Leder

Terrorpakken

20. februar 2015

Så kom regeringens reaktion på weekendens terrorhandling i København. Det tog tre dage, og det kommer til at koste samfundet rundt regnet én mia. kr.

Under overskriften ’Et stærkt værn mod terror’ vil regeringen blandt andet bruge 750 mio. kr. på at styrke efterretningstjenesternes overvågnings- og analysearbejde nationalt såvel som internationalt. De aktuelle terrorhandlinger i København og Paris har manifesteret en terrortrussel, de fleste hidtil har oplevet som abstrakt. Nu er den konkret, og derfor føler regeringen sig angiveligt nødsaget til konkret handling. Her og nu.

Gårsdagens terrorplan kan vise sig at være effektiv, men baseret på gennemarbejdede analyser kan den dårligt kaldes. Slående er det således, at regeringen i går valgte at nedsætte et særligt udvalg, der nu skal gennemgå den danske terrorbekæmpelse. Der er altid god grund til at blive klogere, men her drager regeringen konsekvens af et arbejde, der end ikke er sat i gang. Det at vanskeligt at få øje på den højere visdom i det.

Paradoksalt nok fanges regeringen af sin egen langsommelighed på terrorområdet. Allerede i regeringsgrundlaget blev der således bebudet nedsættelse af en kommission, der skulle undersøge den eksisterende terrorlovgivnings konsekvenser for retssikkerheden samt afdække efterretningstjenesternes behov for yderligere beføjelser. Begge dele er der god grund til at undersøge nærmere.

Men hvad er der sket siden? Intet. Det kom frem efter terrorangrebene på Charlie Hebdo for få uger siden, og regeringen har i mellemtiden ikke fremlagt nye oplysninger om det arbejde.

Det forsømte kommissionsarbejde får det til at klinge en anelse hult, når regeringen anført af statsminister Helle Thorning-Schmidt på gårsdagens pressemøde stiller fire ministre op på række for dermed at vise autoritet, handlekraft og konsekvens.

Regeringens terrorpakke er tydeligvis skabt til at give befolkningen en følelse af øget tryghed. Vi får to efterretningstjenester – Forsvarets og Politiets – der med trecifrede millionbeløb nu kan styrke overvågningen af og beredskabet mod mulige terrorister i ind- og udland. Vi får en udvidelse af PET’s aktionsstyrke. Vi får øget adgang til overvågning af flypassagerer. Vi får øget indsigt i brug af taletidskort.

Vi får med andre ord mere kontrol, mere registrering, mere overvågning. Til gengæld indskrænker vi de personlige frihedsrettigheder, politikerne i første instans søger at forsvare.

Den konsekvens synes imidlertid bredt accepteret i befolkningen. Så sent som i går viste en meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2, at halvdelen af befolkningen bakker op om øget overvågning.

Derfor leverer regeringen med terrorpakken den tryghed, en stor del af befolkningen efterspørger. Mere tvivlsomt er det, om pakken også reelt vil skabe større sikkerhed.

Den 22-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein var velkendt af politiet. Han var registreret, han kunne overvåges inden for den eksisterende lovgivning. Alligevel blev han ikke stoppet, og sandheden er nok nærmere, at ingen terrorpakke kan forhindre en galning i at gå til angreb med et automatgevær, hvis han er parat til at ofre sit eget liv.

Skal den øgede radikalisering bekæmpes, bør indsatsen i højere grad sættes ind i fængslerne. Som denne avis forleden fortalte, kan der trækkes en lige linje igennem flere af de seneste års terrorhandlinger i Europa: Gerningsmændene synes at være blevet radikaliserede i fængsel.

Vi ved, at Omar Abdel Hamid el-Hussein blev vækket religiøst i fængslet i en sådan grad, at Kriminalforsorgen advarede PET mod ham. Vi ved, at de to gerningsmænd bag terrorangrebet på Charlie Hebdo, Chérif og Saïd Kouachi, begge lod sig radikalisere i fængslet.

Alligevel nævnes ’forebyggelse af radikalisering i fængslerne’ alene som en løsrevet slaglinje i regeringens terrorplan. Ud over øget isolering i fængslerne af radikale muslimer har vi endnu til gode at høre, hvad denne del af planen konkret handler om.

Måske fordi denne indsats – modsat øget overvågning og kontrol – kræver en indsigt fra det udvalg, regeringen først i går nedsatte. Hvad kalder vi den slags? Hastværk? Konklusion uden præmis? Eller måske bare valgkamp?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Engang tilbage i de tidlige tresser, jeg havde lige lært at læse, bragte familiens avis en liste over en lang række produkter, der ikke blev produceret i Danmark. Jeg mener at kunne huske at termokander var nævnt. Meningen var at nogen skulle starte en dansk produktion og derved skabe danske arbejdspladser.

Måske ville det i dagens Danmark være en ide at diversificere arbejdsmarkedet via tilskud til produktion af produkter som vi importerer, men lige så godt kunne producere herhjemme.

Hvad det har med terror at gøre? Jeg tror der er for få tilbud til unge mennesker med kort uddannelse og at det er en af årsagerne til rodløshed og samfundslede.

Philip B. Johnsen

Det er den håbløshed, der er forbundet med, at komme ud af fængsel 15-16 år gamle der spire, kammeraterne og de hurtige penge, venter der ude, det gør skammen, der smitter af på hele familien også, den plettede straffeattest og udsigt til arbejdsløshed, det hele druknes i vold hash og broderskab, til skammen tager over og vinder, femte gang inde, at sidde 25 år gammel, radikalisering og fred, tilgivelse og terror.

Giv dem et 'rigtigt' arbejde, når de kommer ud, der er ingen fremtid, for de unge efter afsoning, de havner derfor med det samme i kriminalitet.

Dorte Sørensen

Her bare en bemærkning til – ” Allerede i regeringsgrundlaget blev der således bebudet nedsættelse af en kommission, der skulle undersøge den eksisterende terrorlovgivnings konsekvenser for retssikkerheden samt afdække efterretningstjenesternes behov for yderligere beføjelser. ” –
Ja hvorfor har regeringen ikke nedsat det udvalg – når hele regeringen var i mod Lømmelpakken mv. Det var jo deres undskyldning for ikke at gøre op med OVK og Rs dagpengereform , at der var forskellige holdninger i regeringen..
Jeg forstår ikke at et demokratisk land kan tillade FOREBYGGENDE tilbageholdelser – bare for at tage en af tiltagene i Lømmelpakken og de øvrige Terrorlove.