Når alt kommer til alt, hvem husker i vore dage udryddelsen af armenierne
Adolf Hitler i et dokument fra 22. august 1939, hvori han begrundede de planlagte massemord på mænd, kvinder og børn i Polen for at skabe ’Lebensraum’ for tyske civile
Massemordere lever med en enkelt illusion: at deres forbrydelser vil blive glemt af eftertiden, og at de derfor vil gå straffri. Indtil de allieredes oprettelse af krigsforbryderdomstolene i Nürnberg og Tokyo i 1945 var det ganske rigtigt kutyme. Det var derfor, de tre hovedansvarlige for ungtyrkernes ordre for 100 år siden om at udrydde alle osmanniske armenske drenge og mænd over 12 år i Anatolien aldrig blev stillet for en domstol.
Ingen af gerningsmændene for massemordene i de seks østlige provinser og for de efterfølgende dødsmarcher gennem Syriens ørken, hvor kun fem procent overlevede, blev retsforfulgt i Atatürks Tyrkiet efter opløsningen af Det Osmanniske Rige i 1918. Men armenierne glemte naturligvis ikke ’Den Store Katastrofe’, hvor måske en mio. mistede livet. Ej heller gjorde de assyriske kristne, der var omfattet af det ungtyrkiske regimes udryddelsesordre, og som mistede 250.000 ud af en befolkning på 620.000.
Efter Anden Verdenskrig er der blevet forsket grundigt i arkiverne. Dokumenter og udsagn, der klart beviser regimets hensigt, har set dagens lys. De overlevende har aflagt vidnesbyrd. 95 pct. af historikerne, heriblandt tyrkere, er kommet frem til den uafviselige konklusion, at udryddelsen af armenierne og assyrerne lever op til definitionen af folkedrab i FN-konventionen fra 1948. Trods det benægter Tyrkiet officielt stadig kendsgerningerne. Det kan have mange forklaringer. Én af dem kan være skamfølelse, en anden en følelse af ydmygelse over at have mistet et 500 år gammelt imperium, der strakte sig fra Balkan og Grækenland i vest til det sydlige Irak. Besejrede imperier har generelt haft svært ved at gøre op med sine synder i fortiden. I Rusland nu om dage er benægtelsen af Stalins massemord på ukrainere og polakker stadig udbredt, helt op på regeringsniveau.
Trods flere korte perioder med indre ransagelse står Tyrkiets regering stadig fast på sin besynderlige version af massemordene på armeniere og assyrere – at de skal ses i sammenhæng med de allieredes angreb på centralmagten, Det Osmanniske Rige, fra øst og vest. I april 1915 var Rusland trængt ind i det østlige Anatolien, hvor den armenske befolkning var talrigest. Den britiske og franske flåde havde taget opstilling ved Dardanellerne og truede dermed Istanbul, som havde en anselig armensk befolkning. Ung-tyrkerne anså det kristne armenske mindretal i det multietniske rige for de allierede (kristne) magters femte kolonne. Men den mistanke er blevet tilbagevist af forskere, og i alle tilfælde giver det hverken moralsk eller folkeretsligt belæg for at udrydde 2/3 af en etnisk befolkning.
Tyrkiets argument bliver endnu mere mærkværdigt i lyset af den kendsgerning, at andre folkemord i det 20. århundrede også er blevet begået i forbindelse med krige. Hertil hører Holocaust og Srebrenica.
Hvorfor er det så vigtigt at kalde folkemordet på armeniere og assyrere ved dets rette navn? Det samme spørgsmål kunne stilles om Holocaust. Svaret er, at det ellers blot vil blive erindret som et massemord, af hvilke der er alt for mange i det 20. århundrede, og at det derfor vil blive glemt. Men nogle forbrydelser overgår alle andre og fortjener at blive mindet evigt i det fromme håb, at eftertiden vil huske og tage ved lære. De mennesker og stater, der tør stå frem og sige sandheden i ansigtet på Tyrkiet, vil også blive husket. Dem, der afviser at nævne ordet folkemord af frygt for at udløse vrede og hævnaktioner fra Tyrkiets side, bør fordømmes for fejhed og vil også blive husket.
