Leder

De onde ler …

16. juni 2015

I søndags rystede fundamentet under det internationale retssystem: Sydafrika var i fuld gang med at trække tæppet væk under den internationale straffedomstol, ICC.

Lørdag var Sudans præsident, Omar al-Bashir, ankommet til Sydafrika for at deltage i AU’s, den Afrikanske Unions, 25. ordinære forsamling.

Bashir har i årevis været ønsket ved ICC, som i 2009 og i 2010 udstedte arrestordrer på ham for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden (som følge af hans rolle i folkedrabet i Darfur). Da ICC ikke selv har nogen politistyrke, skal domstolens arrestordrer gennemføres af de 123 lande, der har tiltrådt Rom-statutten om etableringen af domstolen. Bashirs rejseprogram har derfor gennem de seneste år været stærkt begrænset, og han har tidligere holdt sig langt væk fra Sydafrika.

Det forstås: Sydafrika har nemlig ikke bare tiltrådt statutten, men var en af hovedkræfterne bag og blandt de allerførste til at underskrive.

Sydafrikas præsident sagde ved den lejlighed:

»Vort kontinent har udstået tilstrækkeligt med umenneskelige lidelser. Mange af disse var måske blevet undgået eller havde i det mindste været mindsket, hvis der havde været en effektiv international straffedomstol.«

På trods af dette åbnede Sydafrika i lørdags landingsbanen på den eksklusive Waterkloof Air Base for Bashirs privatfly. I lufthavnen stod embedsmænd parate til at modtage ham – ikke med håndjern, men med VIP-eskorte til et luksushotel.

Allerede samme aften modtog Sydafrika en direkte opfordring fra ICC til at opfylde sin arrestforpligtelse. Da dette ikke hjalp, anmeldte en lokal retssikkerhedsorganisation sagen til landsretten (High Court) i Pretoria, som søndag gik i gang med sagsbehandlingen og samtidig beordrede Indenrigsministeriet til at lukke grænserne for Bashir, indtil sagsbehandlingen var afsluttet.

Herefter blev sagen virkelig alvorlig. Først nægtede ministeriets repræsentanter i Johannesburgs lufthavn at efterkomme retskendelsen. Retten udstedte derefter en skærpet ordre om at modtage navne på samtlige embedsmænd ved grænserne, som havde modtaget den første instruks.

Mens retten fortsatte sagsbehandlingen af arrestbegæringen, meddelte det almægtige regeringsparti ANC (hvis formand er landets præsident, Jacob Zuma), at Sydafrika ikke længere bør respektere ICC, og at regeringen i øvrigt havde givet immunitet til Bashir (hvad det ikke kan iflg. Rom-statutten).

I går eftermiddag afsagde retten sin kendelse: Sydafrikas politi skulle øjeblikkeligt arrestere præsident Bashir. Men da var det for sent: Tidligt i går morges var han lettet med sit fly fra Waterkloof.

Sagen burde få væsentlige indenrigspolitiske følger i Sydafrika. Regeringen har udvist foragt for afgørende internationale aftaler og aktivt svækket ICC. Politiet har ikke passet sit arbejde. Embedsmænd har nægtet at efterfølge en retskendelse.

Der er både stor- og indenrigspolitiske årsager til, at sagen alligevel næppe får konsekvenser for nogen af de ovennævnte.

Fra afslutningen af Den Kolde Krig fik Afrika endelig mulighed for at undslippe stormagters og tidligere kolonimagters dominans. Det har medført en afroarrogance over for Vesten med typer som Robert Mugabe og Bashir som bannerførere for en friheds-kampsretorik med folkeretten som gidsel: ICC er blot en forlængelse af tidligere tiders imperialisme, hævder de, fordi hovedparten af de undersøgte har været afrikanere.

Sydafrikas præsident Zuma har længe flirtet med denne afroarrogance. AU-mødet stod til at kritisere ham på grund af de fremmedfjendske overfald på andre afrikanere i landet. Det er populisme i sine reneste form at aflede dette ved at fedte for arrogancen.

ANC har et stort flertal i landets parlament og har gentagne gange demonstreret sin arrogance på hjemmefronten: Det tåler ingen kritik, heller ikke når det underminerer retsstatens principper, og det har magt til at ignorere den.

Præsidenten, der underskrev Rom-statutten på Sydafrikas vegne, hed Mandela. Endnu en gang forødes den smukke arv, han efterlod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu