Leder

Merkels opklaring

Debat
29. april 2015

Det var ikke noget, der blev talt om, da Angela Merkel besøgte København i går. Men faktum er, at kansleren hjemme i Tyskland står midt i en skandalesag, som på flere måder er overordentlig relevant for Danmark. Sagen handler om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s aktiviteter i Tyskland, og den er i de seneste dage eskaleret i en sådan grad, at den truer med at fælde den tyske efterretningschef og måske endda medlemmer af Merkels regering.

Centralt i sagen står NSA-programmet RAMPART-A, hvis eksistens Information sidste år kunne afsløre på baggrund af fortrolige papirer fra Edward Snowden.

Programmet er et vigtigt led i NSA’s globale overvågning og går ud på, at den amerikanske tjeneste i samarbejde med en række efterretningstjenester i allierede lande tapper fiberkabler, der transporterer international og national telefon- og internettrafik gennem de pågældende lande.

Både den tyske Bundesnachrichtendienst (BND) og den danske Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er tilsyneladende partnere i dette program og bistår således NSA med at leve op til den amerikanske tjenestes ambition om altid at kunne opfange en hvilken som helst elektronisk kommunikation et hvilket som helst sted i verden.

Da medier verden over på baggrund af dokumenterne fra Edward Snowden begyndte at afdække NSA’s verdensomspændende overvågningsregime, blev både Danmark og Tyskland afsløret i at arbejde tæt sammen med den amerikanske efterretningstjeneste om at tappe fiberkabler. Samtidig kom det frem, at amerikanerne havde aflyttet kansler Merkels telefon, og at de havde spioneret mod deltagere i COP15-topmødet i København i 2009. Blandt andet havde NSA opsnappet et fortroligt dansk aftaleudkast, der skulle lægges på bordet af det danske værtskab under topmødet og hemmeligholdes for amerikanerne indtil kort før mødet.

Reaktionerne på afsløringerne var vidt forskellige i København og Berlin. I Danmark lukkede regeringen ned for debatten ved at afvise at forholde sig til substansen og i stedet besvare alle spørgsmål om sagen med en frase om, at der ikke er »grundlag for at antage, at amerikanske efterretningsaktiviteter på ulovlig vis er rettet mod Danmark«.

I Tyskland blev der derimod nedsat en hurtigtarbejdende undersøgelseskommission, der skal endevende NSA’s aktiviteter i landet. En kommission, der har ret til at gennemgå fortrolige papirer fra BND og regeringen og afhøre medarbejdere i efterretningstjenesten og andre relevante vidner.

Den er denne undersøgelseskommission, hvis arbejde nu har ført til afsløringen af skandalen om det tyske samarbejde med NSA. Det er kommet frem, at NSA i tusindvis af tilfælde har benyttet samarbejdet med BND om tapning af fiberkabler til at få foretaget overvågninger, der strider imod retningslinjerne for den tyske efterretningstjeneste. Blandt andet har BND assisteret NSA med at overvåge europæiske virksomheder, hvor tyske interesser i flere tilfælde er involveret. Muligvis har NSA også kunnet spionere mod udenlandske politikere via den tyske adgang til fiberkabler, og meget tyder på, at også tyske statsborgeres data ved BND’s mellemkomst i vidt omfang er havnet hos NSA. Alt sammen er det yderst pinagtigt for Merkels regering, fordi blandt andre hendes nuværende indenrigsminister med stor sandsynlighed har kendt til det systematiske regelbrud i årevis uden at stoppe det. Selv har kansleren lovet en »fuldstændig opklaring« af sagen, og der synes at være bred enighed i tyske medier om, at denne opklaring med en vis sandsynlighed vil føre til en fyring af chefen for BND, og at også indenrigsministeren kan ende med at komme i alvorlige problemer.

I Danmark, hvor FE altså indgår i den samme type samarbejde med NSA som BND, må vi spørge, om der er foregået samme misbrug af adgangen til fiberkabler, som den tyske undersøgelseskommission har afdækket. Indtil videre ved vi desværre meget lidt om samarbejdet, fordi regeringen har lagt låg på sagen i stedet for at undersøge den som i Tyskland.

Intet tyder på, at Helle Thorning-Schmidt under de to statslederes møde har drøftet de tyske erfaringer med Angela Merkel. Men hvor ville det dog være velgørende, hvis hun lod sig inspirere af kanslerens krav om en »en fuldstændig opklaring.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ifølge en artikel på spiegel.de i dag beskyldes den tyske regering for at have talt usandt i sagen om den tyske efterretningstjenestes (BND) samarbejde med NSA. Ja, der tales om løgn.

