I Frederikshavn har lokale aktivister i den seneste uge igen protesteret mod de skifergasboringer, som deres lokale politikere håber kan sætte gang i et energieventyr med investeringer, arbejdspladser og vækst i halen. Det er ikke særlig frederikshavnsk. For overalt i Europa står væksthungrende politikere og velvillige myndigheder i skarp modsætning til de folkelige protester, der er blevet et fast akkompagnement, når skifergassen hentes op ved hjælp af cocktailen vand, luft og kemikalier – også kaldet fracking. Selv om der i Danmark kun er givet tilladelser til prøveboringer i Nordjylland og Nordsjælland, fortsætter de hjemlige protester i dag ved en demonstration i København.
Det er forståeligt. For vi har endnu ikke taget den grundlæggende debat om frackingens ulemper eller fordele. Skifergasboringer kræver i dag en VVM-afgørelse, lød en lovstramning fra 2012. Men ellers har vi i Danmark ikke nogen lov, der inkorporerer den seneste viden, giver anvisninger til selskaberne bag og tager de nødvendige hensyn til miljø og naboer.
Modsat i Tyskland, hvor politikerne efter års tøven nu har fremsat et lovforslag, en form for kompromis mellem frackingskeptikerne og en energitørstig industri, der ser frem til at få adgang til billig fossil energi praktisk talt i baghaven. Slipper lovforslaget gennem Forbundsdagen, lægges industrien i hårde lænker, mens skeptikerne tages i hånden, siger politikerne.
Så må der ikke bores tæt på naturparker, og ingen kemikaliecocktails må komme tæt på drikkevandet. Prøveboringer skal kunne forbydes, hvis forskere vender tommelfingeren nedad. Der åbnes dog også for en kattelem af de større. Nikker forskerne ja, kan prøveboringer omdannes til permanente boretilladelser. Sådan er det også i Danmark.
Skeptikernes og naboernes grundlæggende problem handler ikke kun om larm fra nye naboer: For hvad er de langsigtede konsekvenser for miljøet? Forurenes grundvandet? Kan der gro afgrøder, når skifergasboringerne slutter? Hvor meget kemi kan naturen absorbere og over hvor lang tid? Trods industriens ønske om at mane usikkerhederne dybt ned i den skifergasholdige jord mangler de fyldestgørende svar.
Vi aner heller ikke, hvor store bufferzoner der skal etableres rundt om de landområder, der ofres. For pointen med skifergassen er, at boringerne relativt hurtigt tømmes for gas, hvilket kræver flere boringer og kemikalier, indtil landskabet potentielt er gennemhullet af kemisk betændte borehuller.
Jo flere skifergasboringer, jo flere landbrugsarealer og jo mere vand skal der til. Tyske energiøkonomer har sået alvorlig tvivl om skifergassens fordele, som de mener, alle faktorer taget i betragtning, er en energipolitisk blindgyde.
Fortalerne peger derimod på USA’s skifergasbonanza, hvor landet på få år er blevet energimæssigt stort set selvforsynende og med en bedre miljøprofil, end hvad kul kan levere. Fristende i en tid, hvor mindre energiafhængighed fra Rusland er kommet på den europæiske dagsorden.
Europa er dog et ganske andet kontinent end USA. Vi bor langt tættere, her er færre frie arealer at ofre, men holdningsmæssigt har vi også langt mere ambitiøse mål om vedvarende energiformer. I Tyskland er der tilmed Energiwende, energiskiftet, hvor det sidste atomkraftværk slukkes i år 2022, mens nye alternative energikilder indfases. Erstattes det i stedet af skifergas med en tvivlsom miljøprofil, går noget af pointen tabt.
Den tyske skifergaslov er dog ikke fremsat af hverken en enig eller ivrig regering. Den tyske miljøminister arbejdede indtil for nylig på et totalforbud, og den store regeringskoalition af SPD og CDU er også internt fyldt med fracking-tvivlere. Politikernes håb er, at skifergasloven lukker munden på kritikerne. Det er dog mere sandsynligt, at det modsatte vil ske. En serie prøveboringer vil med garanti få protesterne til at koge, og tvivlernes spørgsmål vil blive gentaget i ét væk.
Og så er vi tilbage i Frederikshavn, hvor der bores delvist på baggrund af en lokal tilladelse fra kommunen. Danmark bør også få sig en lov, der regulerer, om og hvordan vi skal bore efter skifergas. For så skal vi også debattere, om det nu også er det, vi ønsker.
