Leder

Hul i historien

Debat
22. juli 2015

Der findes begivenheder, vi først med års forsinkelse kan forholde os til. Blandt dem tælles Anders Behring Breiviks massakre på en politisk ungdomslejr på øen Utøya og hans forudgående bombeangreb mod regeringskontorerne i Oslos centrum. Det er i dag fire år siden, at 69 politisk opvakte mænd og kvinder mistede livet i en handling af had, vi aldrig kommer til at begribe.

Alle husker vi formentlig de afskyelige billeder af Anders Behring Breiviks ofre, der ligger livløse tilbage i vandkanten eller på øens klippesten. Fotografierne er taget af den svenske pressefotograf Niclas Hammarström, der året efter massakren for sin fotoserie vandt en andenpræmie i verdens mest prestigefyldte fotokonkurrence, World Press Photo.

Det beror ikke på en tilfældighed, at det ikke er en nordmand, der har dokumenteret en af de mest skelsættende begivenheder i nationens nyere historie. De norske pressefotografer undlod nemlig i vid udstrækning at fotografere fra begivenhederne 22. juli. Det har i dag kaldt på eftertanke og selvkritik, hvilket fremgår af dagens avis, hvor pressefotograf Hakon Mosvold Larsen fra det norske fotobureau NTB Scanpix udtaler:

»Men set i bakspejlet indser jeg, at jeg burde have taget flere billeder.«

De norske fotografers tilbageholdenhed er forståelig på det personlige plan, men fejlagtig ud fra en professionel betragtning.

Som medier er det vores opgave at skildre verden, også når den viser sig fra sin allermest modbydelige og ondskabsfulde side. For os er det ikke en mulighed at lukke øjnene, uanset hvor ubehageligt det kan være at åbne dem.

Efterfølgende er det mediernes ansvar at udvælge de billeder, der dokumenterer virkeligheden, uden at de unødigt krænker hverken ofre eller deres efterladte. Det er en vanskelig balancegang og diskussion, som Norge først med fire års forsinkelse synes rede til at tage.

Tilbage står et hul i historien, som det i dagens avis formuleres af Anne Hege Simonsen, der netop har forsvaret sin afhandling Tragediens bilder.

De eksisterende fotografier fra Utøya vil til alle tider efterlade ubehagets sug i maven, men dokumentation er vores – og ikke mindst eftertidens – eneste værn mod de mange myter, der opstod efter 22. juli 2011.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

For mig at se er dette agurketid fra sin grimme side. Pressen taler med sig selv, postulerer eksistensen af myter, lægger vægt på fotografernes nationalitet, opfinder et begreb "hul I historien".

Denne frygtelige terrorhandling er opklaret i detalje - den er pressedækket i detalje, en unødvendig og intetsigende teaterforestilling om terroristen er afviklet.

Ofrene bør mindes, den politiske reaktion kan kommenteres, politiets indsats og beredskab ved fremtidige terrorangreb kan i noget omfang drøftes i offentligheden. Men denne evige dvælen ved selve handlingen er dog styg.