Leder

Hvem bærer ansvaret for fedtet?

27. juli 2015

Modviljen mod fede mennesker er dybt indlejret i vores samfund. I kulturprodukter forbindes den fede krop derfor næsten konsekvent med blandt andet usundhed, dovenskab og med mangel på vilje og disciplin. Og modviljen imod den fede krop kommer ofte fra højeste sted:

»Når sundhedsmyndighederne for eksempel siger, at fedme er en belastning for samfundet, så gør man automatisk overvægtige og fede til jaget vildt. Og når der samtidig ikke er love imod diskrimination på baggrund af fedme, så legitimerer man på en måde fedmehad, sådan at det også bliver socialt acceptabelt,« som Birgit Petersson, der er forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, siger i artikelserien om ’fedmeudskamning,’ som har kørt i avisen i den forgangne uge.

Læs også: ’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’

’Fedmehadet’ hænger i høj grad sammen med forestillingen om, at det er den enkelte borgers eget ansvar at holde vægten og med den deraf følgende forestilling om, at den tykke borger nærmest forbryder sig imod fællesskabet ved at fejle i forhold til at være slank.

Hvis denne forestilling var rigtig, hvis den enkelte reelt set har ansvaret for fedtet, kan modviljen måske – bakket op af en masse etiske og humanitære gradbøjninger – være forståelig.

Men inden for den sundhedsvidenskabelige forskning har man imidlertid i mange år vidst, at det slet ikke giver mening at placere ansvaret for fedtet på det enkelte individ, fordi der er en lang række andre og mere betydelige faktorer, som spiller ind i forhold til at gøre folk fede – det handler altså ikke bare om, at den enkelte skal afstemme forholdet imellem fysisk aktivitet/forbrænding og madindtag.

Blandt andet er der samfundsaktører, især fødevareindustrien og ’slankeindustrien,’ som helt konkret spekulerer i at gøre folk fede for så at slanke dem igen, som Birgit Petersson bemærker, hvilket må betyde, at den enkelte persons frie vilje – den samme frie vilje, man forestiller sig, at folk kan bruge til at begynde at motionere mere og spise ’rigtigt’ – altså påvirkes ret konkret udefra – blandt andet gennem reklamer for fastfood.

Ligesom at social usikkerhed og genetik spiller en afgørende rolle i forhold til, om folk bliver fede, som den internationalt anerkendte forsker og leder af Det Nationale Danske Fedmeforskningscenter Thorkild I.A. Sørensen har været med til at vise i store internationale forskningsprojekter.

Derfor bliver det altså ikke bare klart, at det er forfejlet at udskamme fede mennesker. Det bliver også klart, at udskamning og hetz fra samfundets og medborgeres side imod overvægtige, ikke er nogen god løsning. Hetzen fungerer på ingen måde som motivation for den enkelte til at tabe sig, men kan føre til mere fedme, fordi det ødelægger den overvægtiges selvværd, som en gruppe forskere fra University College London også påviste i 2014.

Ikke dermed sagt, at vi ikke skal forholde os til, at vores samfund efter alt at dømme bliver federe og federe, men vi bør rette vores kritiske blik imod de virkelige ’syndere.’ For skyder man blot skylden på den enkelte, er man altså ikke blot med til at forværre problemet. Man overser også problemets rødder, der forgrener sig på langt mere kompleks kollektiv vis end den unuancerede forestilling om, at ’tykke mennesker bare skal spise mindre og motionere mere’ er i stand til at rumme. Og derfor overser man, hvor man egentlig bør rette kritikken hen.

I et samfund som det danske, hvor hadet til fede mennesker lever i bedste velgående, hvor man kan miste sine dagpenge, hvis man er overvægtig og ikke er i stand til at tabe sig, og hvor der ingen love er imod at diskriminere på baggrund af en persons kropsvægt – mens der til sammenligning er love imod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på baggrund af køn, race, etnicitet, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder og handicap – bør vi altså for alvor begynde at overveje, hvordan vi behandler de tykkeste borgere.

Hvis det ikke er argument nok, at det at droppe hadet til fede mennesker, vil være det mest humane, må det, at alt tyder på, at det vil være til stor gavn for vores samfund, være et argument, som de fleste bør kunne tilslutte sig.

Derfor er det også på det tide, at vi alle – ligesom kropaktivister både herhjemme og i udlandet længe har kæmpet for – gør op med ideen om, at tykke mennesker er grimme, ulækre og mindreværdige.

Læs også: Synes du også, at det er den tykkes egen skyld?

Serie

Fedmeudskamning

En fed amerikansk supermodel tager modelbranchen med storm. Hjemmesiden Reddit har forbudt undersider med fedmehad. Kropspositivistiske aktivister tager kampen op imod stigmatiseringen af den overvægtige krop. Der sker med andre ord noget med synet på den fede krop.

Men der er stadig lang vej igen, for mobning af fede mennesker, også kaldet ’fat shaming’ – fedmeudskamning, er meget udbredt.

Samtidig er synet på den tykke krop baseret på standhaftige myter og forfejlede forestillinger om sundhed og om, hvem der har ansvaret. Information sætter i denne serie fokus på fat shaming og kropspositivistisk aktivisme.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heidi Larsen
  • Steffen Gliese
Heidi Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Madsen

Dumhed eller uvidenhed er ingen undskyldning for loven. Det samme må i en vis grad gælde for de fødevarer man propper i sig.
Ansvaret for dit liv vil i sidste ende, altid være dit eget.
Derudover bør vi også stille industrien til ansvar, for de elendige eller direkte manipulerende produkter de leverer.
Desuden er det faktuelt forkert at man ikke må diskriminere handicappede, for selv den seneste regering ville ikke røre ved dette område. Kun kønsdiskrimination og diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse er omfattet af de forbud, der gælder uden for arbejdsmarkedet.
Alle andre steder end arbejdsmarkedet er ikke omfattet af lovgivning, og SR regeringen ville fx ikke underskrive handicap-konventionen.

Jørn Stjerneklar

Hvad er det ikke kommet til.

