Leder

Fornuften synes at marchere i Wien

8. juli 2015

Medens dette skrives, rapporterer al-Jazeera fra Wien, at 5+1-delegationen (fem permanente sikkerhedsrådsmedlemmer plus Tyskland) og dens iranske modpart har suspenderet den deadline, der 30. juni blev forlænget med en uge i forhandlingerne om en atom-aftale, men har ’sat uret i stå’ – som forstandige folk gør i afgørende forhandlingsforløb. Et ædrueligt gæt er, at klokken vil være 24 tirsdag 7. juli helt frem til på fredag.

Hvilket indebærer, at der ikke er et resultat, når dette læses, men at parterne har interesse i at nå frem til et. Men uanset udgangen er det nyttigt et kort øjeblik at hæfte sig ved baggrunden for forhandlingerne i Wiens prominente Hotel Palais Coburg, nemlig at de er baseret på USA’s hidtidige og Israels aktuelle ønske om at inddæmme, stække og i sidste ende eliminere Iran som regional magtfaktor i Mellemøsten. Siden 1979, da studenter tog 52 amerikanske gidsler på USA’s Teheran-ambassade i 444 dage, har USA indført og jævnligt fornyet sanktioner mod præstestyret op gennem 80’erne og 90’erne.

Fra 2002 blev det iranske atomprogram inddraget som sanktionsmål, efter at den iranske opposition (dengang baseret i Irak), gjorde verdensoffentligheden opmærksom på to hidtil ukendte atomanlæg, som vestlige efterretningstjenester kendte til, men holdt bøtte med. Og i 2006 trumfede USA den første FN-sanktion igennem sikkerhedsrådet. Den er siden bekræftet og udvidet hele syv gange, hver gang baseret på mistanker, formodninger og antagelser om, at Iran parallelt med udvikling af en atomsektor til fredelige formål arbejdede på at fremstille et kernevåben.

De flerstrengede sanktioner fra FN, USA og EU, der især mellem 2010 og 2013 ramte den iranske økonomi med socialt invaliderende effekt, er kollektive straffeaktioner for forbrydelser, der på intet tidspunkt er dokumenteret for så vidt angår landets atomprogram. Der er ikke fundet nogen rygende pistol, selv om talrige rapporter fra IAEA, FN’s Atomagentur og vagthund for ikke-sprednings-traktaten, har påvist ’huller’ i Irans formelle overholdelse af den særlige tillægsprotokol om skærpet kontrol, som shah-styret underskrev i 1974, og som præstestyret ratificerede i lighed med ikke-spredningstraktaten, signeret af Iran i 1967. Men at Iran har undladt at informere om nye anlæg til berigelse af uran, er ikke i sig selv bevis for en kernevåben-ambition, endsige -produktion, og den teokratiske republik har fastholdt, at den udelukkende bygger anlæg til fredelige formål – og at det i øvrigt er ’uislamisk’ at producere kernevåben.

Når det er sagt, skal det tilføjes, at det sagtens kan være løgn og latin. Og hvis det er – løgn og latin altså – er det sådan set ikke uforståeligt i lyset af de robuste trusler, Mellemøstens eneste atommagt med klodens sjette-stærkeste militær, Israel, gennem årene har afsendt mod Iran, som israelerne – eller i hvert fald deres premierminister – mener er en ’eksistentiel trussel’. Et scenario baseret på præstestyrets opbakning til eksempelvis Hamas og Islamisk Jihad i Gaza, Hizbollah i Libanon og diverse iranske politikeres udtalelser om, at Israel er ’en unaturlig og midlertidig foreteelse’ i Mellemøsten.

Så sent som i marts gentog Israels premierminister sit efterhånden årlige glansnummer på talerstolen i USA’s kongres, da han endnu en gang tordnede mod præsident Barack Obamas åbning mod Irans præsident Hassan Rohani og kaldte en kommende aftale, stort set uanset dens indhold, for ’en dårlig aftale’.

Men toget er kørt, og hvis der ikke nås en endelig aftale inden på fredag – knasterne er bl.a. omfanget af ikke-atomrelaterede sanktioner, Iran kræver afviklet ved en aftale – vil dialogen givetvis fortsætte. Uret vil blive igangsat til ny samtaletid.

Alternativet – at Iran træder ud af ikke-spredningstraktaten med den mulige konsekvens, at USA griber til den ’militære option’ med bombning af Irans atomanlæg – er for afskrækkende i Mellemøstens i forvejen blodige konflikt-teater. Hassan Rohani har ayatollah Ali Khamenei og revolutionsgarden med sig i udøvelsen af ’heroisk fleksibilitet’. Obama har sin sunde politiske fornuft, som en dreven republikansk domineret kongres næppe kan blokere, da det vil kræve to tredjedeles flertal. Der er for en gangs skyld grund til optimisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu