Nødvendig forandring

Det vakte opsigt og forfærdelse, da rektor for Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, for nylig annoncerede, at hun ville nedlægge den ene af skolens linjer, den såkaldte flerkameralinje. Linjen, der begyndte som en slags tv-tilrettelægger-uddannelse, er under Arne Bros mangeårige ledelse blevet stedet, hvor flere af tidens mest respekterede dokumentarfilminstruktører er blevet uddannet, og hvor nogle af skolens narrativt og filmisk mest spændende eksperimenter foregår.

Hvorfor så nedlægge linjen, spørger både elever på Filmskolen og folk i filmbranchen og samler underskrifter og diskuterer ivrigt og indimellem barsk og uforsonligt. Det er ikke svært at forstå de stærke følelser og den store modstand – flerkameralinjen fungerer jo. Og der er ingen tvivl om, at det er en drastisk beslutning, Vinca Wiedemann har taget og hurtigt implementeret – Filmskolen optager ikke længere elever på flerkameralinjen.

Men det er jo netop, hvad hun blev hyret til at gøre. Vinca Wiedemann fik for lidt over et år siden jobbet som rektor på Filmskolen, efter at daværende rektor, Poul Nesgaard, blev krævet fjernet. Hvorfor? Bl.a. fordi man mente, at de enkelte linjer og afdelinger ikke var gode nok til at arbejde sammen, og det gik ud over kvaliteten, især på instruktørlinjen, hvor man lærer at lave fiktionsfilm.

Med nedlæggelsen af flerkameralinjen vil Vinca Wiedemann og Arne Bro, der har udsendt en fælles udtalelse, revitalisere Filmskolen ved at nedbryde mure og sørge for, at linjens eksperimenter og energi også kommer resten af skolen til gode. Det er en rigtig ambition – ressourcer må frigives, synergi styrkes, dynamik opdyrkes – og så må man stole på, at Vinca Wiedemann, der andre steder har demonstreret sit værd, ved, hvad hun gør. Det er i hvert fald ikke eleverne på Filmskolen, der skal bestemme – selv om de naturligvis gerne må være i opposition, især hvis de kan vende deres utilfredshed til noget konstruktivt og kreativt.