Leder

Den sidste udvej

Debat
20. marts 2015

Man skal være mere end kynisk for at mene, at samfundet skal se stiltiende til, hvis et barn vokser op i en familie, hvor forældrene enten er »massive misbrugere« eller alvorligt »mentalt retarderede«. Den lange række af børnesager, hvor danskerne er blevet vidende om misrøgt og systematiske overgreb på børn i de senere år, har gødet jorden for en bevægelse mod mere nultolerance over for udsatte familier. For hvordan kan vi som samfund håndtere viden om konsekvenserne af biologiske forældres helt åbenlyse svigt og samtidig ikke forsøge at forhindre det, hvis det overhovedet er muligt.

Regeringen har nu fremlagt et lovforslag, som skal give kommunerne yderligere muligheder for at bortadoptere børn uden forældrenes samtykke, hvis det er »sandsynligt«, at de ikke kan varetage opgaven. Eksemplerne oven for med massive misbrugsproblemer eller mentalt retarderede er hentet fra lovforslaget, og som noget nyt skal man nu også kunne tvangsadoptere et barn allerede fra spæd. Loven er tidligere blevet strammet af VK-regeringen, men hidtil har kommunerne skullet bevise, at forældrenes evne til at drage omsorg for deres barn er varigt sat ud af kraft. Og nu mener kritikere af loven, heriblandt de socialrådgivere, der skal tage initiativ til adoptionerne, at den nye stramning vil blive et retssikkerhedsmæssigt problem for forældrene. Socialrådgiverne forudser, at tvangsbortadoptioner i fremtiden vil blive præget af stor vilkårlighed og forskelsbehandling i kommunerne, fordi loven lægger op til en meget bred fortolkning af, hvilke forældre man kan ramme med det drastiske indgreb.

Det er en oplagt fare, kritikerne her peger på. Kigger man på tidligere stikprøveundersøgelser af kommunernes håndtering af anbringelsessager, har der været fejl i to ud af tre sager. Dernæst vil det være yderst sjældent, at en kommune vil have erfaring med sager af så voldsom karakter, og derfor kan man stille sig yderst tvivlende over for, om de overhovedet har den rette ekspertise. For hvordan er det muligt at spå om fremtiden og frakende forældre deres evne til at rette sig de næste 18 år af et barns liv?

En måde at løse det på kunne være at lade en central instans under f.eks. Ankestyrelsen eller Socialministeriet træffe denne type afgørelser. Selvom fokus på barnets tarv er det vigtigste, er det nødvendigt også at tage vide hensyn til forældrenes retssikkerhed.

I lovforslaget står der desuden, at biologiske forældre »i særlige tilfælde« af hensyn til retssikkerheden kan få lov at se deres barn efter adoption. Det er en vigtig tilføjelse, men vagt beskrevet, og det ville kræve det samme højt specialiserede niveau at vurdere denne type komplekse forhold.

Endelig kan det bekymre, hvorvidt kommunerne vil bruge den øgede mulighed for at tvangsadoptere til at spare, da det oftest vil være en billigere løsning end en anbringelse hos en plejefamilie. Ser man på den hidtidige praksis med kun to tvangsadoptioner om året, er dette dog ikke det mest sandsynlige. Samtidig skal man huske på, at tendensen til at anbringe børn i netværkspleje hos familie og nære bekendte, hvor relationer kan bevares, breder sig i kommunerne. Der findes også spædbørns- og familiedøgninstitutioner, så tvangsadoptioner vil med altovervejende sandsynlighed fortsat være en sidste udvej.

At anbragte børn angiveligt klarer sig dårligere end bortadopterede børn har været en del af regeringens argumentation, som den blandt andet har hentet i en SFI-rapport med udenlandske erfaringer. Den rapport bliver nu skudt ned fra flere sider, fordi undersøgelserne er gamle og usammenlignelige med danske forhold. Som følge af det drastiske skridt, regeringen lægger op til, er det nødvendigt med grundigere belysning af spørgsmålet om, hvad en tvangsadoption betyder for et barns selvopfattelse og dets forhold til omverdenen. Den form for viden må socialminister Manu Sareen (R) nu fremkomme med.

Den største fare ligger imidlertid gemt i en mere overordnet udvikling, hvor staten i højere og højere grad erstatter tvang med socialpolitik. Socialpolitikken har traditionelt bygget på forebyggelse, men hvis samfundet erstatter socialpolitisk tænkning, når det gælder om at løse sociale problemer, svigtes de ressourcesvage familier for alvor. Tvang må aldrig blive andet end den absolut sidste udvej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her