Leder

Dommen over Bent Jensen

4. juni 2015

Manglende god tro. Manglende omhyggelighed. Det er ifølge Højesteret årsagen til, at koldkrigshistorikeren Bent Jensen i går blev dømt for ærekrænkende beskyldninger mod den tidligere Information-journalist Jørgen Dragsdahl.

Bent Jensen kunne ikke lovligt skrive, at Dragsdahl var KGB-agent, og at PET – Politiets Efterretningstjeneste – anså Dragsdahl for at være KGB-agent. Højesteret lægger »til grund, at Bent Jensen var klar over, at PET efter en omfattende efterforskning havde vurderet, at der ikke var grundlag for at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale mod Jørgen Dragsdahl«.

Dragsdahls injuriesøgsmål mod Bent Jensen er et dansk retsligt efterspil på Den Kolde Krig. Bag juraen ligger store politiske stridsmål som: Var det føjelighed over for Sovjetunionen, der førte til de danske forbehold mod NATO’s raketopstillinger – eller var det et velbegrundet ønske om afspænding?

Ved dommen over Bent Jensen henviser et flertal på fem ud af syv højesteretsdommere til det princip om »passende omhu«, der er anlagt af Den Europæiske Menneskeretsdomstol, når ytringsfrihed påberåbes som værn mod injuriebeskyldninger. Dette krav om omhu består i, at den, der udtaler sig, »optræder og på et præcist faktuelt grundlag og tilvejebringer pålidelige og præcise oplysninger i overensstemmelse med journalistikkens etik«. Det er ifølge Højesteret det, Bent Jensen ikke har gjort.

Netop denne begrundelse gør, at højesteretsdommen ikke bør opfattes som et nederlag for ytringsretten og for den journalistiske frihed.

Lad os tilstå: Hver dag offentliggør Information dele af en sandhed. De dele er, hvad vi har kunnet grave frem. Vi håber ofte på at kunne fremgrave endnu mere. Vi er godt klar over, at vi ikke kan vise hele billedet. Muligvis kan det, vi offentliggør, tyde på et bestemt billede. Afgørende er – som højesteretsdommen understreger – at vi ikke samtidig ligger inde med oplysninger, der viser, at det tegnede eller antydede billede er misvisende.

Højesteretsdommen kan siges at udtrykke almen snusfornuft: Hver dag taler eller skriver mennesker grimt om andre. Det kan der ofte være anledning til. Men foregår grove mishagsytringer i det offentlige rum, må det forlanges, at der er et forsvarligt grundlag for dem.

Hensynet til Jørgen Dragsdahls omdømme kom altså efter højesteretsflertallets vurdering til at veje tungere end Bent Jensens ret til at fremsætte anklager mod Dragsdahl. Mindretallet på to ville – lige som landsretten, men modsat byretten – lade ytringsfriheden råde.

Med i billedet af en nuanceret højesteretsdom hører, at Jørgen Dragsdahl ikke fik fuldt medhold. Det angår Bent Jensens beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl for – med Højesterets ord – »at have deltaget i konspirative møder med KGB-officerer m.v.« Det skal forstås som kontakter, der ifølge PET fandt sted under fordægtige omstændigheder. Her erklærer en enig Højesteret: »Vi tiltræder landsrettens bedømmelse, hvorefter der er tale om ærekrænkende sigtelser, men at udsagnene har tilstrækkelig dækning i PET-dokumenterne. Vi tiltræder derfor, at Bent Jensen er frifundet vedrørende disse udsagn.«

Tilsvarende om Bent Jensens beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl for at have ’desinformeret’ læserne ved artikler skrevet i Information omkring 1980’erne. Her siger Højesteret: »Ud fra hensynet til ytringsfriheden gælder der vide rammer for sådanne udsagn, og vi tiltræder landsrettens bedømmelse, hvorefter Bent Jensens kritik ikke var uden faktuelt grundlag.« Højesteretsdommen fastslår ikke, at journalistikken var misvisende, men konstaterer, at der er holdepunkter for at gøre indsigelse mod den.

Her afstår højesteret fornuftigvis fra at gøre sig til dommer over sandheden om Den Kolde Krig. Den diskussion hører ikke hjemme i juraen, men i debatten i offentligheden og mellem historikere. Og forhåbentligt uden, at det nødvendigvis behøver at føre til injuriesøgsmål. 

Læs også: Dragsdahl vandt den (foreløbig) sidste runde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Espen Bøgh
  • Mihail Larsen
  • Oluf Husted
Hans Aagaard, Espen Bøgh, Mihail Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

I sin tid holdt jeg meget af at læse Jørgen Dragsdahl i Information. Jeg følte, at jeg blev klogere hver gang. Samtidig fandt jeg de 23 fodnoter til Natotopmødeerklæringerne og samtlige næser til Uffe Elleman dybt tåbelige. Hvis oppositionen vil have ført en anden politik, og har stemmerne til det, så vælt regeringen og før selv den ønskede politik.

