Oprøret

Danmark oplevede ved folketingsvalget et anderledes politisk oprør. Fra en række europæiske lande kender vi den politiske protest som en vrede skabt af økonomisk og social uretfærdighed.

Det danske oprør bærer et afvæbnende udtryk og er skabt i erkendelse af en økologisk og klimamæssig nødvendighed.

Det er et oprør mod en politisk kultur, der har reduceret politik til taktik, og som rigtig mange vælgere ikke føler sig inkluderet i. Midt i et valg vundet af Dansk Folkeparti står Alternativet således tilbage som en tankevækkende nyskabelse i dansk politik.

Selv om partiet nok ikke kommer til at spille nogen parlamentarisk rolle, så afleverede fem procent af vælgerne et budskab, politikerne bør lytte til.

For Alternativet er netop skabt som en protest mod de partier, der er fanget i 2020-planernes tyranni, og som samtidig ignorerer globalt afgørende dagsordener som klima og bæredygtighed.

Det er de dagsordener, der har givet partiet ni mandater og gjort det større end både de radikale og SF.

Og nej, det er nok ikke realistisk med 30-timers arbejdsuge for alle, men det er vigtigt, at vi får skabt en bedre balance imellem arbejdsliv og familieliv. Og det er vigtigt, at vi får skabt en bedre balance imellem dem, der har et arbejde, og dem der ikke har.

Nej, det er nok ikke realistisk med total økologisk omlægning af dansk landbrug inden 2040, men for vores børn og børnebørn er det afgørende, at vi får skabt et mere bæredygtigt samfund.

Når de etablerede partier kritiserer Alternativet for ikke at anvise finansiering, svarer Uffe Elbæk: Med hvilken klode og med hvilket miljø vil de finansiere det fortsatte forbrug og den fortsatte vækst?

Det er stort, og det er luftigt, men det er vel netop den vision, Alternativets vælgere har stemt på. Og når de etablerede partier griner, skal de huske, at Alternativet delvist er skabt som en protest mod en politisk samtale, de føler sig uden for.

»Jeg har også en indre hippie, som gerne vil gå i spraglet tøj, hygge mig og have kødfrie dage,« har Helle Thorning-Schmidt nedladende udtalt.

Socialdemokraternes formand afslører dermed, at hendes politiske gehør ikke rækker til at opfange det omsiggribende oprør, der netop er en reaktion på det politiske snæversyn, hun selv, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl er fælles om at repræsentere.

Urovækkende er det således, at det tilsyneladende er nemmere at banke hul i Vatikanets tykke mure, som pave Frans’ nylige opråb om klimaforandringerne viste, end det er at få Folketinget – og danske medier – til for alvor at tage problemet alvorligt. Sammen med de radikale, SF og Enhedslisten er Alternativet stort set ene om at føre en klimapolitik, der reelt vil kunne skabe omstilling. Selv erhvervslivet har på lange stræk vist sig mere progressive end politikerne på Christiansborg, når det handler om klima og bæredygtighed.

Alternativet har tændt et håb og skabt en drøm om et andet Danmark. Men skuffelse og desillusion kan meget vel vise sig at være håbets og drømmenes nabo. Uffe Elbæk kommer formentlig ikke til at kunne omsætte de mange vælgeres forventning om forandring til konkret handling på Christiansborg.

Alternativet kan vise sig at være et nødvendigt oprør, en ventil for frustration, snarere end en leveringsdygtig garant for forandring. Oprøret blev rejst af Alternativet, men bevægelsen står og falder ikke med partiet.

Hvis dette folketingsvalg har gjort noget godt, er det, at Christiansborg i fremtiden forhåbentlig vil tage alvorligt, at rigtig mange vælgere føler sig ekskluderet fra den demokratiske samtale. Og at der såvel nationalt som internationalt er stadig flere, der kerer sig om klodens fremtid på den anden side af de 2020-planer, de færreste vælgere kan gennemskue.

Vælgerne skabte ved folketingsvalget 2015 et sjældent politisk oprør. Nu er det op til den kommende regering og Folketinget at forstå dybden af det.