Leder

Afrikas diktatorer bør tage sig i agt

Debat
21. juli 2015

På overfladen har kritikerne af Den Internationale Straffedomstol (ICC) ret. Siden sin oprettelse i 2002 er Haag-domstolen først og fremmest gået efter Afrikas diktatorer. Det kan der være mange grunde til. Én er, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået på andre kontinenter i f.eks. Jugoslavien og Cambodja er blevet behandlet af særdomstole. Og andre steder – i eksempelvis Guatemala – har nationale domstole taget affære, hvilket principielt er at foretrække, så længe de sigtede og ofrene garanteres deres rettigheder i henhold til folkeretten.

En anden og mere dybtliggende årsag til ICC’s skarpe fokus på afrikanske lande er de mange borgerkrige, brud på menneskerettighederne og internationale væbnede konflikter, kontinentet har været plaget af i den postkoloniale æra. Retsstaten er ikke så udviklet og rodfæstet i mange af kontinentets relativt nye stater som andre steder. Det tager tid, ressourcer og et vedvarende pres fra spinkle civilsamfund at opbygge et velfungerende retssystem, der er fri for politisk indblanding.

I går indledtes en hel usædvanlig retssag i Dakar, Senegal (omtalt i lørdagsavisen), der kan bidrage til et i forvejen bemærkelsesværdigt tendens i flere afrikanske stater til selv tage initiativ til at retsforfølge forbrydelser udenom eller i samarbejde med ICC.

Læs også: Diktatorjægernes store dag

Udover sagen mod Tchads tidligere diktator Hissène Habré i Dakars retsbygning har domstole i to andre lande i denne måned rejst sigtelser mod højtstående myndighedspersoner.

Det er sket i Elfenbenskysten, hvor en borgerkrig brød ud i 2010 efter en strid mellem to præsidentkandidater om valgresultatet. Begge sider begik grusomheder mod civile; 3.000 blev dræbt. Den afsatte diktator Laurent Gbagbo sidder i dag arrest i Haag og venter på en retssag ved ICC; hans håndlangere vil blive retsforfulgt ved nationale domstole. Det opsigtsvækkende er imidlertid, at to militære chefer, der støttede den officielle vinder af valget, præsident Alassane Quattara, nu også er blevet sigtet for forbrydelser mod menneskeheden.

Ligeledes i denne måned har retsmyndighederne i Guinea rejst sigtelse mod den tidligere militærdiktator Moussa Dadis Camara for en massakre på 150 mennesker på et stadium i hovedstaden Conakry i 2009, hvor snesevis af kvinder blev voldtaget og myrdet i fuld offentlighed af hans soldater. Camara lever i eksil i Burkina Faso.

Et tredje afrikansk land, Den Centralafrikanske Republik, planlægger at nedsætte en særdomstol i samarbejde med ICC, der skal retsforfølge krigsforbrydelser begået af begge sider under den tre år lange borgerkrig mellem kristne og muslimske styrker.

Men det mest imponerende fremskridt i håndhævelsen af menneskerettighederne kom til åbent skue i justitspalæet i Dakar i går, da Tchads tidligere diktator Hissène Habré blev ført ind i salen, klædt i hvidt fra top til tå. Her stod han endelig ansigt til ansigt med de overlevende ofre for hans terrorregimente i 1982-90, der krævede 40.000 menneskeliv. Ofrenes tapre tchadiske advokat Jacqueline Moudeina indledte sin erklæring med disse uforglemmelige ord: »I menneskehedens navn – en status, Hissène Habré aldrig tilstod sine ofre …«

Forudseligt benytter eksdiktatoren samme retlige strategi som Slobodan Milosevic, Radovan Karadzic og Charles Taylor: »Dette er en ulovlig og illegitim domstol,« råbte Habré i retssalen i Dakar. Han havde held til at skabe så megen røre, at de tre dommere viste ham døren. Senere på dagen forlød det, at sagen fortsætter tirsdag med Habrés medvirken uagtet hans forsøg på sabotage.

Han har utvivlsomt mange støtter i Afrika, ikke mindst andre diktatorer, som kunne frygte, at ofre i deres lande vil lade sig inspirere af de udholdende tchadere, for hvem det tog 25 års arbejde at få stillet deres banemand for en domstol.

Habré beskylder sin efterfølger, Idriss Déby, og nykolonialistiske kræfter (Frankrig og USA) for at have konspireret imod ham.

Men virkeligheden er en hel anden. Han skal stå til ansvar for sine gerninger ved en domstol skabt af Den Afrikanske Union (AU) i samarbejde med Senegal.

Tættere på en upartisk retfærdighed kommer man næppe i Afrika i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi kan ikke blive ved med alene at prøve at forsikre verden om retfærdighed overfor forbrydelser mod menneskerettigheder, og så kun udtage dem fra ulande eller 3-rangs lande til retsforfølgelse internationalt, når forbrydere fra vesten mod menneskerettigheder samtidig stadig undgår retsforfølgelse, efter drab og voldtægt i og af deres lande, er årsag til hundredtusinder døde og omkring 1 mio. sørgende familiemedlemmer.

Det er en særlig udsøgt for vestlig selvretfærdighed parret med negerkolonialistisk holdning til retskaffenheden, i vestlig "hvid mand ret over sort mand" lyser i neon som en selvforherligelse overfor omverdenen, og nærmest kan sidestilles med fortidens hvid- og hætteklædte småtåber der brændte kors af i natten, som en anden slags korsriddere for den hvide races overlegenhed.

VI i vesten kan ikke sige: "vi må gerne slå tusinder og atter tusinder af jeres folk ihjel og være straffrie, - men det kan I andenrangs mennesker, på kanten til at være aber, ikke gøre", for retskaffenheden bøjer vi nemlig til vores fordel og jeres bagdel.

Desuden arbejder vesten alt for og ofte gerne sammen med de allerværste og grusomste diktatorer, som f.eks. Chiles Pinochet om folke- og demokratimord i én og samme portion, samt beskytter ham mod retsforfølgelse sidenhen overalt, - fordi vi tror det er naturligt vi selv beskytter vore egene udvalgte diktatorer vi samarbejder med.

Retskaffenhedens sande ansigt og enkle bud er; "ingen morderisk diktator med blod på hænderne skal gå fri, og ligeledes heller ikke hans håndlangere eller bagmænd"(!), for retskaffenhed kan nemlig ikke gradbøjes og slet ikke for forbrydelser mod menneskeheden!