I den sidste ende er det sgu da vores eget ansvar, hvad vi vælger at inhalere, det være sig fed mad, røg i forskellige former, søde sager. At vi bliver påvirket af reklamer, slik i øjenhøjde osv. er ingen hemmelighed. Fastfood-industrien er specialister i at promovere deres produkter, især til unge. Men at fralægge sig ansvaret for ens egen vægt, at det er "samfundets" skyld, ligner for mig en undskyldning for, at verden bliver federe og federe og vi skal retfærdigøre det. Altså forskerne.

Se hvordan "skønhedsidealet" har forandret sig i Holywood de senere år. Der optræder flere og flere skuespillere som er direkte fede og som har gode roller. Er det fedt? Ikke set fra et samfundsmæssigt syn. Det koster kassen at reparerer og vedligeholde fede, fem % overvægt betyder at din krop begynder at stå af, og du får skavanker. Ligesom med os der har røget cigaretter og dermed muligvis har pådraget os skader - men vi havde da fået det at vide på forhånd - sådan må det også være med overvægt. Du ved at det ikke er sundt at være fed. Hvis du vælger det, jamen så koster det i det lange løb. Men beslutningen er i den sidste ende din.
At beskylde danskerne for fedmehad er at gå over stregen. Om ikke så mange år er vi, som de er i USA nu, os der har valgt ikke at blive fede, i mindretal. Skal vi så til at leve med et "slankehad" fra det fede flertal? Næppe. Det er ubrugeligt at opfinde den slags begreber.

http://www.maydaypress.com/films/page351/page351.html

Her er et citat fra en artikel om slik (Politiken 2/3 2015):
»Danskere har en eller anden form for kulturradikal frækhed og folkeskepsis, der gør, at vi i højere grad vender ryggen til autoriteterne. Vi ved godt, at det ikke er det helt rigtige at spise så meget slik, men så kan det vist heller ikke være værre, når vi nu ikke gør det til hverdag."

Så her er det i al sin enkelhed. Det kan nu sammenstilles med kulturradikal frækhed at indtage sine over otte kilo slik (i gennemsnit) om året i Danmark. Det er sgu da ikke de fede der har problemer! De er de revolutionære.

Nå, men det er agurketid...

Steffen Gliese

Der er ingen, der reelt aner, om hvorfor eller af hvad den enkelte bliver fed, om det skader eller gavner eller om det objektivt kan underlægges æstetiske vurderinger. Det er en trossag, og det skifter fra uge til, hvad videnskaben mener at kunne påvise.
Folk bliver federe, men folk lever også længere. Spektakulære dødsfald før tid rammer i stigende grad usædvanligt tynde, overtrænende og andre med et hyperpuritansk og flagellantisk livssyn.

Hvorfor er der ikke 80%, der får lungekræft, når der var mange årgange med 80% rygere?

Ønsket om vished i livet er så markant, nu hvor folk har opgivet troen på en tilgivende gud. Mennesker kan kun pine og plage hinanden. Det var sjovt nok Sartre, der sagde det: "Helvede er de andre."

Lars A. Bruun, Niels Duus Nielsen, Preben Haagensen, Gry W. Nielsen, Jørn Andersen, Heidi Larsen, Sven Elming, Dana Hansen, Henriette Bøhne, Jens Jørn Pedersen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Kan I huske, da rygerne sagde, at det ville blive de fedes tur næste gang der skulle findes synlige mennesker at foragte og nedvurdere?
De havde ret.

Erik Fuglsang, Lars A. Bruun, Niels Duus Nielsen, Preben Haagensen, Christian Sørensen, Gry W. Nielsen, Jørn Andersen, Heidi Larsen, Sven Elming, Dana Hansen, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvis den fede ikke vil pådrage sig ansvaret selv, be`r man jo ligefrem staten gribe ind med :
- Forbud (produktion og import)
- Afgiftsdifferentiering (moms) mellem sundt og usundt.
- Regulering med rationeringsmærker.
- Rapportering, kursus deltagelse og kontrol.
- Straf - bære gul stjerne og gradueret brugerbetaling ved brug af sundhedsvæsenet.
Flere forslag til velfærdssamfundets forbedring ?

Jens Jørn Pedersen

Der er en modeindustri, der er kraftig medvirkende til at sætte fokus på folks udseende.
Vi glemmer at sætte fokus på et godt liv.
Hvorledes får vi et godt liv? Har det betydning om vi er tynde eller tykke?
Hvis man føler sig godt tilpas med den størrelse, man nu engang har, så er basis der for et godt liv.
Min mor havde en onkel der gik på vejen, røg store cigarer og drak ren sprit, han blev 96.
Jeg kender/kendte nogen, der var puritanske i livsførelse mv. de blev ikke så gamle.

Det ville være befriende, hvis vore politikere ville begynde at beskæftige sig med det gode liv og ikke med den "gode" økonomi.

Erik Fuglsang, Preben Haagensen, Anne Eriksen, Sven Elming, Dana Hansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det ville i det hele taget være befriende, hvis vi ville lade være med at trække egne ideer om "det gode liv" ned over andres ører.

Erik Fuglsang, Preben Haagensen, Henriette Bøhne, Jens Jørn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Blaabjerg

"Det man siger, er man selv". Der er en vis sandhed i dette, for det er meget nemmere at se ned på og kritisere andre, end det er at lave om sig selv og sine skamfulde (men måske ikke åbent erkendte) vaner og uformåenhed. Had og overdrevet kritisk indstilling til andre mennesker bunder mestendels i projiceret selvhad. Selvfølgelig skal man da have lov til ikke at ligne tidens skønhedsidealker, også uden at andre selvretfærdigt skal blande sig i det. Men hvis man ikke selv kan holde synet af dellerne ud, når man ser sig i et spejl og har svært ved at komme op ad trapperne af bare overvægt, så var det måske en meget god ide alligevel at overveje en moderat livsstilsændring.

jeg hader ikke de fede, men jeg er træt af at høre om, at nu skal vi til at acceptere overvægt som en norm og at det er alle andres skyld og ansvar, at en alt for stor gruppe er blevet alt for store. Ligemeget hvordan man vender og drejer det, så må det da være den enkelte, der selv styrer, hvor meget man putter i munden.

