Flugten fra Italien

EU’s indenrigsministre enedes i denne uge om at fordele nogle af de hundredtusindvis af flygtninge fra Syrien og Eritrea, som ankommer til Italien og Grækenland. Ikke 40.000, som udspillet lød ved det forrige ministerrådsmøde, men 32.256. Danmarks bidrag – et flot, rundt nul med forbeholdet på asylområdet som en pinlig undskyldning – behøver næppe kommentarer. Aftalepartnerne fremstiller selvfølgelig fordelingen som et godt resultat: Det er første skridt på vejen mod en fælleseuropæisk tilgang til en af vor tids mest komplicerede problemstillinger. Men i forhold til den dramatiske situation, som igangværende krige har skabt i Middelhavsområdet, er det en dråbe i havet, der ikke vil forbedre modtageforholdene i de første ankomstlande i EU mærkbart.

Derfor er fordelingsaftalen først og fremmest et stort nederlag for den italienske regering, som havde satset alt på en europæisk løsning. Italienernes strategi har været i tråd med den generelle forvirring, der hersker på det flygtningepolitiske område i EU som følge af presset fra højrepartierne i næsten alle medlemslande. Man kan faktisk mistænke Matteo Renzis regering for med vilje at lade stå til i det nedkørte italienske modtagesystem for derved at tvinge EU-partnerne til at gribe ind. Ved mere eller mindre åbenlyst at undlade at identificere flygtninge, som så kan rejse videre og søge om asyl i andre EU-lande, har regeringen i Rom ikke blot undermineret det gældende system, men også muligheden for et bedre.

EU-projektet er for alvor udfordret i dette krydsfelt mellem økonomiske, politiske og humanitære hensyn, mellem flygtninge og eurokrise. Derfor er Information rejst i hælene på de mange bådflygtninge, som ankommer til Syditalien og fortsætter mod Nordeuropa – det første afsnit blev bragt i torsdagsavisen, og de følgende afsnit kommer i løbet af den næste uge – for at undersøge, om det italienske modtagesystem er tæt på at bryde sammen, sådan som Grækenlands gjorde det allerede i 2010 med de følger, man nu kan se på de græske ferieøer.