Leder

SF & DF lænket

2. juni 2015

En omvendt Vestager. Det kan man kalde den dagpengeaftale, som SF og Dansk Folkeparti indgik i weekenden. Den snedige Vestager gik som radikal leder i 2010 sammen med DF og den daværende VK-regering om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år og samtidig fordoble optjeningsperioden fra 26 til 52 uger. Den aftale påstod Radikale Venstre sig uløseligt bundet af, da de i 2011 forhandlede regeringsgrundlag med S og SF. Resultat: S og SF måtte bøje sig for aftalen, omend harmdirrende.

Nu prøver SF og Dansk Folkeparti at eftergøre Vestagers trick – omend med den tilstræbt modsatte virkning: SF og DF har sammen skrevet under på, at de vil tilføre dagpengeområdet »flere penge«. Endvidere: »Partiernes førsteprioritet er at bruge pengene på at halvere genoptjeningskravet.« Og: »Det vil de to partier lægge stemmer til, medmindre arbejdsmarkedets parter i Dagpengekommissionen kommer frem med en endnu bedre model.«

Finten gøres tydelig af Thulesen Dahl og Olsen Dyhr-pagtens sidste sætning: »De to partilederes aftale gælder, uanset hvem der bliver statsminister.«

Ha! Tag den, Thorning-Schmidt og Løkke! Jeres respektive forventede støttepartier har på forhånd skrevet jer en håndfæstning, som de har bundet sig selv på.

En taktisk manøvre, jovist. Men også en sympatisk. Man må hilse velkommen enhver bestræbelse på at lempe de dagpengestramninger, der i 2010 blev indført – på forslag af Kristian Thulesen Dahl og med ganske uforudsete menneskelige omkostninger.

At Radikale Venstre først har låst SF og S og siden – og stadigvæk – S til dagpengestramningerne, har været en skamplet på Thornings regeringer. Nu forlanger Radikale Venstre yderligere stramninger. Det afviser S, men uroen kan koste rød blok afgørende stemmer.

SF og DF får ikke samme enestående magtsituation som Vestager i 2011: De kommer ikke til at blive nødvendige regeringsdeltagere med vetoret. Men deres dagpengeaftale styrker S mod R i de to regeringspartiers indbyrdes kamp. Taber regeringen sin fælles kamp, kan SF-DF-aftalen blive en del af de indrømmelser, som en Venstre-ledet regering skal behage Dansk Folkeparti med. Alt i alt: En fiks finte med en god pointe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Sinius
Leif Sinius anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu