Leder

LEDER: Syrernes endeløse tristesse

14. marts 2015

Der er noget surrealistisk over Syriens præsident, Bashar al-Assad. Som da han i en optræden i portugisisk tv uden så meget som at blinke erklærede, at »det er den syriske hærs opgave at beskytte hver enkelt borger uanset politisk tilhørsforhold, religion, sekt, etnicitet, osv.« At det ikke lader sig gøre overalt i Syrien skyldes »terroristernes ubegrænsede støtte fra Vesten og regionale lande«.

Et sted i interviewet nærmer Bashar al-Assad sig den faktiske virkelighed, da han nævner, at »hundredvis af hospitaler er blevet udslettet«. Det er faktisk korrekt. Ifølge den seneste optælling fra organisationen ’Læger for Menneskerettigheder’ har al-Assads soldater på fire år slagtet 610 læger, sygeplejere, laboranter, etc. i 233 angreb på 183 hospitaler og klinikker, svarende til 97 pct. af de dræbte i sundhedssektoren siden 15. marts 2011.

De omkomne er ofre for tøndebombardementer, kemiske gasangreb, snigskytter, eller de er blevet banket ihjel i torturkældre.

Disse og lignende tal fra den syriske tragedie, herunder de 4,8 millioner i ’svært tilgængelige områder’, der ikke kan modtage humanitær hjælp fra FN – hvis flygtningebudget desuden er nødlidende: i 2014 dækkede de kun 57 procent af behovet. Alle disse tal er så meget desto mere triste, fordi ingen vil gøre noget ved dem. Den syriske borgerkrig er låst i et militært og politisk rum uden nødudgange, og ansvaret er ikke kun de stridende parters, men også de regionale og internationale interessenters.

Den syriske borgerkrig er historien om et regime med en fast defineret plan over for et oprør uden en samlet strategi. Al-Assad og hans hird af sikkerhedschefer valgte fra begyndelsen at slå militært til mod en revolte, der blev spredt ud i en eksilopposition uden folkelig base i Syrien, landsforviste aktivister fra Det Muslimske Broderskab, lokale landsbykomiteer, der kæmpede kompromisløst, men ukoordineret og en ’tålt opposition’, hurtigt stemplet som nikkedukker for regimet.

Allerede i det tidlige efterår 2011 antog revolten karakter af egentlig borgerkrig, en følge af regimets voldspolitik, men også af vestlig ligegyldighed. EU og USA greb hverken diplomatisk eller militært ind mod regimets brutale nedslagtning af medborgere, som det skete i olierige Libyen, men nøjedes med at se passivt til og sende ’ikkedødbringende’ udstyr, mens Saudi-Arabien, Qatar og mere diskret Tyrkiet bevæbnede og finansierede radikale islamistiske militante med skræmmende dagsordener.

Konsekvensen af den ’ikkedødelige’ passivitet, der indtil videre har kostet USA 400 mio. dollar, blev Islamisk Stat (IS), der bekæmpes, men ikke nedkæmpes, på halv kraft fra det forholdsvis sikre luftrum – ikke for at beskytte syrerne, men af ren og skær egeninteresse. USA og partnere, herunder Danmark, er hundeangste for udsigten til et nyt fristed for den globaliserede jihadterrorisme.

Den blodige ironi er, at taberne i det spil er de moderate oprørere med en vestlig dagsorden. De afvæbnes, hvis de da ikke slås ihjel af al-Qaedas Ja-bhat al-Nusra-militante eller bombes af al-Assads luftvåben, der har udliciteret krigen mod IS til USA-koalitionen. Bashar al-Assad har da også en pervers pointe, når han i portugisisk tv hånende citerede Barack Obama for en udtalelse om, at Syriens moderate opposition er »en fantasi«. En fantasi, USA selv har skabt ved netop ikke at støtte den moderate opposition.

Hvilket den amerikanske diplomat Robert Ford, der til 2014 var ambassadør i Damaskus, bekræfter i magasinet Foreign Policy, hvor han kritiserer Obamas »halvhjertede strategi« i Syrien. Enten organiseres den moderate opposition med massiv hvervning, træning og våbenhjælp, eller også må USA trække sig ud af det syriske kviksand, mener Ford, og tilføjer:

»Efter to års erfaringer må vi indse, at begrænset militær aktion ikke er nok til at imødegå de gigantiske trusler, der udgår fra Syrien. Vores internationale partnere sukker efter amerikansk lederskab i inddæmning af ekstremisterne og reelle forhandlinger om en syrisk samlingsregering, der er eneste holdbare løsning på den ekstremistiske trussel.« Som Ford mener bør tilvejebringes uden forhåndsbetingelse om Bashar al-Assads afgang. Vi er faktisk enige i den analyse. Det må slutte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Hvorfor i alverden blander du EU ind i Syriensproblemet???

EU er 100% impotent i udenrigspolitiske spørgsmål.

De enkelte medlemslande kan gøre en forskel - Storbritannien, Frankrig, Tyskland - men EU kan aldrig blive enig om en diplomatisk - og da slet ikke militær - indgriben.
Alle 28 lande skal være enige om det hele, så det går op i ren snak - glem det.

"EU og USA greb hverken diplomatisk eller militært ind mod regimets brutale nedslagtning af medborgere, som det skete i olierige Libyen, men nøjedes med at se passivt til og sende ’ikkedødbringende’ udstyr"

Jamen, det blev jo hyggeligt i Libyen, så man kan vel som syrer kun ærgre sig over at man står med pest når man nu kunne have haft kolera?
http://jyllands-posten.dk/international/mideast/ECE7454180/Mellem%C3%B8s...

"Et sted i interviewet nærmer Bashar al-Assad sig den faktiske virkelighed, da han nævner, at »hundredvis af hospitaler er blevet udslettet«. Det er faktisk korrekt. Ifølge den seneste optælling fra organisationen ’Læger for Menneskerettigheder’ har al-Assads soldater på fire år slagtet 610 læger, sygeplejere, laboranter, etc. i 233 angreb på 183 hospitaler og klinikker, svarende til 97 pct. af de dræbte i sundhedssektoren siden 15. marts 2011."

Ellegaard implicerer her at Assad-styret er eneansvarligt for destruktionen af landets sundhedsvæsen; det lyder næsten lige så rimeligt som idéen om at amerikansk/europæisk militær intervention på libysk manér ville have gjort nogen positiv forskel.

Michal Bagger, Bo Carlsen, Morten Pedersen, lars abildgaard, Rune Petersen, Henrik Klausen, Tobias Nielsen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Ja, der er en høj pris at betale for Vestens 'aktivistiske udenrigspolitik' --- for de andre.
Det gælder hvad enten vi taler om Syrien, Libyen, Irak, Iran, Afghanistan eller Ukraine.

Leopold Galicki, Michal Bagger, Bo Carlsen, Henriette Bøhne, Peter Jensen, lars abildgaard, Peter Hansen, Rune Petersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar

Sjovt at vesten altid ender med at få skylden.
I dette tilfælde for ikke at have gjort noget.

Kjeld Smed, Jannik Sørensen, Carsten Hansen, jens peter hansen, Søren Sørensen, ellen nielsen, Morten Pedersen og Robert Kroll anbefalede denne kommentar

EU har flere indbyggere og et større BNP end USA og alle andre lande/regioner.

EU er den største "handelsblok" i hele verden.

Uanset om vi som EU-medlem kan lide det elle ej, så er EU's situation, at "EU-action" eller "EU-passivitet" er af enorm og afgørende betydning for omgivelserne - USA har ikke styrke til i det lange løb bære de samme byrder som EU.

Reelt er EU i kraft af sin økonomi og handelspolitik i dag mere "ansvarlig" for verdens" successer" og "dårligdomme" end USA , men EU gemmer sig stadig bag USA og NATO.

Michael Kongstad Nielsen

Tristesse er et dårligt ord at bruge, så længe krigsaktiviteten er så intens. Katastrofe er bedre.
Men Syrien har vel været en katastrofe siden Frankrigs og Englands deling af Mellemøsten efter I Verdenskrig. Der må forhandles, også med Assad, og ingen køer er hellige. Heller ikke grænser. Irak må inddrages, kurderne formentlig have deres egen stat og sunni- shia-konflikten formentlig også føre til opsplitning. Der må laves nogle højt profilerede freds- og fremtidsforhandlinger, der kan minde lidt om forhandlingerne i Minsk om Ukraine. Her kunne det måske foregå i Amman.

Nic Pedersen, Preben Haagensen, Niels Engelsted og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Vesten var rede I begyndelsen at intervenere I Syrien men har ikke regnet med Putin og Rusland, det er den faktor der har ændret på det hele og her kan selv flyene ikke gå ramforbi.

