Leder

Bæredygtig indvandring

16. maj 2015

Det er glædeligt, at EU-kommissionen omsider forsøger at beskytte Europas ære og interesser ved at forbinde flygtninge- og indvandrerpolitikkens mange facetter i en samlet plan. Det er dog mere end ærgerligt, at det først sker nu, efter at mindst 1.800 bådflygtninge foreløbig har mistet livet på Middelhavet i år – og mange, mange flere, hvis man medregner årtiers politisk tøven og virkelighedsflugt.

Og det er bekymrende, at EU-toppen tilsyneladende har givet efter for de nationale regeringers behov for at spille med musklerne ved at betone det militære aspekt i kampen mod menneskesmuglerne i Libyen. Det understøtter blot den fejlagtige opfattelse af tilstrømningen af flygtninge og indvandrere som et problem, der kan løses med håndfaste tiltag, snarere end som et fænomen – lige så uundgåeligt som sol og storm – der kan håndteres med en række koordinerede og langsigtede tiltag. Det risikerer at give bagslag, ligesom luftkrigen mod Gaddafis modbydelige regime er endt med at gøre.

Men helhedsintentionen i kommissionens udspil er som sagt en positiv nyhed. Den rummer en spirende erkendelse af, at ideen om Europa som en pigtrådsindhegnet golfklub for aldrende og intolerante medlemmer ikke er bæredygtig.

Den arbejdsdygtige befolkning i EU vil ifølge fremskrivninger falde fra 336 mio. i 2010 til 300 mio. i 2030, mens antallet af europæiske pensionister i samme periode forventes at stige fra 87 mio. til 123 mio. Alle de politikere og kommentatorer, som bruger økonomiske argumenter til at advare mod følgerne af masseindvandring, har benene solidt plantet i den blå luft.

Forudsætningen for velfærdsstaternes overlevelse i de europæiske lande er tværtimod, at kontinentet bliver tilført ung arbejdskraft, flere investeringer og nye skatteydere. De »strukturelle begrænsninger« i EU’s nuværende migrationspolitik, som kommissionens udspil peger på, er netop, at den lukker øjnene for disse »langsigtede økonomiske og demografiske udfordringer«.

Derfor må målet for den europæiske flygtninge- og indvandrerpolitik faktisk være »at fastholde Europa som en attraktiv destination for migranter«, som planen påpeger.

For at regulere indvandringen til EU, så den kommer til at foregå under sikre og fremadrettede forhold, er det nødvendigt at forbinde en lang række tiltag. Redningsaktionerne til søs, som er svar på en nødsituation, skal kombineres med effektiv og human modtagelse på landjorden. Den er Grækenland og i stigende grad heller ikke Italien i stand til at tilbyde.

Derfor kan løsningen kun være europæisk, men kvoterne til fordeling af asylansøgere er det politisk mest kontroversielle element i plan. Den bedste måde at bekæmpe menneskesmuglerne er også inkluderet i forslaget og handler om at skabe legale og sikre kanaler til Europa, så efterspørgslen på deres ydelser forsvinder.

På længere sigt handler det så om at reducere de såkaldte push factors, som er de mangeartede årsager til, at millioner af mennesker reelt ikke har andet valg end at forlade deres fødelande.

Hvad angår det specifikke problem med Syrien, foreslår kommissionen, at medlemslandene i de kommende to år skal genhuse 20.000 flygtninge fra borgerkrigen, som opholder sig i lejre i nabolandene Jordan og Libanon.

Det kan lyde som et latterligt lavt tal, hvis man sammenligner det med anbefalingerne fra FN’s særlige rapportør for migranters rettigheder, canadieren François Crépeau.

For at lette presset på landene i Europas nabolag er der brug for en langt større indsats. Det er på den anden side også vigtigt, at ordningen bliver en succes, og derfor kan det være klogt at starte i det små for siden at optrappe.

EU har nemlig hårdt brug for at præstere løsninger på de udfordringer, som nationalstaterne ikke kan håndtere. Kommissionens forslag bliver som regel fortyndet af nationale interesser i Det Europæiske Råd, men i forhold til alle de selvskabte problemer på dette område kan den laveste fællesnævner kun gøre skade.

At Danmark har udelukket sig selv fra diskussionen er flovt og uhensigtsmæssigt, som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) forsigtigt antyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mads Freese

"At Danmark har udelukket sig selv fra diskussionen er flovt og uhensigtsmæssigt, som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) forsigtigt antyder."

Især er det flovt.
Og det er mere end flovt, direkte skamfuldt, at danskerne ved den næste afstemning om retsforbeholdet ikke får lejlighed til stemme for tilslutning til alle retsakter.
Flygtningespørgsmålet skal vi ikke stemme om; her vil vores undtagelse under alle omstændigheder blive opretholdt.

Der er kun een ting at gøre - Stemme NEJ.
Så må vores retsforbehold stå som en evig skamstøtte over Holger K. Nielsen.

Samme Holger K. Nielsen er i øvrigt stadigvæk godt tilfreds med de 4 forbehold - det udtalte han på TV for et par uger siden.