Leder

Afskaf paragraffen

3. marts 2015

 

Blasfemi kan aldrig være kriminelt, for strafferetligt må en forbrydelse nødvendigvis forudsætte et offer eller en forurettet. Men blasfemiske ytringer eller handlinger er karakteriseret ved at være aldeles offerløse.

’Bespottelse’ af guddomme og trosdogmer retter sig nemlig per definition imod forestillinger, symboler og ideer. Og hvordan i al verden begrunde, at bestemte værdifællesskaber eller ’trossamfund’ har større ret end andre til, at lige netop deres ideer skal være ukrænkelige helligdomme, der nyder retlig beskyttelse? Enten må den ret indrømmes alle, der ’føler dybt nok’ – og så åbner vi op for et kapløb på krænkelsessensibilitet, der i yderste konsekvens afskaffer al meningsfuld offentlig samtale. Eller også må den indrømmes ingen.

Indrømmes den kun nogle, indføres en utålelig vilkårlighed i retsplejen.

Den anakronistiske paragraf 140 har ikke givet anledning til domme i mands minde og har ikke hindret den krasse religionssatire, som tiden råber på.

Danmark bør følge retsudviklingen i andre demokratiske retsstater, f.eks. Storbritannien, der afskaffede sit blasfemiforbud i 2008 uden at opleve de skræmmescenarier, Straffelovrådet spekulerer i.

Argumenterne for at bevare paragraffen er et deprimerende studie i moralsk kujoneri. Hvis frygt for voldsomme internationale reaktioner skal diktere, hvordan vi udformer Danmarks love, hører alt op. Man vil da med føje kunne spørge: Hvilke yderligere love skal vi give religiøse diktaturstater og voldsparate fanatikere bestemmende indflydelse på? At tro, at totalitære islamister formildes af bevarelse af en paragraf, vi aldrig bruger, er naivt.

Og hvordan begrunde vores kritik af drakoniske blasfemistraffe i lande som Pakistan, når vi selv anerkender begrebet i vores straffelov? En afskaffelse af blasfemiparagraffen vil sende det signal, at vi sætter ytringsfriheden højere end arkaiske principper, der kun tjener til at beskytte religiøse ideologier og magtstrukturer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Østergaard
Morten Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis lederen var stoppet efter '...er naivt', ville det have været OK. Men så kan Niels Ivar Larsen alligevel ikke nære sig for i let ændret udgave, at bruge det argumentet han lige har afvist som forsvar for blasfemiloven!
Nu skal vi pludselig tage hensyn til 'voldsomme internationale reaktioner' nu bare i form af, at religiøse diktaturstater kan (mis)bruge vores lovgivning til vanvittige sharia o.a. love, som argument for at afskaffe blasfemiloven!
Det næste bliver vel, at vi ikke med føje kan kritisere brugen af dødsstraf i verden, for eks. USA, fordi vi selv idømmer strenge og langvarige straffe for mord og lignende!

Steffen Gliese

Jeg ved ikke, hvorfor folk ønsker at splitte folk ved at opfordre dem til at smide lort i hovedet på hinanden. Statens opgave er at skabe omstændighederne om indbyrdes fred, og det er blasfemiparagraffen et led i.
Hvorfor synes nogen, at de har interesse i at pisse på andres religion? De kan blande sig helt udenom.

Jørgen Garp - en ligegyldig række stråmandsargumenter med forfejlede sammenligninger gør ikke dit forsøg på en pointe valid.

Peter Hansen - Kan du forklare hvorfor du vil have at overtro skal være beskyttet mod overtrædelse af selvbestaltede regler ved lov?

Og i øvrigt så bør man pisse hårdt og voldsomt på religion. Om det er personligt eller ej, er det en absurd fralæggelse af ansvar, virkelighedsfjernelse og forherligelse af bronzealderidealer uden nogen plads i et moderne samfund.
Denne problematik bør udstilles og konstant gøres til hån for den frasigelse af menneskelighed det er. Intet sted bør vi være mere opsatte på at fjerne religionens greb om vores samfund mere end i danmark. Afskaf folkekirkens monopol på at registrere de nyfødte i samme trin som vi fjerner denne ækle paragraf 140.

Steffen Gliese

Fordi det ikke er overtro, men en integreret del af den danske grundlov, Poul Wrist. Du kan privat tro, hvad du vil, men ifølge samfundets grundlag, er dette samfund luthersk-evangelisk med ret for andre trossamfund til at dyrke deres traditioner, sålænge sædeligheden ikke krænkes. Man kan gøre mange krumspring for at komme udenom dette forhold; men sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Personligt har jeg så ondt af, at du er så forbenet materialist, at du er ude af stand til at forholde dig kritisk til simplicistiske forklaringsmodeller, som aldrig vil andet end tilnærmelsesvis angive modeller af det faktiske verdensbillede.