Leder

De andres jubel

Debat
5. maj 2015

Vi kender billederne af de jublende masser på Rådhuspladsen i København, de vajende dannebrog og flammeomspændte mørkelægningsgardiner i gaderne.

Vi kender også billederne af arresterede værnemagere og kronragede, afklædte tyskertøser med hagekors malet på de nøgne kroppe, stillet til offentlig forhånelse på åbne ladvogne.

Vi kender glæden, og vi kender vreden fra Danmarks befrielse i dag for 70 år siden. Det var i de stemninger, denne avis overgik fra illegal modstandsavis til legalt dagblad, og med overgangen fra krig til fred, fra besættelse til befrielse, fulgte naturligvis et retsopgør.

I dag betragtes befrielsesdagen som den sejr, vi er fælles om at fejre, men for modstandsbevægelsen var befrielsesdagen samtidig et varsel om, at det godes sejr over det onde risikerede at ende i det næste moralske nederlag.

I fem år havde uretten og løgnen rådet, nu skulle sandheden frem og retfærdigheden genoprettes i et retsopgør, der stillede dem til ansvar, der havde tjent – og tjent på – Hitlers nazistiske regime. Men hov: Danmark var jo et langt stykke ad vejen i samarbejde med ondet selv. Såvel politisk som økonomisk. Hvad mange i dag overser, var modstandskampen en kamp mod den danske regering, der i besættelsens første år indgik i vidtstrakt samarbejde med Hitlers Tyskland.

Modstandskampen var også en kamp mod det erhvervsliv, der villigt og ivrigt solgte varer til nazisterne eller byggede deres landingsbaner og betonbunkere. Det var en kamp mod det landbrug, der leverede så mange fødevarer, at Danmark i Berlin gik under betegnelsen flødefronten. Det var en kamp mod alle dem, der i fem år arbejdede for uret og imod ret. Uanset om de gjorde det med regeringens samtykke. Den moralske målestok for retsopgøret var derfor, at de, der havde samarbejdet med nazisterne under besættelsen, ikke blev bedre økonomisk stillet end dem, der havde kæmpet imod. Men sådan blev det ikke.

Det var den moralske kollaps, Børge Outze mindede om i et essay, der netop bærer overskriften ’1945-nederlaget’, og som han skrev til 25-års-dagen for befrielsen i 1970:

»Især blandt de yngste var skuffelsen over, at Frihedsrådet allerede under krigen var gået på kompromis, meget stor den sommer, og ’modstandsbevægelsen’ lod hurtigt høre fra sig. Det blev til, hvad Information kaldte ’Hyldest til de døde og spark til de levende’. Der var dem, som begik selvmord i følelsen af, at alt skulle føres tilbage til det gamle, og at deres dåd skulle kaldes udåd. Læser man modstandsbladene — Land og Folk, Morgenbladet, Frit Danmark og Information — fra jubelåret, vil man hurtigt opdage, at jubelen var de andres,« skrev Børge Outze i det essay fra tidsskriftet Vindrosen, vi for første gang bringer i dagens avis.

Børge Outze skrev også allerede i 1950 – fem år efter befrielsen – med profetisk klarsyn, hvad det officielle Danmark først med flere årtiers forsinkelse har erkendt: Storindustrien og landbruget gik stort set fri i retsopgøret, hvor små håndværkere, mødre og enker til de østfrontfrivillige måtte betale deres afdøde mænds og sønners tjenestepension tilbage.

Hvorfor? Fordi de politiske og økonomiske magthavere for alt i verden ville undgå at hænge fast i et opgør, de moralsk aldrig ville kunne rejse sig fra. Det var i kampen mod denne uretfærdighed, at denne avis blev grundlagt og udviklet. Det er i den ambition om at afdække sammensmeltning af magtinteresser, hvor end de måtte vise sig, vi til stadighed udkommer.

Danskerne har brugt 70 år på at diskutere det, der gik forud for retsopgøret: Samarbejdspolitikkens legitimitet. Hævet over diskussion er det, at hvis alle andre lande havde gjort som Danmark, havde verden i dag set anderledes ud. Det er tillige hævet over diskussion, at havde det ikke været for Storbritanniens og USA’s velvilje og modstandsbevægelsens vidnesbyrd om en vilje til kamp for friheden, var Danmark ikke kommet ud på vest-allieret side for 70 år siden. Det var de mennesker og den bevægelse, der i retsopgøret blev svigtet.

Det bør vi huske på i dag, når Dannebrog går til tops og lysene tændes i vinduerne. Vi er fælles om at fejre 70-året for befrielsen, men netop i dag skal vi ihukomme, at det, de fleste anså for at være en sejr, af modstandsbevægelsen – med Børge Outzes ord – blev betragtet som ’1945-nederlaget’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her