Steffen Gliese

Men, Søren Bro, det er jo kun muligt til en vis grad at styre, hvad man putter i munden, mængden ufortalt.

odd bjertnes

Forbyd folk at spise i det offentlige rum. Det vil også afhjælpe skraldhenkast.
Kombiner ædeforbudsskilte med ophævelse af rygeforbud sammesteds hvis aktuelt.
Nudge nudge ... 50% sjovt ikke ?

Steffen Gliese

Skraldhenkast er bare et spørgsmål om vaner, selv kunne jeg ikke drømme om at smide affald andre steder end i en affaldsspand, også selvom jeg skal bære det et stykke.

Heidi Larsen

*Suk* Men om ikke andet, så kan jeg da som fed forsøge at gøre noget ved mine for mange kilo, idioti kan desværre ikke kureres.

Erik Fuglsang, Inger Feldthaus, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jens Jørn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Producenterne af "mad" påstår, at det er forbrugerne, der bestemmer. Forbrugerne kan kun købe det tilgængelige?
Hvis jeg spørger efter noget bestem: desværre!
Det er meget komplekst, derfor holder teorien om selvbestemmelse ikke!

Ole Henriksen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jens Jørn Petersen, det stemmer ikke. Der er valgmuligheder nok, både for mad, drikke varer og livsførelse i øvrigt.
Men du har ret i, at der er en massiv markedsføring af usundt færdigmad.

I øvrigt - se på fede børn og unge, og se derefter på deres forældre. Den sociale arv er medspiller.

Jens Jørn Pedersen

Leo Nygaard
Har du været i Tyskland for at handle.
Vi har et spisested og er tvunget til at købe udenlandske varer, da kvaliteten i Danmark ikke er god nok (og usund).
Så du er skæv på den!

Nej, selv om jeg bor i Kolding, handler jeg ikke i Tyskland.
Det kan da ikke være råvarer du taler om ?
Men jeg bøjer mig for fagkundskaben - har ingen viden om forskellen på tyske og danske råvarer.
Jeg mente i øvrigt valgmuligheder rent privat og ikke på restaurant.
Dèr ved man jo ikke, hvad man får :-)

Thomas Rasmussen

"’Fedmehadet’ hænger i høj grad sammen med forestillingen om, at det er den enkelte borgers eget ansvar at holde vægten og med den deraf følgende forestilling om, at den tykke borger nærmest forbryder sig imod fællesskabet ved at fejle i forhold til at være slank."

Sikken omgang vås. Og der er bemærkelsesværdigt lidt dokumentation for, at der skulle være et omfattende had mod overvægtige/fede. Ja, jeg 'hader' fedme, fordi jeg ikke ville kunne holde ud at bære rundt på alle de overflødige kilo. Men at jeg derfor skulle have en særlig foragt over for dem, der er i den situation, er en falsk analogi.

Heidi Larsen

Thomas Rasmussen, at der er bemærkelsesværdigt lidt dokumentation, som du skriver, hænger måske sammen med, at det er først nu der for alvor bliver gjort opmærksom på at der er altså en stigende tendens til fedmehad her i landet og det er et problem. Og ja, det eksisterer! Det bliver værre og værre, vi har ikke set det værste endnu. Og ja, jeg er en af dem der mærker det på egen krop og det er blevet værre de seneste år.

Helt generelt til den her debat om fedme:
Hvad jeg finder virkelig bemærkelsesværdigt i de debatter der har været på Information den seneste tid er hvor lidt lydhør normalvægtige - det må jeg jo gå ud fra at I er - er overfor det der bliver skrevet i artiklerne og i kommentarerne. Nogle gange tangerer kommentarerne ligefrem til folk bliver personligt fornærmede, for det har de i hvert fald ikke set nogle steder og sådan er de overhovedet ikke selv og jeg alene vide hvad der er bedst. Det handler bare om at spise mindre og motionere mere, og så er ansvaret ellers bare folks eget.

Det her er ikke kun om ansvaret om fedmen, men hele holdningen til menneskerne bag ved og ja, det er sgu mennesker vi snakker om.

Så sent som her til aften der var to kvinder inde og fortælle om hvordan de på egen krop har oplevet og oplever fedmehad!

Det er fint nok folk hader fedme, men det kan jeg som fed ikke bruge til en skid. Det gør ikke MIG slankere!

Heidi Larsen

Sorry, glemte i kampens hede, at de to kvinder var kort inde i Go'aften Danmark og fortælle om problemet. Beklager.

Mads Østergaard

Heidi Larsen:
Problemet i kommentarfeltet går på, at enhver artikel omkring fedme her på information den seneste tid kun tildels har handlet om fedmehad. Der er ikke en eneste kommentator der har modsagt sig, at fedmehad er en dårlig tendens. Vi er alle enige om det, og behøver derfor ikke diskutere det.
Til gengæld har hver artikel også et andet element, som flere kommentatorer kan være uenige i, og som kan være diskutabelt. Mens hver artikel har indeholdt problemstillingen om fedmehad, så har de samtidig fx udsat tynde, forsøgt at fremstille fedme som sundt, eller forsøgt at retfærdiggøre at fedme er en stigende tendens, og kaldt efter accept af fedme.
Desværre er den eneste artikel der har været noget værd i denne debat - den om Andrea Storgaard Broks aktivisme - kun tilgængelig for abonnenter.

Hvis vi accepterer fedme som en stigende tendens, hvad så? Vil det så hjælpe? Vil fede mennesker blive mere tilbøjelige til at tabe sig? Selvom de fleste kommentatorer her ikke er enig i hvad Jørn Stjerneklar skrev ovenfor, så synes jeg at alle med respekt for fedmedebatten burde se den 18 minutters film han har linket til. Jeg synes ikke Danmark skal ende som USA, så jeg vil gerne kæmpe mod de tendenser der bringer os i den retning. Jeg har en personlig interesse i den her sag, fordi jeg bekymrer mig for vores lands fremtid hvis de her tendenser bliver accepteret fremfor modkæmpet.