Den 14. april meddelte regeringen – som svar på et spørgsmål fra oppositionspartiet Die Linke – at der ikke var kendskab økonomisk spionage foretaget af NSA eller andre amerikanske tjenester i andre lande. Men allerede dengang var det kendt i forbundsregeringen, at NSA prøvede at udnytte samarbejde med BND om udforskning af tyske og europæiske virksomheder.

Senest i 2010 skal Forbundskanslerkontoret have modtaget BND-meldinger om, at USA havde forsøgt at spionere mod rustningskoncernen EADS og Eurocopter.

Die Linkes Jan Korte siger derfor, at svaret af 14. april er løgnagtigt, og han ikke længere tror på regeringen.
12. marts – altså en måned før det entydige svar i april – havde BND-chefen Gerharhard Schindler oplyst, at BND-medarbejdere i årevis havde bemærket flere tusinde søgeord, der stred mod reglerne, men at dette ikke var blevet meddelt ledelsen.

Dette forløb har så ført til, at Angela Merkel har krævet ”fuld opklaring.” Ifølge spiegel.de kan dette få ubehagelige følger for hende – specielt hvad angår de søgeparametre, som NSA lod BND søge efter i sin databank. Siden 2002 har BND udvalgt mindst 40.000 NSA-selektorer – disses eksistens siger BND så, at de først har kendt til siden marts måned.

Partierne De Grønne og Die Linke har krævet denne ’selektor-liste’ fremlagt omgående og også SPD presser på. Lederen af Merkels kontor forhandler pt. med amerikanerne om en fremlæggelse af listen.

At amerikanerne skal vise sig samarbejdsvillige forekommer dog ret usandsynligt, for så vil alle jo få indblik i, hvilke vesteuropæiske virksomheder, eller endda politikere, USA har interesseret sig for.

Hvis amerikanerne vægrer sig, må Merkel og chefen for forbundskanslerkontoret så afgøre, om de vil offentliggøre listen trods modstand fra deres nærmeste allierede. Det ville være en fornærmelse, skriver spiegel.de.

SPD-forbundsdagsmedlemmet Flisek siger, at han i dette tilfælde er ligeglad med, hvordan USA ser på sagen. Han kræver, at få fuldindsigt i sagen. ”Det handler muligvis om en ny dimension i det transatlantiske tillidsbrud.”

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/bnd-affaere-kanzleramt-soll-ns...

Vil Merkel mon gå så langt?

Indenrigsminister de Maizière forsvarer sig nu må beskyldningerne i BND-skandalen. Han mener ikke, der er noget, der retfærdiggør beskyldningerne. Men: Han kan ikke afkræfte dem.

Han ville ønske, han kunne oplyse det, og at det kunne ske så hurtigt som muligt. Men de oplysninger, det drejer sig om, stammer fra bilag, der er ’”Hemmelige” eller ”Strengt hemmelige.”
Derfor er jeg ikke i stand til at ytre mig offentligt om disse beskyldninger … Det er beskyldninger, som ikke er sande, og det fremgår også af bilagene.”

En interessant forsvarsstrategi, bemærker spiegel,t.de

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/bnd-skandal-thomas-de-maiziere...

Alle overvåger hinanden på kryds og tværs.
Jeg forstår ikke den overraskelsen herover.
Jeg ville være mere overrasket over, hvis der et et land som ikke overvåger andre.

Klummeskribenten Sascha Lobo skriver i sin seneste klumme på spiegel.de Spionagehilfe für die NSA: Die BND-Affäre ist eine Merkel-Affäre

„Hvis det viser sig, at Forbundskanslerkontoret bærer et medansvar for udspioneringen af politikere og erhvervsliv i Tyskland, så burde det vel blot dreje sig om, at et bondeoffer som BND-chefen Schindler, et lidt større bondeoffer som indenrigsminister Thomas de Maizière eller kansler Merkel selv overtager ansvaret.

Den, der opfatter dette som totalt absurd, overser at Willy Brandt med rette trådte tilbage på grund af et tilfælde af spionage mod kanslerembedet.

De hidtidige magtstrategier taget i betragtning forekommer kanslerens tilbagetræden dog lige så sandsynlig som at Gianis Varoufakis vælges som månedens EU-medarbejder.

Men dette gør ikke Merkel-affæren mindre katastrofal. Og skadernes kan vise sig langt større. For Merkel-affæren er også en prøve på, om demokratiet endnu fungerer i dette land."

Hele klummen her:
http://www.spiegel.de/netzwelt/netzpolitik/die-bnd-affaere-ist-eine-merk...