Leder

Det er alles vingesus

5. marts 2015

Kulturarv viser os, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke ting der har været centrale i vores selvforståelse og verdensbillede gennem tiden. Bygninger og levn vækker fortiden til live på en måde, som en bog ikke kan. Et barns interesse for historie kan fødes i mødet med en pyramide eller en skulptur og blive en livslang passion.

Men sandheden er, at vingesuset ikke er alle forundt. Social klasse og uddannelsesniveau kan gøre, at man ikke har haft adgang til den viden, der gør en tur til Hammershus magisk. Vi, der har en interesse i forvejen, gør nemlig rigt brug af vores indblik til at gøre oplevelsen rigere og dybere. Nye skridt indenfor restaurering vil gøre den fuldendte oplevelse tilgængelig for flere.

Den tænkning, der ligger til grund for måden, vi har behandlet arkitekturarv indtil nu, har sit fundament i Venedig Chartret fra 1964. Her er vores opgave blot at konservere det, der er tilbage. Det kan resultere i bevarelsen af anakronistiske tilføjelser for eksempel barokkunst i gotiske kirker. Ikke desto mindre er det, ifølge chartret, ikke vores opgave at gøre os til dommere over, hvilken tidsperiode der skal dominere. Rekonstruktion er ultimativt faux pas.

Det er denne tilgang til restaurering, der har gjort, at mange bygninger skal ’afkodes’ med stor baggrundsviden, for at man får den totale forståelse af bygningens samtid. For at mærke vingesuset.

En ny bølge søger nu at gøre op med den upædagogiske formidling af vores kulturhistorie. Den berøringsangst, der har været i forhold til rekonstruktion, er udsprunget af en grundlæggende tvivl om validiteten af vores viden om bygningerne. Men ny teknologi giver nye muligheder. Rikke Bjarnhof, chef ved Nationalmuseets afdeling for bygning og inventar, uddyber: »Efter Venedig er der kommet nye analysemetoder, der gør, at vi bedre kan dokumentere, hvordan det har været. Derfor er vi ikke længere bange for at rekonstruere.« Disse opdagelser har stor indflydelse på, hvilke friheder man tager sig.

Et andet eksempel på dette er Eremitageslottet i København, hvor gamle malerier er blevet fundet under nye, og beslutningen om, hvilke der var vigtigst, lå i hænderne på bygherren. Her blev det pædagogiske formidlingsaspekt tungen på vægtskålen: Man fjernede de nye billeder, fremhævede de ældre og restaurerede hele bygningen til sit oprindelige udseende. Det Eremitageslot, vi ser i dag, er tro mod arkitekt Laurids Thurahs vision fra 1734.

Uden nogen forhåndsviden kan man i dag gå ind i bygningen og se, hvad kongen så, da han kom hjem fra jagt i 1737 og satte sig for at spise frokost.

I disse år er faget Kulturarv, Transformation og Restaurering det mest populære på Den Danske Arkitektskole. Interessen for gamle bygninger og deres fremtid boomer, og det betyder, at samarbejdet mellem konservatorer og arkitekter – der ikke altid har været helt uproblematisk – sættes på prøve. Funktion og æstetik skal spille sammen, mens hensynet til ældre genstande og deres museale værdi ikke må glemmes. Der vil være uoverensstemmelser, specielt omkring bygninger vi har et potentielt nostalgisk forhold til.

Skræmmeeksempler findes – for eksempel Egyptens ældste pyramide, Djoserpyramiden. Her har håndværkere med henvisning til den friere tilgang, man nu har til ældre bygninger, genopbygget store dele af strukturen uden viden om dens historie. Et sådant makværk må man altid være på vagt overfor.

Skridt, der kan tages for at gøre den historiske arkitektur mere inkluderende, er derimod en god ting. I for lang tid har de hellige haller været svært tilgængelige, og frygten for at tilfredsstille den poppede, historieinteresserede turist er blevet til en fetischering af en meget specifik måde at tænke historiske artefakter på. En måde der ved nærmere eftersyn kan ligne elitisme. Den danske fortid er alles. Det bør ikke kræve en magistergrad at opleve magien ved historie. Og, som Rikke Bjarnhof afslutter, er der ikke nogen grund til at blive apokalyptisk: »Når man har gjort noget, er det ikke forandret for evigheden! I dag tolker vi sådan her, og det kan være, at der om 50-100 år kommer en nytolkning!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Jeg har en yndlingsbygning i hele verden, domkirken i Siracusa på Sicilien. Man kan se den her: http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/0/09/Ortigia,_duomo,_facci...

Den blev oprindeligt påbegyndt som et stort, græsk tempel for gudinden Athene i år 479 fvt. Man kan stadig se de vældige søjler, hvor de stikker ud af murene. Siden blev templet inddraget og ombygget til byzantinsk kirke, og senere endnu til moske, da muslimer fra Nordafrika erobrede øen. Da normannererne erobrede øen et par århundreder senere, lavede de en kirke ud af bygningen igen. Et stort jordskælv i 1693 skadede facaden ret meget, så man byggede en ny, i barok-stil.

Så hvad gør vi nu? Skal vi skrælle al den senere ragelse af og genskabe det utvivlsomt smukke og udmærkede gamle Athene-tempel? Det kunne vi godt. Det er alligevel ikke andet end to et halvt tusind års levende historie, vi smider ud.

Michael Kongstad Nielsen

Stort set uforståelig leder.
Elitær?
Ekskluderende?
Usikker?
Uafklaret?
Ja, til det hele, tror jeg nok.