I dag spekulerer jeg på, hvordan begejstringen for Dragsdahl kunne kombineres med foragten for fodnotepolitiken. Det må tilføjes, at i hvert fald jeg selv ikke anede noget om Dragsdahls åbenbart dybe involvering i samme fodnotepolitik.

Anyway - fint at Dragsdahl fik delvist medhold.
Vi er trods alt ikke blevet totalt kørt på skovtur.

Poul Sørensen

Højrefløjen har lidt for travlt med at lave "historiske" svinere på journalister, politikere og andre fremtrædenede personer...

En af Bent Jensens juridiske rådgivere Ole Hasselbalch, anbefaler at sagen bliver forelagt den europæiske menneskerettighedsdomstol, med den begrundelse af BJ kun har refereret PET's rapporteringer ( ...men altså udeladt PET's endelige opfattelse af tiltalespørgsmålet, iflg HR), og derfor er dommen en trussel mod al fremtidig historieskrivning.

Denne Ole Hasselbalch (fra den yderste højrefløj og antikommunismens svar på Søren Krarup ) sige videre om HR's dom, at HR foretager den umulige skelnen mellem begreberne "indflydelsesagent" og "KGB-agent", hvilket ifølge OH ikke giver nogen mening.

Hvis de højreradikale får magten en dag, så er der vist en hel del politiske ytringer på venstrefløjen, der kan komme til at stå i et uheldigt lys.

Niels Duus Nielsen, uffe hellum, lars abildgaard, Karsten Aaen, Torben Nielsen, Ole Frank og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Samtidig med, at Bent Jensen bedyrer sin uskyld i anklagerne, at han aldrig har beskyldt Dragsdahl for noget strafbart, fastholder han, at Dragsdahl er skyldig i landsforræderi. Her er hvad han sagde på Højesterets trappe i går:

"Man har givet mig ret i, at Dragsdahl gennemførte konspiratoriske møder og han bedrev desinformation - det gør man vel ikke, altså KGB-desinformation - det gør man vel ikke, hvis man på en eller anden måde er i KGB's sold."
(Min kursivering, min udskrift)

http://www.b.dk/nationalt/bent-jensen-jeg-har-aldrig-sagt-at-dragsdahl-h...

lars abildgaard, Karsten Aaen og Kasper Olesen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Bent Jensen må være en meget hadefuld lille mand. Og højeste ret siger, at det må han gerne være, bare han holder det for sig selv.

Og nu vil han så have menneskeretsdomstolens ord for, at det er hans menneskeret, at vælte hadet ud i det offentlige rum.

Det giver jo heller ikke mening at være en bombe, hvis man ikke må sprænge nogen i luften!

Egentlig forstår jeg ikke termen "konspiratoriske møder", det må kræve man ved hvad der er blevet talt om, men det melder "historien" bare ikke noget om.

hvis en journalist aftaler et møde tirsdag i næste uge med en militærperson, og denne ringer og siger det må udsættes til torsdag, - er det så konspiratorisk(?), når dem der gerne vil overvåge mødet om tirsdagen opdager det i stedet sker om torsdagen, og et andet aftalt sted der bedre passer?

En journalist må afse og afpasse sin tid efter de forhåndenværende omstændigheder, men det er kun møderne med de østeuropæiske militærpersoner der anses som konspiratoriske, hvorimod møderne med vestlige militærpersoner ikke anses under nogen form for konspiratoriske?!

Prøv engang at sætte forholdet op omkring journalister, kriminelle og politiet, hvor en journalist ønsker at dække en historie fordi der muligvis er grund til forskellig opfattelse af hvad der er sket og hvordan forløbet er, og hvilke aspekter der kan ligge heri.

Er journalisten da "landsforræder", der skulle egentlig have stået "retsforrædder" med "retskonspiratoriske" hensigter, blot fordi han vil undersøge hvilke begrundelser og meninger der er om forløbet og indholdet, og så ud fra dette giver sin mening til kende offentligt i det medie han nu engang skriver for, - men den mening passer ikke "the establishment" indenfor politiet og staten.

Under den kolde krig var der propaganda fra begge sider af hegnet, men også en ret så enerådende opfattelse af hvad der var rigtigt og sandt iblandet denne propaganda i mange af de vestlige medier, og ikke mindst indenfor de politiske kredse, - og derfor syntes der ikke at have været givet meget plads til omtanke, men alene betontanker fra især den liberale fløj, og vi har set det for nylig i forbindelse med ikke mindst krigen i Irak m.m..

Fjende- og englebilledet i propagandaen var helt entydigt, - men sandheden var derimod langt langt væk fra denne propaganda, og den almindelige sunde fornuft var helt kørt ud på et sidespor, og mange politikere lod sig bare glide med propagandastrømmen, for det var så dejlig let, så var man fri fro de besværlige tanker selv!

Niels Duus Nielsen, Torben Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Danske journalister holder møder med Talibanfolk for at kunne lave artikler og reportager fra den anden side af fronten. Det er da bydende nødvendigt for lødig journalistik, at tale med mange på begge sider af en konflikt.
Lige netop denne alsidige lødighedssøgning er ikke noget Bent Jensen er kendt for.

Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Fussing

Jensen er åbenbart ikke til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.