Accept af fedme er præcis det samme som at sige, at fedme ikke er et problem. Fedme er et stigende problem. Måske et problem grundet i andre problemer. Men hvis vi ikke accepterer at fedme er et problem, så kommer vi aldrig dybere ned, og finder aldrig de grundliggende problemstillinger og svar. Måske er man fed fordi man blev udelukket af fællesskabet som barn. Måske er man fed fordi man voksede op med smør under nutellaen. Måske fordi man bare elsker mad, og ikke føler det giver mening uden den nydelse. Men alligevel så går det bare ikke, sådan som det går nu. Der må gøres noget. Og jeg håber, at fede mennesker vil acceptere, at fedme generelt er et problem, og at de kan være en af dem som rent faktisk kan skifte til en bedre livsstil. De fleste kan når de får diabetes, for så bliver det alvorligt. Men det er alvorligt. Ethvert ansvarligt menneske ved at det smarteste er at takle problemerne i opløbet - ligesom med vores CO2-udslip. Jeg kunne forestille mig, at de fleste fede mennesker har brug for at snakke med nogen om deres underliggende problemer, brug for nogen som kan støtte dem, og brug for et fællesskab. Jeg håber der er nogle tykke mennesker, som vil række ud efter hinanden og nogle af de gode, så de kan finde nogle rammer og et fællesskab hvor de kan lære at takle deres problemer. Der er ingen af kommentatorerne her som gider at tale om eller diskutere fedmehad, så lad os tale om fedme, og om hvordan vi løser det problem som det er - men det er måske ikke en dramatisk nok vinkel til nutidens journalistik som helst skal indeholde følelsesmæssigt mægtige udtryk så som 'HAD'.

Jeg tror generelt vi mangler respekt og disciplin i Danmark. Ekstrabladet, paradise hotel og cyber-tilsvininger på facebook har taget overhånd. Når man læser og ser den slags og samtidig ser at det bliver accepteret, så bliver man junk inde i hovedet og mister respekten for det meste. Så er der pludselig en der tror at han har lov til at kommentere på en tyk persons udseende. Vi er et frisindet land, men jeg synes vi accepterer for meget. Danmarks version af paradise hotel er verdens mest succesfulde version af udgaven. Og seerne er opdraget med underdanig accept, uden disciplin, moral og integritet af efterkommere af de frisindede hippier fra 70'erne. Vi har ikke nogen vise mennesker mere fordi vi ikke har noget fælles holdepunkt. Religionen er død, og de fleste orker ikke at læse andet end stimulerende krimier og 'Game of Thrones'. Det er kvalmende.

Heidi Larsen

Mads Østergaard, njaaa.... jeg er nu ikke helt enig i, at debatten kun tildels har handlet om fedmehad, der har været virkelig mange saglige gode kommentarer, som er blevet skudt i sænk, hvilket er helt normalt i en debat. Jeg er bare lidt træt i ansigtet af, at igen og igen at læse, at fedmehad ikke foregår. For det gør det og det har en stor indflydelse på de fede der oplever det. Det er mobning, det fastholder en i en nogle dårlige mønstre som ikke hjælper en til at tabe sig.

Jeg som fed bryder mig bestemt heller ikke om at altid blive sat op imod de ultra tynde, det er lige så ubehageligt for mig som for dem. Det er billige kort at spille med. Det har jeg også skrevet i anden kommentar tidligere på en af de andre artikler.

Jeg siger ikke at vi bare skal acceptere fedme, overhovedet ikke. Fedme ER et stigende problem, det er vi helt enige om. Der vil jeg slet ikke modsige dig. Tro mig, fede vil gerne acceptere at fedme er et generelt problem, fede vil gerne have hjælp, fede vil gerne forstås, men bliver det generelt bare ikke, hverken hos politikerne, hos sundhedssystemet eller hos den almindelige befolkning. Fede som normalvægtige er nødt til at acceptere at det er mere end blot at bare spise mindre og motionere mere som stadig er den gængse opfattelse blandt mange. Det kan vi jo bare se i den debat der har været herinde på Information. Og vi kommer ikke uden om fedmehadet, for det er det er ikke fordrende for selvværdet at få ubehagelige kommentarer i offentligt rum bare ved at være der. Nedgørelse hjælper ingen. Det handler lige så meget om psykologi som det handler om den fysiske fede krop.

Så hvis vi skal tale om hvordan man hjælper os fede og undgår at flere bliver det, så er det hele pakken vi skal snakke om. Hvordan vi bliver behandlet, hvordan vi kan hjælpes, hvordan vi kan hjælpe os selv og ikke bare det sædvanlige vi har hørt på de sidste 30 år.

Dorte Haun Nielsen

På ingen måder en enten-eller problematik - og derfor tak for dette indslag der henfører opmærksomheden på de strukturelle og kollektive faktorer. Af kommentarerne at læse er der modstand mod dette syn på tingene - det ses som en ansvarsfralæggelse for individet. Men faktum er jo unægteligt, at individer indgår i kollektiver, og både påvirker og påvirkes heraf. Ellers ville metoder som 'nodging' jo heller ikke virke. Mit ansvar, hvad jeg indtager - nuvel, men tilgængelighed i bredeste forstand spiller en enorm rolle i den sammenhæng. Man kender det fra indgående forskning på alkohol-området: Jo mere tilgængeligt alkohol er, jo mere drikkes der i et givet samfund - og jo mere der generelt drikkes i samfundet, jo flere vil blive alkoholikere. Et faktum påvist gennem adskillige studier. Det synes nærliggende at det samme gælder mad, herunder i særdeleshed fødevarer med høj kalorietæthed som stimulerer belønningscentret i vores hjerner. Det individuelle ansvar kan vi aldrig fjerne - men vi kan så sandelig begynde at tage et fælles ansvar også.

