Leder

Et lille hul i maven

28. april 2015

»Jeg skal smide 50 kilo, og jeg spiser kylling og grøntsager ligesom alle andre, der gerne vil tabe sig, men verden går ikke under, hvis jeg spiser en pizza eller får sovs til min laks.«

Ordene kunne læses i weekendens avis og er Gitte Holmlunds, som er den første dansker, der har fået indopereret en såkaldt maveknap.

Med den kan hun tre gange om dagen lukke omkring en tredjedel af mavens indhold ud, før kalorierne når at sætte sig. Maveknappen er et alternativ til fedmekirurgi som gastric bypass, hvor mavesækken operativt formindskes, men kræver modsat andre kure og indgreb ikke den store adfærdsændring. Helt uden at svede på et løbebånd eller foretage radikale kostændringer har Gitte Holmlund i løbet af otte uger tabt fem kilo takket være sin maveknap.

Maveknappen er kontroversiel og er blevet kaldt uetisk og svært problematisk, fordi den kan betragtes som medicinsk bulimi, hvor man i stedet for at kaste op, lukker mad ud gennem et lille hul i maven. Andre pointerer, at maveknappen udstiller én af verdens store absurditeter, for mens millioner af mennesker sulter, overspiser andre så meget, at det kan være nødvendigt at skylle maveindholdet ud i toilettet. Det er interessant at observere debatten om maveknappen over for måden, hvorpå vi taler om gastric bypass. At få en gastric bypass er et større kirurgisk indgreb modsat det at få en maveknap, og mens maveknappen kan fjernes igen, er gastric bypass irreversibelt. Alligevel er det langt mere acceptabelt at få mavesækken operativt snøret sammen end at lukke mad ud gennem en ventil i maven.

Kirurgen Lars Naver, som både foretager gastric bypass og maveknap-operationer, gav i weekenden denne forklaring på, hvorfor det hænger sådan sammen: »Hvis jeg skal være lidt lommefilosofisk, betragtes fedme som selvforskyldt. Syndere skal straffes, og de fede skal straffes ved, at de skal spise mindre, sundere og motionere hårdere.« Hvis man skal blive i det spor, hjælper maveknappen altså overvægtige uden at straffe dem, og det vækker forargelse.

Tv-programmer som Farvel Fedt, Tab og Vind og Ekstremt Fed er et hit. Vi elsker tilsyneladende at se tykke knokle for at blive slanke, og i den optik er maveknappen en form for ’snyd’, da den overvægtige taber sig uden at svede eller sulte.

Man fristes til at sige, at det fortæller mere om det dominerende menneskesyn og opfattelsen af, hvad den rigtige krop er for en, end det siger om den tykke, der gerne vil tabe sig for blive anerkendt i en verden, der er besat af tanken om at være slank og sund.

Selv om fedmekurven forsat stiger, er det nemlig ikke blevet lettere at være overvægtig. Et amerikanske studium viser, at der ses ned på mennesker, der ikke udviser selvkontrol, men fylder sig med mad og bliver overvægtige. Studiet, der blandt andet blev udført i lande, som traditionelt set har betragtet tykke som frugtbare, smukke og succesrige, viser, at overvægtige i dag også dér vurderes negativt.

Overvægtige er jaget vildt. Vi kan godt identificere os med den fede, men kun som den fede, der er træt af sin krop og ønsker at tabe sig. Derfor nytter det ikke at fordømme maveknappen. Den er en konsekvens af et samfund, der er polariseret til det yderste mellem de ’dovne tykke’ og de ’succesrige tynde’.

Hvor skræmmende og science fiction-agtig den end virker, føler de tykke sig presset til at ty til ekstremerne, når intet andet virker.

Der skal tænkes kreativt, hvis antallet af overvægtige skal nedbringes. Men lige nu overlader vi store dele af den kreative tænkning til kirurgerne, som sætter hæfteklammer i mavesækken, omdirigerer fordøjelsessystemet, fylder maven med balloner eller indopererer en lille lem, der kan lukke mad ud af fordøjelsessystemet.

Problemet er, at kirurgerne først sætter ind, når skaden er sket, og kiloene sidder så massivt fast, at de ikke er til at smide. Man er selv ansvarlig for sin egen sundhed, men samfundet har også et ansvar. Stillesiddende arbejde, billig junk-mad og allestedsværende elevatorer og rulletrapper er med til at producere et samfund, hvor det er uhyggeligt let at overspise og ufatteligt svært at bevæge sig nok. Man kunne ønske sig, at kirurgerne ikke var de eneste, der var så pokkers gode til at tænke kreativt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Ulrik Hansen

Alle disse betragtninger ændrer ikke ved, at metoden er teknologisk bulimi. Man kan spise løs og tømme maven tre gange om dagen - og det kunne for eksempel være morgen, middag og aften.