Leder

Et syvmileskridt tættere på atomaftale

Debat
4. april 2015

Det er svært ikke at være imponeret over den rammeaftale, det lykkedes den amerikanske og iranske delegation at udarbejde i Lausanne om en begrænsning – ikke en eliminering – af Irans atomprogram. Hvis man skal tro den udmelding, Det Hvide Hus offentliggjorde torsdag aften, er Iran villig til at dæmpe sine indtil videre ikke særligt godt skjulte ambitioner om at udvikle kapacitet til at fremstille atomvåben – hvilket rent faktisk ikke svarer til at have en atombombe på hånden – mod at få de omfattende økonomiske sanktioner og olieblokaden mod sig hævet.

Iran skal bl.a. være gået med til at beskære sine 19.000 centrifuger til berigelse af uran til 6.104 og reducere et opbygget lager af beriget uran til en brøkdel. Desuden skal det atomanlæg i Fordo, der indtil 2009 var hemmeligt, konverteres til et forskningscenter, som ikke må berige uran i de næste 15 år. Kun ved atomanlægget i Natanz vil Iran få lov til at berige uran i begrænset omfang og af en så lav grad, at det ville tage mindst et år at nå til atomvåbenkapacitet. Herudover vil tungtvandsreaktoren i Arak blive bygget om, så der ikke kan fremstilles plutonium til en bombe i de næste 15 år, og reaktorens eksisterende brændsel skal samtidig føres ud af landet.

Denne betydelige neddrosling af Irans atomprogram skal overvåges og verificeres af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der ifølge den aftale, der foreligger nu, får meget vide beføjelser til at inspicere uranminer, -fabrikker og atomanlæg i Iran de næste 25 år og øjensynligt så længe Iran tilslutter sig Traktaten mod Spredning af Atomvåben. Som modydelse accepterer USA, EU og FN’s Sikkerhedsråd at ophæve alle sanktioner relateret til Irans atomprogram.

Det mindste, man kan sige om denne rammeaftale, er, at parterne har taget et stort skridt i den rigtige retning. Problemet er, at ovennævnte oplysninger er baseret på en tre sider lang udmelding fra Obama-regeringen. Den fælles udtalelse, som blev oplæst i Lausanne af udenrigsminister Mohammad Javad Zarif og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, er formuleret så bredt og generelt, at det efterlader megen plads til fortolkning. Zarif protesterede da også straks efter den amerikanske udmelding.

USA og Iran står altså over for en kæmpe opgave og en masse gordiske knuder, hvis man skal gøre sig håb om at nå en endelig aftale inden tidsfristen 30. juni. En af de mest komplekse udfordringer bliver utvivlsomt at fastsætte det tidspunkt, hvor Iran beviseligt har opfyldt sine forpligtelser, og sanktionerne derfor skal hæves. Men den egentlige hårdknude og den største udfordring på længere sigt bliver IAEA’s beføjelser og muligheder for at gennemføre uanmeldte inspektioner. Vil Iran f.eks. give inspektører adgang til militære baser?

Teherans generalieblad giver ikke ligefrem anledning til optimisme. Netop bestræbelser på at skjule atomanlæg, der burde have været indberettet til IAEA, har fostret den store mistro til Irans intentioner. På den anden side er det vigtigt at sætte det iranske atomprogram ind i en historisk kontekst: Det begyndte i 1980’erne under Irans krig med Irak, der allerede var i gang med at udvikle atomvåben. I 2003 tilbød Iran USA at opgive sit program mod at få sanktionerne hævet og de to landes relationer normaliseret. Det blev afvist af Bush-regeringen. Efter USA’s invasion af Irak udbyggede Teheran sit atomprogram, i hvad man kan tolke som et forsøg på at afskrække amerikanerne fra at angribe landet. I Israel, arabiske lande og USA udlagdes den hastige opbygning af Irans atomanlæg derimod som en del af landets angiveligt ekspansive strategi.

Det er netop denne gennem mange år opbyggede mistro, der gør det så vanskeligt at nå frem til en indbyrdes forståelse om Irans atomanlæg. I Israel, i USA’s kongres og i de sunnimuslimske lande stoler man ikke på Teheran: Iran skal afvikle hele sit atomprogram, ellers angriber Israel – og saudierne og egypterne starter deres atomprogram. At det i denne anspændte atmosfære trods alt er lykkedes USA og Irans regeringer at finde formlen for en mulig diplomatisk løsning af striden, er ikke så lidt af en bedrift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Smaddergodt. Hvornår begynder det internationale samfund så at tage fat på Israels atombomber, som jo ikke kun er en fjern mulighed men faktisk allerede findes? Skal man i det mindste ikke have dem til at underskrive ikke-spredningsaftalen, så det ikke går som dengang, de var igang med at hjælpe apartheidregimet i Sydafrika med at udvikle et atomvåben?

Rune Petersen, Michal Bagger, Jacob Jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Torben Arendal

Vi kan ikke stole på Israel med en Bibbi.

Viktor Knudsen

Oh dear, den sædvanlige snak om den kæmpe trussel Israel udgør mod sin naboer, og generelt i ME. Som en mindre detalje: omringet af 100-vis af millioner af muslimer, der heller så dem svømme i Middelhavet end leve på tidligere palæstinensisk jord.

Israels overlevelse bygger på to søjler og intet andet. Atomvåben og USAs sikkerhedsgarantier. Har de ikke de to, så er det slut.