Om det er overvægtiges egen "skyld" eller ej... Det er måske ikke den eneste antagelse, der er problematisk her. I min optik handler det i langt højere grad om det samfund, der har været under udvikling gennem efterhånden lang tid, hvor det altså er socialt acceptabelt at angribe specifikke grupper i befolkingen, som ikke lige 'passer ind' (rygere og overvægtige - senere kan det blive folk med briller, kontaktlinser, tandbøjler, skeløjede, folk med rygproblemer etc. Diverse problematikker kan indsættes her! Håber i øvrigt ironien er tydelig...)

Jeg synes, det er dybt problematisk, at det gøres acceptabelt at nedgøre andre mennesker på baggrund af noget, de måske ikke selv er herre over, og det undrer mig, at vi som medmennesker har lyst til det - øv altså!

Lars A. Bruun, Preben Haagensen, Inger Feldthaus, Niels Duus Nielsen, Lilli Wendt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mads Østergaard, du udtrykker meget godt problemet: at du ønsker at fastholde et syn på fedme, der diskriminerer.
Men hvorfor er det et problem? Hvorfor ikke acceptere en situation og tage højde for den? Jeg siger ikke, det er optimalt, men jeg siger, at det er folks frie ret til at leve, som de vil.

Det er velkendt fra andre områder, hvor man har ønsket at skride ind imod visse af autoriteterne udgrænsede adfærdsformer, at forbud eller anden intervention skaber et dobbeltgreb, hvor man på den ene side panisk kæmper for at forlade status quo, men på den anden side også bremses i det af en lang række især psykologiske og sociale omstændigheder.
Det gælder jo i høj grad noget så alvorligt som narkotika, hvor det imidlertid alle steder har vist sig, at afdramatisering og afkriminalisering har ført til de resultater, i høj grad, som man ikke før opnåede.
Med fedme er problemet endnu mindre, her handler det om, at man forsøger at fremstille som opnået viden nogle resultater, vi ikke har.
Men det er på den moralske front, den er allermest gal: uanset om fede mennesker er kropslade, overspisende og uvidende om ernæring, så er det en forkert anbragt moralsk fordring, som tager det umoralske udgangspunkt at gå mere op i, om andre gør 'det forkerte', end om man selv gør det rigtige.

Steffen Gliese

Lasse Rohde, jeg vil gå så vidt som til at mene, at det er problematisk, SELVOM folk selv er herrer over det. Samfundet skal ikke være en opdragelsesanstalt, men et forum for ligestillet udfoldelse mellem mennesker.

Preben Haagensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Blaabjerg

Vi er - så godt som - alle minoriteter i en eller anden forstand og er dermed udsat for de andres fordomme om, hvad det vil sige at være "normal", "sund", "fornuftig", "anstændig", "dygtig" osv. Og dette sidste lader virkelig til at være et voksende problem, måske endda tilmed noget typisk "dansk" (ligesom stegt flæsk med persillesovs) her i Aksel Sandemoses Janteland. Jantelovens første. Janteloven første bud er som bekendt "Du skal være lige som os" (også yderst aktuelt politisk jvf. DF´s (og søsterpartiets Venstres) succes med at satse på fremmedhad.

Lars A. Bruun, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er ideologisk, Søren Blaabjerg: hvor det var formålet med velfærdsstaten at stille den enkelte fri i forhold til samfundets automatiske falden tilbage på autoriteter, lykkedes det embedsmænd og politikere at forpurre dette af skræk for, at folk ville vise sig at være 'ufornuftige'. Nu er det så deres eget forsøg på opretning, der er kilden til alle dårligdommene, og de kan vitterligt alle henføres til en ny klasse af administrative indgreb, der i troen på egen evne til at læse i hjerte og nyre foreløbig har forvredet uddannelsessystemet efter egne præferencer, så vi har fået folk, der bliver tabt på gulvet i skolen og ikke kan få den almindelige uddannelse og beskæftigelse, som det på den anden side bliver mere og mere klart, at samfundet mangler.
Folk, der burde profitere af den frihed, som det sociale system indførte for dem, der har alvorlige sociale og sundhedsmæssige problemer, er i stedet for blevet ofre for en vilkårlig forvaltning, der mener at kunne gennemføre med tvang, hvad der til dato altid kun har kunnet gennemføres - og i et demokratisk samfund SKAL gennemføres - i form af tilbud.
Politikerne synes sikkert, at folk kræver og kræver; men omvendt er det jo også folks egne penge, der skal bringe os allesammen igennem dagen, og helst med så højt humor og højt til loftet som muligt.

Karen M. Larsen

Jeg har selv været fed - i efteråret 2013 vejede jeg 118 kilo - i dag vejer jeg 63. Jeg har oplevet at blive råbt efter på gaden - og nej, det hjalp mig ikke til at tabe mig. Hvad der hjalp mig var at jeg fik så mange sundhedsproblemer, at jeg indså, at jeg måtte lægge mit liv om. Og ja, vejen frem er at indtage færre kalorier og røre sig noget mere. Og så er det i øvrigt en myte, at et sundt liv er lig med selvpineri - jeg har faktisk aldrig fået og nydt så meget dejlig mad som nu : ) Som fed troede jeg i mange år, at der intet var at gøre, jeg havde jo prøvet med den ene selvpinekur efter den anden. Og det var fejlen: at tro, at jeg var dømt til at være fed og at tro, at livsstilsomlægning er det samme som et trist liv...

Erik Fuglsang, Mads Østergaard, jens peter hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Var på Bakken for 14 dage siden. Fed oplevelse. Masser af mennesker fra 3 generationer. Morfar og mormor, små tynde 7o-årige, far og mor omkring de 40, store overvægtige og gang i en kæmpeis. Ungerne på 15 og efternøleren på 7. Den første godt i gang med at ligne far og den yngste endnu tynd og fuld af krudt.
Hvis er skylden ? Æderiet har skylden!!

