Produktive fantasterier

Den globale vækst taber pusten. Konsulentfirmaet McKinsey siger i sin seneste rapport – omtalt i gårsdagens avis – at over de kommende 50 år »er BNP-vækstraten på kurs mod at blive 40 pct. lavere end gennem de seneste 50 år«.

Det betyder en global vækst på 2,1 pct. pr. år som gennemsnit for tiden frem til 2064 mod en vækstrate siden 1964 på i snit 3,8 pct.

For almindelige dødelige lyder det logisk, at en verdensøkonomi, der på en begrænset planet er seksdoblet det seneste halve århundrede, må støde på grænser. McKinsey gør selv opmærksom på, at de høje vækstrater siden 1964 er historisk »exceptionelle«. Så hvis det lakker mod enden, er det vel ikke så underligt.

Men derfor kan det jo godt opfattes som en udfordring i en verden, hvor mange mennesker stadig lider nød. Og særligt udfordrende bliver det, når McKinsey gør opmærksom på, at prognosens beskedne vækstrate for BNP på 2,1 pct. forudsætter, at den høje produktivitetsvækst de seneste 50 år – 1,8 pct. pr. år i snit – kan fastholdes de næste 50. Altså at vi hvert år vil kunne presse lige så meget yderligere værdi ud af en arbejdstime, som vi har kunnet siden 1960’erne. Realiteten er, at gennemsnittet på 1,8 pct. skjuler et klart fald over tid i produktivitets- væksten i EU og også et fald, om end med udsving, i USA.

»Ingen har den ringeste anelse om, hvor hurtigt produktiviteten vil vokse,« skrev tidligere næstformand i USA’s centralbank, Alan Blinder, for nylig i Wall Street Journal.

På den baggrund er det mildest talt dristigt, når McKinsey siger, at verden bør genoplive de »exceptionelle« vækstrater fra tiden 1964-2014 ved ikke blot at opretholde den gennemsnitlige produktivitetsvækst på 1,8 pct., men faktisk næsten fordoble den – til 3,3 pct. Opskriften er »aggressiv handling« i form af mere konkurrence, mere liberalisering, mere grænseoverskridende handel, mere automatisering etc. – samme opskrift som vor hjemlige Produktivitetskommissions.

Spørgsmålet er, om det er muligt? Amerikanske økonomer som Robert Gordon, produktivitetsforsker ved National Bureau of Economic Research, og Tyler Cowen, professor ved George Mason University, siger nej. Gordon siger, at ’den 2. industrielle revolution’ med start i 1870 gav os teknologiske mirakler som elektricitet, telefoni, biler, rindende vand m.m. Det forvandlede samfundet totalt og bar væksten i 100 år. Siden har vi ikke kunnet skabe noget lige så kraftfuldt, og derfor har tiden siden 1972 udvist lavere produktivitetsvækst.

Tyler Cowen siger tilsvarende, at samfund som USA har høstet de lavthængende frugter – ubrugt land, billig fossil energi, afgørende tekniske gennembrud, almen uddannelse m.m. – og at det er blevet sværere via ny teknologi at genskabe høje vækstrater. Dertil bevæger vi os fra industri- til servicesamfund, som er vanskeligere at presse øget produktivitet ud af.

Optimister er økonomen Erik Brynjolfsson og it-forskeren Andrew McAfee, begge Massachusetts Institute of Technology, som siger, you ain’t seen nothing yet: Vi er kun lige i starten, når det gælder digital teknologi.

Dertil svarer Gordon, at computeren har været med os i godt 40 år og internettet i 25, uden at det har løftet vækstraterne til de tidligere høje niveauer.

Hvad de fire forskere imidlertid er rørende enige om, er, at trods den præsterede vækst er middelindkomsten stagneret, uligheden vokset og mange gjort teknologisk arbejdsløse.

»Økonomiens beskidte hemmelighed er, at det er muligt at gøre lagkagen større med teknologiens hjælp (...) Men der er ingen lov om, at alle får gavn af teknologien. Nogle, måske endda flertallet, kan få det værre,« siger Brynjolfsson og taler om »den store afkobling« af produktivitetsvækst fra middelindkomst og beskæftigelse.

Så selv hvis det var muligt, er spørgsmålet, om det er ønskeligt med den dramatiske 80 pct. forøgelse af produktivitetsvækstraterne, som ifølge McKinsey skal til for at fastholde BNP-væksten. Hvis omkostningen er voksende ulighed, hårdere konkurrence, deregulering samt øget pres på den trængte klode, var det måske bedre at tale om omfordeling af den allerede skabte rigdom. Den har aldrig i menneskehedens historie været større.