Leder

Lama-cirkusset

11. februar 2015

Dansk politik er aldrig kønt når Dalai Lama lægger vejen forbi. Den til enhver tid siddende regering bliver altid kritiseret af oppositionen for dens berøringsangst over for tibetanernes åndelige leder. Og når regeringsmagten skifter, så byttes rollerne der automatisk om. Den nye regering har lige pludselig mistet al den begejstring, den havde for lamaen, da den var i opposition. Samtidig er den nye opposition med ét klar til nu at klandre afløserne i regeringskontorerne for deres angst for kinesisk vrede.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var oppositionsleder, kritiserede hun i 2009 sin forgænger Lars Løkke Rasmussen (V), for blot at møde Dalai Lama som privatperson. Hun ville i hvert fald møde tibetaneren som regeringsleder, når hun fik magten. Det var hendes udmelding, lige indtil hun fik magten.

De tre foregående statsministre har alle mødt Dalai Lama, men det vil Thorning-Schmidt ikke i løbet af hans besøg til Danmark, der indledtes i går. Regeringen begrunder sin afvisning af at møde tibetaneren med, at det vil skade Danmarks menneskerettighedsdialog med Kina og de danske menneskerettighedsprojekter i landet. Men som Information skrev i weekenden, så er der ikke belæg for denne frygt. Institut for Menneskerettigheder (IMR), der står for de danske projekter i Kina, siger, at det ikke oplevede nogen negativ effekt på sit arbejde, efter at Lars Løkke Rasmussen mødtes med Dalai Lama. Det argument, som regeringen offentligt har begrundet sin afvisning med, holder altså ikke.

I stedet går regeringen glip af muligheden for at gøre en flerstrenget indsats for at påvirke menneskerettighedssituationen i Kina. Det kunne den gøre ved både at satse på IMR’s prisværdige arbejde – den såkaldte kritiske dialog – og også den offentlige kritik, som har vist sig at være en vigtig forudsætning for at opnå en effekt.

Regeringen har ved Dalai Lamas besøg forspildt en oplagt mulighed for at rejse offentlig kritik af de fortsatte og voldsomme overgreb på tibetanernes menneskerettigheder. De eneste, der kan glæde sig over det, er regeringslederne i Beijing.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer