Leder

Panserværnsmissiler er ikke svaret

4. februar 2015

 

Efter de seneste to ugers brud på den halvt år gamle våbenhvileaftale fra Minsk er den militære konflikt i det sydøstlige Ukraine blevet tilspidset med alvorlige følger for civilbefolkningen i Donbass-regionen. Flere civile end militære personer har mistet livet i den første store krig i Europa i det 21. århundrede, og medmindre Rusland og de toneangivende vestlige stormagter snart finder en fælles formel til at inddæmme Ukraines borgerkrig og bringe de to sider tilbage til forhandlingsbordet, vil risikoen for en eskalering af situationen til en storkonflikt vokse dag for dag.

Set fra Vesten, især gennem internationale mediers optik, synes sagen at være klar. Aggressoren er Vladimir Putins Rusland og dets stedfortræder – de prorussiske oprørere og et sammenrend af kosakker og tjetjenske frihedskæmpere, der har til hensigt at befri dele af Ukraine – ja, måske hele landet – fra den vestlige civilisations åg. Storrusland skal genoplives.

Men det er efter alt at dømme et noget fordrejet billede. Begge sider lyver, så sveden driver af dem. Udenforstående gør klogt i at lægge til og trække fra i de officielle versioner af begivenhedernes gang. Uden en nuanceret fremstilling af konflikten i Ukraine risikerer Vesten m.a.o. at træffe beslutninger på et falsk grundlag.

Beslutningstagerne i USA og EU bør tage udgangspunkt i kendsgerningerne frem for at tage Ukraines udlægning af konflikten for gode varer. De bør tage højde for Ruslands sikkerhedsinteresser, uanset om de forekommer at være legitime og velbegrundede. Vi ved fra krigen mellem Georgien og Rusland i 2008, at et tilbud om NATO-medlemskab til tidligere sovjetrepublikker er en voldsom provokation af Kreml. NATO bør derfor tydeliggøre, at Ukraine ikke er kandidat til medlemskab, uagtet hvor meget det strider imod organisationens princip om altid at lade døren stå åben.

Vesten bør desuden anerkende, at prorussiske oprørere i det sydøstlige Ukraine ikke bare er en russisk femtekolonne i Putins angivelige slag for at genvinde fordums storhed; det russisksprogede mindretals protest mod forskelsbehandling fra Kijevs side er efter alt at dømme legitimt. Det nytter heller ikke at lukke øjnene for en outreret ukrainsk nationalisme, der florerer i dele af regeringen og i frivillige brigader på slagmarken. At tie om dette fænomen og undlade at lægge direkte pres på Kijev for at rydde ud i antirussiske, chauvinistiske og nynazistiske elementer i regeringen, i institutionerne og i de væbnede styrker i Donbass er ikke alene en foræring til Vladimir Putins propagandamaskine. Det er også en bjørnetjeneste over for liberale og demokratiske kræfter i Ukraine, og det undergraver samtidig Vestens moralske begrundelse for at yde økonomisk og militær bistand til styret.

En nøgtern analyse af perioden, der strækker sig fra Maidan-opstanden i 2013 til borgerkrigen i 2015, vil sikkert vise, at konfliktens internationalisering – tænk på Ruslands militære indgriben i august og i dag samt vestlige økonomiske sanktioner – i høj grad kan tilskrives to fundamentalt forskellige udlægninger i henholdsvis Moskva og de vestlige hovedstæder. Hver side er fuldt ud overbevist om, at den anden side lyver og har skumle og skjulte bagtanker. I den situation vil enhver fredsforsker straks opfordre til tillidsskabende foranstaltninger, af hvilke den første kunne være et bilateralt møde mellem Ruslands og USA’s præsidenter. Man kunne minde d’herrer Obama og Putin om, at deres forgængere Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov praktiserede den idé under deres berømte topmøde i Island i 1986 om en atomvåbenaftale.

Men desværre synes de to sider at være kørt fast i deres egen fortælling. Ifølge NATO har Rusland i januar sendt mindst 250 officerer til Donbass for at træne oprørerne i brugen af nyt militært isenkram. Obamas rådgivere har ladet sive til pressen, at de vil råde ham til at gøre gengæld ved at sende våben til Ukraine.

Obama gør klogt i at holde igen og begrænse leverancerne til radarer og kommunikationsudstyr. At sende Ukraine panserværnsmissiler som foreslået i en amerikansk ekspertrapport i gårsdagens avis vil uden tvivl føre til yderligere optrapning. Og så er alle håb om en mindelig løsning slukket. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
  • Toke Andersen
HC Grau Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Lad os nu håbe på, at Obama hører godt efter alle de formaninger, du oplister - eller endnu bedre, lader være.

Man skal godt nok lede længe efter en tilsvarende omgang Putin ass-kissing.