Leder

Omstillingsvalg

28. maj 2015

Umiddelbart er det meget enkelt: Hvis man er bekymret over klimaforandringerne og den økologiske krise, og hvis man er optaget af den grønne omstilling, skal man stemme på rød blok, ikke på blå blok. Fordi rød blok er grøn, hvor blå blok er sort, jævnfør artiklen på side 4-9 i dagens avis. Partierne i rød blok vil alle en omstilling til en grønnere økonomi, mens partierne i blå blok enten virker ligeglade eller nærmest er imod, forstå det hvem der kan. Eller på ‘christiansborgsk’: En blå statsminister vil være parlamentarisk afhængig af Liberal Alliance, som betvivler de menneskeskabte klimaforandringer, og/eller Dansk Folkeparti, der rundt om i landet ivrigt bekæmper vindmøller.

Efter denne grovsortering bliver det straks vanskeligere. For hvad er det for en grøn omstilling, der er behov for, og hvor står henholdsvis Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet i den sag?

Én position er, at vi skal gøre, som vi plejer, bare grønnere. Vi skal øge væksten, hæve produktiviteten, skærpe konkurrenceevnen og svinge dankortet – bevare det Danmark, du kender – men med mere vægt på grøn teknologi og grønne produkter end tidligere. Grøn vækst er vel betegnelsen for denne, i grunden systembevarende, position.

En anden position er, at det i det lange løb ikke er tilstrækkeligt med en grøn teknologisk indsats. Et system, der i fysisk henseende ekspanderer, ender med at støde på grænser sat af ressourcerne, naturen, atmosfæren og planeten. Og et system, der som vilkår har stedse øget produktivitet og skærpet konkurrence, ender med at støde på grænserne for, hvad mennesker kan trives ved. Derfor skal den nye grønne økonomi indrettes, så den kan fungere uden materiel vækst og uden at fordre, at vi alle skal løbe stærkere som både arbejdskraft og forbrugere. Det fordrer et mere radikalt opgør, en mere grundlæggende – og vanskelig –omstilling.

Når man som vælger med hang til det grønne skal beslutte sig, må man med sig selv afveje realismen versus nødvendigheden af en sådan egentlig grøn økonomi. Man går næppe for vidt ved at fastslå, at det Danmark, vi kender, ikke kan bevares, med mindre vi laver det om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det er lidt af en tilsnigelse at tale om en grøn blok, når vækstblokken er den største. Ret beset er der vel ingen politiker, der tør sige åbent og ærligt, at vi skal ned på 1950 niveauet. Og med hensyn til det grønne, så er det to ting: Det er grøn livsform og grøn teknologi, hvor ingen tør tale om livsformen, da det igen er noget med det enkle liv.
Et jævnt og muntert, virksom liv på Jord kan ikke sælges i en valgkamp, og de, der burde gøre det if. deres ideologi eller religion, gør det ikke. Derfor ville det være godt, hvis der fandtes politikere, der turde gå ud og tale om den rette sammenhæng - at vi er meget langt fra en strategi, der handler om vores overlevelse både i de små forhold, samfundsmæssigt og globalt.

Niels-Simon Larsen

Mollerup: Det har enhver lov til, og du har lov til at gå imod - med klare argumenter, notabene, men det evner du åbenbart ikke. Hold dig til Indremissionæren!

Niels-Simon Larsen

Mollerup: Du er en gammel dreng her, så du må vide, at vi er fuldstændig ligeglade med, hvad du mener, men ikke hvorfor du mener det.