Torben Knudsen

'Hvordan holder du vægten?' er normalt rettet mod de slanke.
Man kan med større udbytte spørge de overvægtige om det samme.
Hvordan holder du vægten? Det må være en kaloriekamp af dimensioner og dyr.
Der er for meget fokus på indtagelse af kalorier og for lidt, på det at komme af med dem.
TV f.eks. nu gennem flere generationer er vel årsag til 80% af problemet.
Alle haveredskaber skal være motoriserede, så man undgår at bevæge musklerne og sådan kunne man blive ved, selv det at grave sin egen grav, d.v.s. hurtigere død som følge af fedme er motoriseret, Cykler er blevet eldrevne, årsagerne til fedme er uendelige og selvskabte.
Husk når du bestiller flybilletter ikke at gå efter sæder ved nødudgange. 9 ud af 10 gange har de meget store 'sat' sig på de sæder og efterlader meget lidt plads til dig og dine albuer.

Mads Østergaard

Karen M. Larsen
Mange tak for dit indlæg, vi manglede et indskud fra netop din oplevelse.

Tidligere i debatten forsøgte jeg at sammenligne fedmen med rygeforbud, og foreslog fx at man forbød reklamer for mad og drikkevarer med højt sukker og saltindhold fordi det tilsyneladende har virket med den måde rygning blev taklet, da der i 2000 var over 30 % rygere og vidst i 2014 kun 17 %. Forløbet var hårdt for rygerne - jeg var selv festryger - som følte sig frihedsberøvet og personligt begrænsede (jvf Peter Hansen), da det blev ulovligt at ryge i større offentlige lokaler. Men hvad med ex-rygerne, hvordan har de det nu med statens indgriben? Jeg vil vædde med at over 90 % vil takke staten for deres indsats mod rygning. Man har aldrig hørt en ex-ryger eller en tidligere fed fortryde, at de kvittede smøgerne eller tabte deres overflødige kilo. Succeshistorierne fortæller os, at fedme og rygning for langt de flestes tilfælde ikke kun er noget så bebrejdende og ubehageligt som en samfundsmæssig byrde, men samtidig også har været en personlig byrde, og at de mennesker som kom klarede rygestoppet og vægttabet føler sig mentalt lettede.
Det med at vægttab er mere end kost og motion er nok rigtigt. Men jeg vil ikke sige at dette 'mere' består af retfærdiggørende størrelser som genetik, tilgængelighed og miljø. Jeg vil derimod sige at dette 'mere' består af menneskelig forståelse, fællesskab, motivation, hjælp og støtte.

I Danmark synes vi det er helt absurd at man i Kina har censur. Jeg har arbejdet sammen med en del mennesker fra Kina, og har nogle gange spurgt dem hvad de synes om censuren - er det ikke alt for megen indgriben fra statens side? Det eneste svar jeg har hørt er, at de ikke tænker over det. De lever deres liv, fokuserer på deres liv, familie og arbejde. Jeg prøver ikke hermed at sige, at censur er godt. Men jeg vil gerne åbne op for diskussion om hvorvidt statsmæssig indgriben er så negativt som vi hævder det her i Danmark.
Om mig selv ved jeg, at jeg skal presses før jeg kæmper fokuseret. Jeg er tynd, men jeg er doven. Jeg blev presset da jeg var værnepligtig, og det gik op for mig hvilken glæde det kan være at udrette meget på en dag, at lære meget, se meget natur og bevæge sig meget. Jeg har altid været meget antiautoritær, og tog de strenge udtryk der blev brugt i kommandoerne med et gram salt, og fokuserede i stedet på at nyde oplevelserne og mærke udfordringerne. Da jeg kom tilbage til samfundet faldt tingene langsomt tilbage til dovenskaben, fordi jeg ikke havde lært at presse mig selv. Men erfaringen hang ved, og med årene lærte jeg at presse mig selv. Jeg skal presses før jeg gør noget fornuftigt med mit liv. Jeg presser mig selv til at løbe 1-2 gange om ugen fordi jeg ved hvor meget det hjælper mig mentalt. Stort set hver gang må jeg kæmpe med en stemme i mit hoved som siger at jeg bare kan udskyde løbeturen, eller tage den ugen efter. Men med tiden har jeg lært at den stemme ikke gør mig gladere, og jeg gør bedst i at huske hvorfor jeg løber, og bekæmpe min dovenskab. Jeg har små kampe med min dovenskab hver eneste dag. Og jeg har lært, at så snart jeg holder bare en uges pause med mit løb, så er det langt sværere at komme i gang igen.

Karen M. Larsen

Mads Østergaard: Jeg er også nødt til at presse mig lidt for at få dyrket motion - da jeg er ret fysisk doven. Derfor går jeg efter hvad jeg oplever som realistisk for mig og det er en halv time på min stepmaskine kombineret med vægtløftning eller en gåtur på ca. 40 minutter - eller en halv time på trapper om dagen - mere tager mig for meget tid i dagligdagen. Og jeg trænede mig langsomt op for at undgå at blive slået ud af skader. Og ja, jeg synes også, at man bør turde at presse sig selv - med måde - det er sjovt at opleve at man kan mere end man tror - kunsten er ikke at knække - eller at kunne rejse sig efter et fald.

Det værste problem i debatten om overvægtige i samfundet er ikke de fede - med kærlig omsorg, støtte og hjælp til at håndtere deres individuelle livssituation, kombineret med de "rigtige" kostråd, så kan de måske få smidt de mest nødvendige kilo, eller i det mindste få et aktivt liv med glæde, som de kan trives med.

Næh, det værste problem er de "selvfede" - de frelste selvgode og selvretfærdige mennesker, som håner, som vælger at nedgøre og ikke kan se personen bag ved overvægten. For de selvfede er der nok kun ringe sandsynlighed for en virksom kur. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde.... Det må være et mærkeligt indhold i tilværelsen at få et kick ud af at nedgøre andre mennesker.

Lars A. Bruun, Preben Haagensen, Ebbe Overbye og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Heidi Larsen

Karen M. Larsen, tillykke med dit flotte vægttab. Lyder som om du har fundet den metode der passer præcis til dig.

For det er i den grad meget det det handler om, at man finder den livsstil der passer til en som på sigt kan få en til at leve sundere (gerne for evigt) og måske endda gå ned i vægt. Det svære er at fastholde den, det er ikke alle der kan det, for mange ting spiller ind. Ikke kun mad og motion.

