Leder

DR’s kvantitative syge

20. juli 2015

Politiken offentliggjorde i forleden resultatet af deres data mining af P3’s musikafspilninger gennem de foregående fire år. Resultaterne er nedslående.

I 2011 spillede P3 årligt 3.694 forskellige kunstnere, mens tallet i 2014 var styrtdykket til sølle 1.612 kunstnere. De 30 mest spillede kunstnere dominerede allerede i 2011 sendefladen med 18 procent af alle afspilninger, i 2014 med 22 procent. 40 procent af kunstnerne i hele perioden er kun blevet afspillet én gang. Og de 100 mest spillede kunstnere – lad os kalde dem Tordenskjolds soldater – stod for 50 procent af al musik på P3 sidste år. Det er klaustrofobisk.

På kanalen har vi ellers gennem tiderne oplevet så forrygende musikformidlere som Kim Schumacher, Jan Sneum, Per Juul Carlsen, Jørgen de Mylius, Erik Kramshøj, Jens Jørn Gjedsted, Jan Laursen, der på hver deres måde har mestret formidling.

Denne ædle disciplin – og public service-opgave – at åbne lytternes ører for nye, anderledes, kulturelt mangfoldige udtryk. Musikformidling åbner gennem analyse, kritik, sammenligninger, ofte bevingede ord og flyvsk begejstring den fremmede musik, og giver derigennem lytteren dybere og rigere og mere sammensatte oplevelser. Musikformidling gør vores kultur til et rigere og rummeligere sted at være.

Formidling finder man ikke meget af på P3. Her søges en ekstremt snæver fællesnævner. Der spilles gammelkendte travere, og nye navne, der med uendeligt få undtagelser, lyder som noget gammelkendt. Til gengæld er der masser af brandingstrategi og kvantitative succeskriterier. Musikfagligheden hos værterne er for længst blevet udrenset til fordel for stram playlistestyring forvaltet af Lars Trillingsgaard, der nyder positionen som enevældig beslutningstager og musikudvælger. Og det virker symptomatisk, at P3’s redaktionschef, Christian Ottenheim, forsvarer sig med at der spilles »væsentlig mere forskelligt end de kommercielle kanaler.« Hvorfor overhovedet sammenligne sig med private virksomheder? Fordi, det er dem, P3 konkurrerer med. Altså rager P3 markedsandele til sig fra private virksomheder, mens de finansieres af licenspenge. Det kunne man kalde konkurrenceforvridning eller kreativ fortolkning af public service-begrebet.

I Politikens målingsperiode er komponistforeningen KODA’s medlemstal vokset fra 12.599 medlemmer til 19.756. Men udviklingen på P3 går altså i den modsatte retning, og synes dermed at gå imod DR’s forpligtelse om at afspejle dansk musikkultur.

DR har så opfundet alibikanaler, som de henviser til som udtryk for den store diversitet i deres musikformidling. P6 Beat og P8 Jazz, som Ottenheim nævner i sit forsvar, er low budget-DAB-kanaler, der ikke engang har en FM-frekvens og dermed meget lave lyttertal. P3 har en lytterandel på 30 procent, mens P6 har 0,4 procent. Og der bruges hverken penge eller kræfter i nævneværdig skala på disse kanaler, hvor de ansattes hårde arbejde er tyndt spredt over sendefladen. Man tager altså ikke ansvaret på sig som dannende kulturinstitution ved at udfordre og dermed berige sit publikum på den store mainstream-radioflade, men parkerer formidlingen i randområderne, hvor det kun er de kronisk nysgerrige, der kommer forbi. Uden kulturelle snubletråde, der vælter os omkuld og udfordrer vores verdensopfattelse, går vi snæversynede gennem livet.

En kvantitativ syge har bidt sig fast i DR’s musikformidling. En besættelse af at have en 100 procent dækning af den danske lytterskare for tilsyneladende enhver pris. Hvor er de kvalitative succeskriterier henne? Det er jo dem, der må være helt centrale for en public service-organisation med 3,6 milliarder af vores kroner i ryggen. Tilsyneladende ikke i DR’s radioformidling af moderne rytmisk musik. Den opfindsomme musik bliver generelt stadig mere udgrænset, hvis ikke helt fjernet fra æteren og tv, og aldrig har P3 været så snævert defineret som nu.

Omkostningerne er store for vores mainstreamkultur. »Det man hører, er man selv,« lød et P3-slogan for nogle år siden. Altså er musik identitetsskabende. Under påvirkning af P3’s musikprofil kan man således ane omridset af en kulturelt underernæret ungdom med en manglende forståelse for fremmede kulturer, anderledes levevis, udfordrende tanker, politisk bevidsthed. Er det, hvad vi betaler for?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Tony Thomsen
  • Torsten Jacobsen
Espen Bøgh, Tony Thomsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, efterhånden er det mere interessant at sætte sin egen harddisk på shuffle play end at stille ind på DR's playliste - evt. Spotify når man vil høre noget "nyt". Det er trist.

Lotte Jørgensen

P3 har forvandlet sig til en sportsradio. Nej måske ikke, men den er ikke længere værd at lytte til - heller ikke efter P1 lukker ned for natten.
P6 er OK - også de billige timer uden vært.
Og det kan heldigvis lade sig gøre at finde musikformidling på udenlandske kanaler hvis man surfer lidt omkring.
Jeg kan anbefale Deutschlandfunk - Corso nach 3 - specielt om lørdagen - det er altid et lyt værd:
http://www.deutschlandfunk.de/corso.806.de.html

odd bjertnes

Man må jo vride den liberale propaganda ud af det man kan, så det er konsensuelt for galt at :
Altså rager P3 markedsandele til sig fra private virksomheder, mens de finansieres af licenspenge ...
Nej det er det ikke. Undertegnede har ikke indført konkurrencesamfundet, mildest talt, men det er altså vilkårene. Man kan ikke sige at 'privat' har mere ret til at udkonkurrere 'offentligt' end omvendt. Men det gør man af en eller anden grund. Det er derfor at DR ikke spiller 'bedre' musik end jukebox-senderne. Så ville de jo udkonkurrere dem. Og påkalde sig frk. Ammitsbølls vrede.