I dag er det 100 år siden, at den armenske intelligentsia i Istanbul blev arresteret og deporteret til den visse død. Det vil blive markeret af nogle få modige tyrkere. Styret i Ankara vil i stedet fejre ungtyrkernes sejrrige slag mod Frankrig og Storbritannien ved Gallipoli. Det er ikke alene at føje spot til skade. Det er også et foruroligende signal om, at Tyrkiet stadig ikke har forenet sig med tabet af Det Osmanniske Rige.
@Martin Burcharth
Det lykkedes dig, let på tå, at komme gennem en leder om det armenske folkemord uden at nævne Martin Lidegaard. Samme Martin Lidegaard vil jo heller ikke betegne aktionen mod armenierne i 1915, som et folkemord.
Nej, Danmark vil ikke officielt tale om folkemord. Tyskerne tøver og også og træder som katten om den varme grød, men nu har på det allerseneste Forbundsdagspræsident Norbert Lammert kaldt massakren for folkemord.
http://www.zeit.de/politik/deutschland/2015-04/voelkermord-armenien-bund...
Det samme har Forbundspræsident Joachim Gauck gjort:
http://www.zeit.de/politik/deutschland/2015-04/armenien-joachim-gauch-vo...
Kære Torben Lindegaard,
Det er et legitimt spørgsmål, som jeg gerne besvarer. Min vurdering var, at alle ved, hvad Martin Lidegaard har sagt om den sag, og at han måske vil føle det pinagtige i hans stillingtagen ved at læse en leder, der ikke går til personligt angreb på ham, men snarere ridser op, hvad der står på spil generelt, og det er jo ikke småting. I øvrigt hører den danske regering til et flertal af lande, der ikke ønsker at træde allierede Tyrkiet over tæerne. Det er altså et udbredt fænomen, der ikke begrænser sig til Danmark. vh Martin Burcharth
De tre ungtyrkiske ledere blev nu både retsforfulgt og dømt ved en militærdomstol i Istanbul efter afslutningen af 1. verdenskrig. Det var en tyrkisk militærdomstol, der blev nedsat under pres fra den britiske besættelsesmagt - de blev dømt til døden in absentia, og på vidnesbyrd fra tyrkiske embedsmænd, borgere og religiøse overhoveder, der var forfærdede over folkemordet. Mustafa Kemal - Atatürk - der blev den tyrkiske republiks leder, kaldte efter krigen folkemordet for "en skamfuld handling", men var senere med til at tabuisere folkemordet i Tyrkiet, da han samarbejdede med folkemordets arkitekter fra Ungtyrkerne i at opbygge den nye republik.
@Martin Burcharth
Jeg følte mig i den grad talt ned til, da Martin Lidegaard – på 100 års afstand!! – erklærede, at det måtte overlades til historikerne at dømme om, hvorvidt udryddelsen af armenierne udgjorde et folkemord.
DIIS har for længst defineret mordene som folkemord; hvorimod Lidegaard absolut skal tale med uld i mund.
Men ok – måske har din leder talt til hans bedre jeg i stedet for at få ham til at gå i pindsvinestilling.
2 af de 3 Pashas blev snigmyrdet af armenske efterretnings folk og den 3 blev dræbt i kamp af russerne.Ingen af dem blev over 50 år gamle.
Canakkale gecilmez!
Det, som nok også er med til at skabe den kant til Tyrkiet, vi har pga. den stædige benægtelse, er, at simpelthen i lidt for høj grad er nærmest en karikatur på tyrkisk mentalitet, sådan som den traditionelt er blevet opfattet i europæisk kunst og litteratur i århundredernes løb.
Ok der er nu masser af den type benægtelser også mange andre steder Peter. Australien er en solid allieret hvad det angår, de skal ikke selv have noget af at nogen interesserer sig for meget for deres indfødte befolkning. Japan er et andet sted det ser sort ud, De har imidlertid det problem at Kina kun gider hører på nonsens sålænge ingen retter blikket mod deres egen baghave. Der er som nævnt andet steds også stærke kræfter i USA som foretrækker at benægte indianernes skæbne. Lige nu i dette øjeblik slås westpapueranerne imod en indonesisk militær overmagt der skyder først og undlader at stille spørgsmål bagefter og hvis regering har laviner fulde med lig fra fortiden. Sovjetstalinismens mange fiorbrydelser, herunder folkemord, benægtes stadig både her og der. Danmark foretrækker at huske i sin kanon, at man var med til at afskaffe slaveriet og ikke at man deltog ivrigt over to århundreder og i øvrigt mener man ikke man skal sige undskyld for noget og sådan kan man blive ved og ved.
Hvordan kan skribenten mellem linjerne skrive at det er forkert at fejre sejren i Canakkale over briterne fordi det falder sammen med armeniernes mindedag.Nederlaget i Canakkale var et af briternes største nederlag i historien, og en kæmpe sejr for Tyrkiet i kampen for at undgå en kolonalisering.Selvfølgelig skal sejren fejres.
Smith,
Hvordan kan du glemme at nævne, at Gülen, som bor i USA, imellem linierne, har 'solgt' Tyrkiet ? Det er en skændsel, og det skal ses i lyset af Erdogans strikte linie. Ud med EU/USA penge-svinene, koste hvad det vil ! Og hvis der skal ofres nogen, så se på min kærestes venstre ben. Han er tidligere tyrkisk elitesoldat og har to skud-ar fra PKK. Der er to sider af enhver historie. Og det er prisværdigt at Erdogan bruger alle midler for at undgå at Tyrkiet ender som et protektorat under USA. Folkedrab, eller ej.
Jeg ved ikke hvad du snakker om Ditte, Gulen har intet med Canakkale krigen at gøre.
Ethvert 'folkedrab' skal ses i en kontekst.
I dag kalder Gülen det demokrati og vi skal videre. Men virkeligheden er at han vil sælge Tyrkiet, for egen vindings skyld. Landsforræderi. Kom nu videre. Jeg mener nutidens folkedrab. Det er dem vi skal rette fokus imod. Gaza. Det er grimt. Meget grimt.
Det undrer mig ikke du skriver ordet i parentes,det er kun forventeligt.
Den højr respekterede historiker xTimothy Snyder (forfatter til Bloodlands) som er den der er tættest på primærkilderne giver flere eksempler på genocide begået af sovjetstalinismens. Det kommer ikke som nogen overraskelse for mig. Alene krimtatarerne er tilstrækkeligt til at understrege dette. Men Snyder fremhæver også Stalins morbide tendens til at rette generaliserende anklager mod bestemte folkegrupper for derefter at forfølge Ditte helt ned til spædbørneniveauet med brug af statsapperatete. Eksempelvis Polakker og Ukrainere var på Stalins liste over de generelt upålidelige der skulle ikke meget til for at ende på den liste. Jøder var også på listen næsten alle hans politiske modstandere i sukp fra tyverne var jøder og jødehadet blomstrede hos Stalin i årene efter krigen hvor disse kategoriseredes som kosmopolitter. Altså som det vi før hen hædeesbetegnede som internationalister. Stalin endte som vaskeægte nationalist. Heldigvis var Marx død i 1883. Ellers ville Stalin have deporteret ham som kosmopolit
Her er lidt worth while læsning for dem der måtte interesserer sig for Armenerne og virkelige folkemord
http://www.amazon.co.uk/dp/1782386238/ref=cm_sw_r_fa_dp_9ycqvb0C9S2YM