Igen, tillykke med vægttabet.

Torsten Jacobsen

Fra Informations leder:

"Modviljen mod fede mennesker er dybt indlejret i vores samfund. I kulturprodukter forbindes den fede krop derfor næsten konsekvent med blandt andet usundhed, dovenskab og med mangel på vilje og disciplin."

Denne indledning på Informations leder er dybt problematisk. Den opstiller en præmis for hele den efterfølgende diskussion, som må siges at være tvivlsom:

Forestillingen om at fedme handler om helbredsproblemer, dovenskab og manglende vilje og disciplin, er blot det, forstår man - en forestilling - som konstrueres i 'kulturprodukter', der igen udspringer af en i kulturen indlejret modvilje mod fedme og fede mennesker. Det er altså modviljen mod fedme som er det primære problem, og ikke den usunde livsstil. En livsstil, hvis 'usundhed' åbenbart kun eksisterer som en kulturel forestilling i hovederne på hadefulde mennesker.

Dette er radikal social-konstruktionisme. Et (historisk set) nødvendigt korrektiv til selvtilfreds- heden i kulturelle hegemonier, der dog som en ustoppelig cancer nu har ført postmoderniteten ud i sine forhåbentlig sidste krampetrækninger. For stik mod al forventning holder virkeligheden ikke op, hvor ordene begynder. Den fremturer tværtimod, virkeligheden, med sin evige insiteren på at mennesket er kød før ånd, og derfor underlagt betingelser og begrænsninger som selv de mest udspekulerede sprogspil ikke kan rokke synderligt ved.

Fedme er, for de fleste mennesker, først og fremmest et helbredsproblem. En fysiologisk tilstand, som kan medvirke til at udløse en lang række sygdomme i organismen, og i sidste ende føre til en 'for tidlig' død. At der hersker en modvilje mod fedme er altså ikke i udgangspunktet betinget af 'kulturelle produkters' skadelige indflydelse. Der er tale om helt konkrete, potentielt fatale negative følgevirkninger af at leve med en for fed krop. Hvem ønsker sig dog en for fed krop? Mit gæt er 'ikke mange', og de få der måtte nære et sådant ønske, har efter min mening hjælp behov.
Det er ikke et udtryk for mental sundhed at ønske sig et dårligt helbred.

Tilbage står en meget mere interessant diskussion om hvorfor et stigende antal mennesker i den vestlige verden har problemer med svær overvægt og fedme. Tilbage står en særdeles interessant diskussion om, hvad det vil sige at 'mangle vilje og disciplin'. Hvad ved vi i begyndelsen af det 21.århundrede om 'viljestyrke', 'disciplin', 'dovenskab' og 'motivation'? Hvad ved vi om den højt besungne 'viljens frihed' og det 'personlige ansvar'? Vi ved faktisk en del. Men de fleste vil ikke kendes ved det, vi véd. Det truer de retfærdiges søvn. Så hellere fornægte. Og i denne fornægtelse af viden, er der faktisk stor opbakning at finde 'kulturelle produkters' leg med billeder og ord, moderne myter.

Karen M. Larsen

Heidi Larsen: Ja, man må finde den vej der passer bedst til en selv - og så skal man turde tage chancen og prøve - ofte er den største hindring vores egen angst for nederlag.

Erik Fuglsang, Torsten Jacobsen og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Mads Østergaard

Lilli Wendt
Dem som håner og 'vælger' at nedgøre har selv psykiske problemer som får dem til at begå den slags umenneskeligheder. Usikkerheder og lavt selvværd hos tynde, svage mennesker kan projiceres over på tykke mennesker fordi de er lette ofre. Jeg tror Heidi har fat i den lange ende når hun skriver, at den her debat handler mest om menneskers psyke.
Jeg synes du skal passe på med at nedgøre mennesker som er selvgode. Alle burde være gode mod sig selv.

Heidi Larsen

Karen M. Larsen, enig. Jeg har selv været turen igennem flere gange med stort vægttab (+30 kg), men alle er kommet på igen af forskellige årsager.

Jeg tager hatten af for dem der formår at holde vægttabet, men... vi skal passe på med at sige "Når jeg kan så kan andre også" og andre ting i den dur. Har selv været der, og det viste sig, at jeg kunne jo så bare ikke det jeg gav udtryk for jeg kunne. Det ER en kamp og man skal have en ufattelig styrke til at kæmpe den, for ellers vinder man ikke uanset hvor meget man prøver. Og den styrke skal man nogle gange - jeg siger ikke det er alle der har det sådan - have hjælp til at finde.

God vind fremover.

Preben Haagensen, Steffen Gliese og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Mads Østergaard

Karen M. Larsen
God pointe! Jeg har en god veninde som var ryger, og som jeg længe havde forsøgt at konfrontere med det. Jeg forsøgte at få hende til at forholde sig til de negative konsekvenser, og realiseringen af hvad der sker fysiologisk når man indånder tæt røg. Men det hjalp ikke. Det der virkede var, at vi havde en nærværende samtale, hvor jeg til sidst spurgte hende åbent hvorfor hun aldrig havde prøvet at stoppe. Så fortalte hun endelig, at hun var bange for at fejle.
Det er et stort problem hvis man er angst for nederlag. For i virkeligheden, så er ethvert forsøg erfaring. Man burde opfordres til nederlag, så man kan lære at det er helt ok. Jeg fortalte min veninde, at det ville være helt i orden hvis hun holdt op med at ryge i en uge eller to og så sprang på vognen igen, blot for at opleve på egen hånd hvordan det er ikke at ryge - gøre sig noget erfaring. For hvordan kan hun nogensinde mærke hvad det vil sige at være ikke-ryger hvis hun ikke prøver? Det resulterede i at hun straks klarede sig gennem et rygestop på 3 måneder, hvorefter hun dog faldt tilbage, men i et lavere forbrug. Nu ved hun at hun sådan set godt kan, men mangler tilsyneladende andre faktorer før hun helt kan lægge cigaretterne fra sig. Største problem er nok at det meste af hendes omgangskreds er rygere. Erkendelse er vejen frem.

