Eneste trøst må vel være, at de spreder de få radikale stemmer ud over så stort et areal, at de forhåbentlig intet får at sige i fremtiden.
Bogholderne stopper her. Der blæser en ny vind. Rid med på bølgen, venner.
"BIEN Danmark" har årsmøde på lørdag. Vi skal blandt alt andet snakke om økonomien.
Det sidste dansk politik har brug for er mere varm luft i kubikkilometer mål.
Men held og lykke.
Hvem opfandt Alternativet? Uffe?
Partiet altså!
New Age-folkene vil i Folketinget. Det kunne de måske have klaret i 80'erne, da den ny-religiøse bølge var på sit højeste. I dag står den på fremmedangst og tryghedsnarkomani, og danskerne er generelt ikke til indfølende eksperimenter. Desuden er der for meget enkeltsagsparti over det.
Hvis Alternativet skal overleve skal partiet et mere markant "alternativ" til Elbæk , til at bane vejen for den grønne omstilling. Elbæk fremstår ikke som en partiledertype. Måske troværdig i sine synspunkter , men slet ikke som leder. Find en anden.
Finn Olav Hansen:
Alternativet går jo netop nye veje med at invitere til politiske laboratorier o.lign., hvor politikken udvikles i fællesskab.
Hvis demokratiet skal op på næste stadie, er det ved at være tid til at skrotte ideen om ledere, og i stedet anerkende befolkningen som suveræne personer, som hver især kan deltage på lige fod, og som ikke har brug for ledere. Fordi befolkningen kan lede sig selv i fællesskab. Dét er jo demokrati.
Endelig et reelt alternativ til den vanepolitik, der hersker på Borgen. Endelig nye personer, der er i spil for deres ideers skyld. Desværre er de ikke kendisser eller ligner de politikere vi alle kender og foragter mere eller mindre, så vi stemmer ikke på alternativet men på de katastrofer, vi i forvejen brokker os over som uduelige og svigefulde.
Danskerne fortjener toppolitikere som Lars Løkke og Helle.
Vi har et folketing, der alle taler taler om borgernes ansvar for egen situation. Nogle mener ikke, ansvarsfølelse kommer af fattigdom, og andre mener det modsatte. Men det samlede kor henvender sig til vælgerne gennem økonomien, når de ønsker at øge vores ansvarlighed.
Alternativet taler sørme om tillid til borgerne, og har en ide om - måske naiv - at vi mennesker reagere positivt på positivitet. Jeg synes ikke, det er noget problem, at de endnu ikke har et "komma, komplet" program, og behøver ikke hverken sportsfolk eller eller TV guruer for evt. at stemme på partiet. alternativet er måske ikke en åbenbaring i sig selv, men vil absolut åbne mulighed for at udvikle politik i en mere brugervenlig retning. Netop den omtalte politikerlede fortæller, at mange ikke er tilfreds med den nuværende form for politiseren. Jeg kan slet ikke se, at den politik DF, LA og EL står for er mere funderet i realisme end Alternativet. De er blot mere scenevante.
Danmark har brug for valgforbund. Så radikale vælgere kan stemme på den variant, de bedst kan lide, uden at deres stemmer kasseres, selv hvis eksperimentet flopper.