Leder

Justitsministeriel bodsgang

Debat
12. februar 2015

»Der er i 2014 under Mare Nostrum omkommet langt flere mennesker i Middelhavet end i 2013. Det skyldes bl.a., at menneskesmuglerne forlader sig på, at migranterne bliver opsamlet af Mare Nostrum-flåden ganske tæt på den nordafrikanske kyst og derfor anvender mere og mere faldefærdige både, som er ude af stand til at nå det europæiske fastland.« Justitsminister Mette Frederiksen (S), Berlingske 31. oktober 2014

Danmarks justitsminister bør offentligt beklage den politiske kynisme og mangel på indsigt, som fremgår af det ovenstående citat. Antagelsen om en sammenhæng mellem den italienske redningsindsats, Mare Nostrum, og et øget antal migrantdødsfald på Middelhavet er ganske enkelt forkert. Mare Nostrum blev iværksat efter et par store drukneulykker i efteråret 2013, men blev for tre måneder siden afløst af en fælleseuropæisk operation, Triton, med en mindre aktionsradius og et væsentligt mindre budget.

Resultatet er, at antallet af omkomne flygtninge er steget dramatisk: Sidste år var der i vintermånederne 12 officielt bekræftede dødsfald, mens dødstallet for 2015 efter de seneste dages ulykker allerede ligger et sted mellem 300 og 500.

Ræsonnementet bag Frederiksens antagelse er, at en effektiv redningsindsats er et incitament for menneskesmuglere og bådflygtninge – lidt ligesom forestillingen om, at dagpenge skulle få ledige til at foretrække arbejdsløshed. Den danske justitsminister er helt på linje med de tåbeligste højrefløjspolitikere i Italien, der også giver menneskesmuglerne skylden og således hellere peger på symptomet end årsagen. Men menneskesmuglerne har kun kunder, fordi flygtningene først kan ansøge om asyl efter den livsfarlige overfart. Hvis man kunne søge om asyl i EU fra overbebyrdede lande som Egypten, Jordan, Libanon og Tyrkiet, ville færre vove livet.

Frederiksen kan gå bodsgang ved at argumentere enten for behovet for en fælleseuropæisk indsats af samme omfang som Mare Nostrum eller for mere humane asylregler i EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her