Leopold Galicki

Jeg forstår ikke hvad får Ellegaard til ar skrive at:

"Den syriske borgerkrig er historien om et regime med en fast defineret plan over for et oprør uden en samlet strategi. Al-Assad og hans hird af sikkerhedschefer valgte fra begyndelsen at slå militært til mod en revolte, der blev spredt ud i en eksilopposition uden folkelig base i Syrien, landsforviste aktivister fra Det Muslimske Broderskab, lokale landsbykomiteer, der kæmpede kompromisløst, men ukoordineret og en ’tålt opposition’, hurtigt stemplet som nikkedukker for regimet."

Overrasker det Ellegard, at et styre, uanset om det - i Ellegaards optik - er et meget demokratisk, gemmensnitligt demokratisk, lidt demokratisk eller totalitært, bruger militære midler til at forsvare landets integritet?

Assads styre har en plan at forsvare sig. De der står bag revolten har ikke en tilsvarende effektiv plan at vælte styret. Og revolten, som Ellegard selv konstaterer, er ikke så meget opstået blandt den syriske befolkning men først og fremmest er blevet organiseret udlandet., mao. er kommet udefra.

Jeg tror ikke man bliver klogere på den syrisk tragedie, den mellemøstlige situation generelt og det logiske, det fornuftige og det retfærdige, ud fra de eksisterende internationale regler for interventioner og indblanding i andre landes interne forhold, ved at læse den her artikel af Lasse Ellegaard.

Touhami Bennour

De Syriske oprør er en forlængelse af "det arabiske forår. Folket rejse sig indefra men uden ledere , så er det hvad kendetegner det arabiske forår, alle blev overrasket. Lederne var næsten alle I exil I udlandet(de tunesiske ledere også var I exil) men rejste hjem når de var muligt for ex. I Tunesien men I andre lande var ikke muligt for ledere at rejse hjem; bortset Egypten hvor lederne var I landet. Hjelp fra især Putin var afgørende for Assad. Kaddafi også drømte om den hjelp fra Ruslad, men Russerne troede ikke at vesten ville går længere end at beskytte civil befolkning I Libyen.

Dette er en temmelig tåbelig leder: "Allerede i det tidlige efterår 2011 antog revolten karakter af egentlig borgerkrig, en følge af regimets voldspolitik, men også af vestlig ligegyldighed. EU og USA greb hverken diplomatisk eller militært ind mod regimets brutale nedslagtning af medborgere, som det skete i olierige Libyen, men nøjedes med at se passivt til". Siden Lasse Ellegaard nu er så klog, var det måske en idé his han delagtiggjorde os andre i hans orakelviden om, hvad man skulle have gjort. "Konsekvensen af den ’ikkedødelige’ passivitet, der indtil videre har kostet USA 400 mio. dollar, blev Islamisk Stat" - igen referer Lasse Ellegaard til en indsigt, han ikke deler med os - hvad i alverden skulle man have gjort andet end det, man gør? Endvidere hedder det: "Bashar al-Assad har da også en pervers pointe, når han i portugisisk tv hånende citerede Barack Obama for en udtalelse om, at Syriens moderate opposition er »en fantasi«. En fantasi, USA selv har skabt ved netop ikke at støtte den moderate opposition." Igen er det USAs skyld. Lasse Ellegaard skræver her flot henover det praktisk uigennemførlige i at støtte nogen moderat opposition. "Hvilket den amerikanske diplomat Robert Ford, der til 2014 var ambassadør i Damaskus, bekræfter i magasinet Foreign Policy, hvor han kritiserer Obamas »halvhjertede strategi« i Syrien.". Lad os nu lige spise brød til. Der er tale om, at Obama har messer af fjender hjemme i USA, som helt klart er indstillede på at bruge det mindste påskud til at kritisere Obama, hvilket så sker her. Det er ren amerikansk indenrigspolitik. "Vores internationale partnere sukker efter amerikansk lederskab i inddæmning af ekstremisterne og reelle forhandlinger om en syrisk samlingsregering, der er eneste holdbare løsning på den ekstremistiske trussel." Ren klogeåge. Hvis månen var lavet af grøn ost - hvis og hvis. det beskrevne er ikke en del af virkeligheden, og det burde Lasse Ellegaard vide - i stedet for at fylde os med disse politiske kandestøberier

Når man taler om "vestlig ligegyldighed i Syrien" fraregner man så vestlige våbenfabrikanters interesse i konflikten? Er dæmonisterne lige så dobbeltmoralske som altid?