Frygten for fakta

Hvad ville vi mon sige om en udenlandsk stat, hvor en ny regering som en af sine første embedsgerninger bebudede lukning af en demokratisk nedsat, uafhængig kommission, der må forventes at sætte kritisk fokus på fremtrædende folk fra regeringspartiet og fra et af de partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag? Vi ville nok mene, at den slags er typisk for lande med betydeligt mindre rodfæstede parlamentariske og demokratiske traditioner end Danmark. Vi ville tale om magtfordrejning og beskyttelse af egeninteresser.

Ikke desto mindre er det nu sket i Danmark, hvor Lars Løkke Rasmussen har besluttet, at den såkaldte Irak- og Afghanistankommission skal lukkes. Dermed har han sikret, at Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade fra hans eget parti og Konservatives Per Stig Møller ikke behøver afgive forklaring om deres rolle i krigene i Irak og Afghanistan. Og at vi ikke kommer til at høre de involverede embedsmænds og soldaters version.

Læs også: Soldater-fagforeninger kritiserer nedlæggelse af krigskommission

Man skulle have troet, at Søren Gades opstilling til Folketinget for Venstre i sig selv havde været en garanti mod at lukke kommissionen. Det ville ganske enkelt være for gustent at lempe den skandaliserede forhenværende forsvarsminister tilbage i Folketinget for så at lukke ned for undersøgelsen af den del af hans seks år som minister, der handler om krigene i Irak og Afghanistan, og som bedømt ud fra de forhåndenværende oplysninger synes at belaste ham kraftigt. Og lukningen af kommissionen ville jo også åbne for mistanken om, at aflysningen af undersøgelsen er Lars Løkke Rasmussens tak for Søren Gades hjælp under formandsopgøret i Venstre – nu hvor det ikke blev til en ministerpost. Men åbenbart bekymrer de sig ikke om den slags i Venstre. Eller også er andre hensyn bare vigtigere.

I regeringsgrundlaget forklares lukningen af kommissionen med, at »grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst«. Noget særlig stærkt argument er det mildest talt ikke. For nej, krigsgrundlaget og omgangen med fanger er så langtfra »tilstrækkeligt belyst«, selv om vi ved en del, blandt andet fordi meget er blevet afdækket i nærværende avis.

Vi ved, at FN på linje med kommissioner i andre lande og juridiske eksperter herhjemme har vurderet, at Irakkrigen var i strid med folkeretten. Vi ved også, at anonyme embedsmænd fra Udenrigsministeriet i journalisten Jesper Tynells bog Mørkelygten har sagt, at de udførte politisk bestillingsarbejde for Fogh-regeringen, da de leverede det juridiske grundlag for dansk deltagelse i Irakkrigen, og at de reelt måtte bøje juraen til det yderste. Ligesom vi ved, at der i Irak ikke fandtes de masseødelæggelsesvåben, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og daværende udenrigsminister Per Stig Møller på linje med deres amerikanske og britiske kolleger gav offentligheden indtryk af, at Saddam Hussein var i besiddelse af.

Læs også: De ubesvarede spørgsmål om krigene

Vi ved endvidere, at danske soldater i både Irak og Afghanistan forsøgte at smyge sig uden om Danmarks folkeretlige ansvar for fanger ved at tage britiske og irakiske soldater med på danske operationer og lade dem foretage selve de fysiske tilbageholdelser. En finte, som ikke alene er moralsk betænkelig, men som ifølge uafhængige jurister også meget vel kan vise sig at være juridisk uholdbar.

Hvad fangerne angår, ved vi desuden, at Søren Gade som forsvarsminister gav Folketinget både vildledende og decideret faktuelt forkerte oplysninger om, hvor mange personer, danske styrker tilbageholdt. Og at han i modstrid med et løfte fra Anders Fogh Rasmussen hemmeligholdt oplysninger for Folketinget om Forsvarsministeriets kendskab til, at det irakiske politi, som danske styrker var med til at overlevere fanger til, mishandlede mennesker i deres varetægt.

Det kendetegnende ved disse forhold og vores øvrige viden om den danske krigsførelse er, at de netop ikke er »tilstrækkeligt belyst«, men derimod åbner nye spørgsmål om, hvad regeringen vidste, og hvordan den agerede i forhold til denne viden. Men sandheden om Lars Løkke Rasmussens lukning af undersøgelseskommissionen er jo heller ikke, at han mener, vi allerede ved alt, hvad der er værd at vide om den danske krigsindsats. Den er efter alt at dømme, at han og konsorter frygter de fakta, som kommissionen måtte afdække, hvis den fik lov at gøre sit arbejde færdig.