Leder

Af egen avl

Debat
10. juli 2015

Det var ildevarslende at bevidne Europa-Parlamentets seance onsdag, hvor Grækenlands premierminister Alexis Tsipras stødte sammen med sine ’partnere’ i EU. Ord og kropssprog vidnede om den vrede, grænsende til raseri, som nu møder Tsipras og omgærder slutspillet om Grækenlands plads i eurozonen. Med svingende arme og vildskab i blikket råbte f.eks. den liberale gruppes formand, Belgiens tidligere premierminister Guy Verhofstadt, at »jeg er vred – det er jeg nødt til at fortælle dig – for du taler om reformer, men vi ser aldrig konkrete forslag til reformer. Jeg er vred, fordi vi reelt går som søvngængere mod ’grexit’.«

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker siger, at der ligger en plan klar for Grækenlands udtræden af eurozonen, mens rådspræsident Donald Tusk varsler græsk bankerot, hvis ikke der ligger en løsning i denne uge.

Det er åbenlyst, at en række af EU’s ledende politikere nu er dødtrætte af Tsipras. Og det er svært at se, hvordan deres vrede i tide kan forvandles til samarbejdsvilje. Men midt i det foruroligende kaos er man nødt til at minde om, at EU’s ledere og trojkaen selv har skabt Tsipras.

Kort fortalt er historien, at Grækenland i 2001 lukkes ind i eurozonen, selv om landets statsgæld allerede da ligger mærkbart over kriteriet for ØMU-medlemsskab. Vel inde i varmen begynder Grækenland at øge sine offentlige udgifter – mere baseret på billige lån fra en udlånsivrig banksektor end på øgede skatteindtægter. Så længe BNP vokser, går det, men da finanskrisen sætter ind i 2008, og det græske BNP begynder at falde, går det galt. Statsgæld og budgetunderskud vokser til langt over ØMU-kritererne, de billige lån ophører, og den konservative Karamanlis-regering falder ved valget i 2009. Den tiltrædende socialdemokratiske PASOK-regering mødes af faldende kreditvurderinger, højere renteudgifter og et valg mellem statsbankerot eller hjælp fra EU, ECB og IMF. Det bliver i 2010 til den første hjælpepakke fra trojkaen, betinget af nedskæringer, strukturreformer og privatiseringer, der udløser omfattende strejker og gadekampe.

I efteråret 2011 har PASOK-regeringen under stærke folkelige protester fået vedtaget fire spareprogrammer, men implementeringen halter, og man må igen gå til trojkaen for at afværge bankerot. Det bliver til den anden redningspakke med en begrænset gældslettelse samt nye lån, hvor de fleste penge går til at købe internationale banker fri. Med pakken følger nye nedskæringskrav, som PASOK’s premierminister Papandreou finder det nødvendigt at søge den stadigt mere frustrerede befolknings accept af ved en folkeafstemning. Efter tysk og fransk pres dropper Papandreou imidlertid afstemningen, og i 2011 udskiftes PASOK-regeringen af en teknokratledet regering, der – under voldsomme folkelige protester – får hjælpepakken og et femte nedskæringsprogram igennem. Til udgangen af 2014 kæmper flere skrøbelige regeringer med økonomien og nye nedskæringer – f.eks. skrumper den græske offentlige sektor med 255.000 medarbejdere i perioden 2009-2014. Da der i december 2014 udskrives valg, er den græske befolkning imidlertid så desillusioneret over både konservative og socialdemokrater og så træt af endeløse sparekrav fra EU og IMF, at det venstreorienterede Syriza får et kanonvalg og danner regering.

Trojkaens insisteren gennem fem år på endeløse nedskæringer, der har blokeret evnen til at skabe vækst, jobs og afbetaling på gælden, har således fremmanet en radikal græsk regering under Alexis Tsipras, der med sit folks opbakning nu er på kollisionskurs med kreditorerne.

»Selv de, der nærer stærk antipati eller mistillid til Syriza, bør erkende, at Syriza også er et produkt af de voldsomme nedskæringer (...) Syriza er endogen, som økonomer kunne udtrykke det,« skriver den britiske økonom Simon Wren-Lewis, Oxford University, på sin blog.

I dag fastslår de fleste økonomer – også IMF’s – at det har været en fejl ikke at give Grækenland gældslettelser. Retfærdigt eller ej, grækerne kan bare ikke spare sig til en vækst, der gør det muligt at betale.

Tragedien er, at fem års officiel retorik mod Grækenland nu kan have skabt en sådan vælger-antipati i kreditorlande, at det er blevet politisk umuligt at komme Tsipras og hans folk i møde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

” Retfærdigt eller ej, grækerne kan bare ikke spare sig til en vækst, der gør det muligt at betale”

Selvfølgelig kan grækerne da spare sig til balance i statsregnskabet, hvilket muliggør servicering af gælden. Grækerne skal så vænne sig til ikke at leve for lånte penge; men det er så det, de skal under alle omstændigheder.

Der er stadig 7 lande i Eurozonen, der har lavere BNP pr. person end Grækenland, så det er altså ikke urimelige krav, der stilles.

Og vi skal måske lige have med, at BNP ikke medregner den sorte økonomi………..som er gigantisk i netop Grækenland

Torben Lindegaard

Men i øvrigt............den græske gæld pr. dags dato bliver aldrig nogen sinde betalt.
Pengene er tabt; men tabet er endnu ikke bogført.

Spørgsmålet er om Eurozonen skal smide gode penge efter dårlige - det må de selv om.

Men resten af EU - eller resten af IMF - skal ikke yde Grækenland yderligere lån.

Hvis grækerne får lavet totalt kluddermor i Grexit kan humanitær hjælp komme på tale.