Lars Hareskov

Sager er, at kun et fåtal af de overvægtige spiser for meget. Som oftest skyldes det ubalancer i hormon eller fordøjelsessystemet. Det er kendt viden, men ikke særlig udbredt. Når vi tænker på, at der dagligt fortæres tonsvis af slankepulver og tusindvis af slanke tabletter, men uden at det hjælper de overvægtige. En hyppig anvendt metode af folk som på et tidspunkt spiste for meget, var at de gik ned til kun at spiste en gang i døgnet. Som mennesker er vi kreeret til at skulle spise flere gange i døgnet. Derfor reagerer cellerne når de ikke får noget spise, de danner depoter=fedt og så kommer man aldrig af med overvægten. Der er også nogle der spiser forkert på den måde at de overvejende indtager kulhydrater i form af hvidt hvedemel, som burgerboller, pizza, pasta og sandwichbrød. Kulhydrater er den hurtige energi som lægges ud i musklerne. Men hvis man ikke bruger musklerne, bliver det til fedt. Jeg synes det er utilstedeligt at pege fingre af de overvægtige når den bagved liggende årsag ikke nødvendigvis er overspisning.

Steffen Gliese

Hele denne diskussion er præget af godtkøbsargumenter og halvkvædede viser, moralske forestillinger, som man holder for universelle etc. etc.
Der er brug for at slappe HELT af. Tage det, som det er, indse, at 'jeg er ikke dig', og at den fede krop ikke siger en snus om den faktiske sundhedstilstand, da vi jo f.eks. udmærket godt ved allesammen, at man ikke taber sig af særlig meget sportsudøvelse, og da slet ikke løb. Men det giver afgjort bedre kondition. Det gør det også at gå en tur, som Karen beretter.
Vi må bare spørge: er der flere fede, der dør pludseligt i en ung alder? Bliver uopretteligt skadede? I så fald hører vi ikke om dem, og sundhedsstatistikkerne bevæger sig jo uomtvisteligt en anden vej.
Synet på fede handler om æstetik, først og fremmest.

Preben Haagensen, Lise Lotte Rahbek og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Karen M. Larsen

Heidi Larsen: Har også før tabt +30 kilo og taget dem plus meget mere på igen, så jeg kender faren. Jeg er glad for hver dag der er gået godt vel vidende at det ikke er en selvfølgelighed. I modsætning til tidligere tror jeg at jeg ved hvad der før gik galt - og at min nye vej er farbar, men vi får se. Og selvfølgelig betyder det, at en person har succes ikke at andre vil få det - lige så lidt som at en persons nederlag er en garanti for at så må alle andre fejle.

Karen M. Larsen

Peter Hansen: Jeg tabte mig ikke fordi jeg ville følge samfundets normer - jeg tabte mig fordi min vægt og mine spisevaner gav mig sundhedsproblemer. Livet som fed er ikke særligt fedt - og det ikke bare pga. de andres hån men også fordi kroppen lider under vægten.

Lars Hareskov: Skankepulver burde forbydes da de ikke lærer den overvægtige gode kostvaner. Skankepiller er fup. Men spiser du færre kalorier end du forbruger taber du dig. Kunsten er ikke at falde tilbage i de gamle dårlige vaner - f.eks. i stressede livsfaser.

Mads Østergaard

Peter Hansen
Ja, der er flere fede som bliver uopretteligt skadede som følge af diabetes 2.

Lars Hareskov
Prøv at se den film som Jørn Stjerneklar linkede til ovenfor. Hovedårsagen til hormonforstyrrelser er også dårlig kost - det er en ond spiral. I USA oplever de unge kvinder der begynder at få skægvækst fordi deres hormonbalance er så skubbet. Hormonbalancer og fordøjelsessystemet kan genoprettes når man kommer på rette vej. Disse faktorer er på ingen måde retfærdiggørelse for fedme.

Torsten Jacobsen

For mig at se handler fedmediskussionen ikke primært om fedme, men om tab af kontrol.

Hvis vi som udgangspunkt antager, at fedme er uønsket (i kraft af de helbredsmæssige risici), så signalerer en for fed krop et kontroltab:

"Jeg ønsker selvsagt ikke at være fed, at sætte mit helbred på spil, men, som du kan se, magter jeg ikke at gøre noget ved det!"

Sandheden er jo at vi alle oplever tab af kontrol. Både forstået som de små svigt i dagligdagen, hvor vi ikke altid helt kan leve op til det idealbillede vi har af os selv, men for nogle også et årelangt nederlag, hvor afstanden mellem forestillingen om'det gode liv' og det man selv formår bliver stadig større, indtil afgrunden synes umulig at overskride - alle broer brændte.

Men hvor vi i de fleste tilfælde kan skjule vores tab af kontrol, vores 'svigt', de små dagligdags såvel som de store, under en facade af anstændighed, kan den fede krop ikke skjules. Det 'svigt', det tab af kontrol som den er symptomet på, stilles ubønhørligt til skue.

Er det da så mærkeligt, at fede mennesker i vid udstrækning betragtes med modvilje? Jeg taler ikke her om rimeligheden i en sådan modvilje, men om hvor menneskelig den dog er: I den andens fede krop konfronteres vi, uden at ville det, med vore egne svigt, vore egne tab af kontrol. Er det så sært at en sådan uønsket konfrontation med vores egen svaghed udløser angst? En angst som forløses i foragt?

Det dannede menneske, det modne menneske er ikke nødvendigvis et menneske, som ikke føler modvilje mod andre mennesker. Men det er et menneske, som i kraft af sin viden og erfaring erkender at den anden blot er et spejl, og modviljen blot en refleksion i dette spejl.

Heidi Larsen

Mads Østergaard, nu er det ikke kun overvægtige kvinder der har det problem, insulinresistens syndrom og polysystisk ovarie syndrom rammer også slanke kvinder. Men det er sandt det forværres med vægtstigning og at overvægt kan fremprovokere syndromerne. Det er en ond cirkel at komme ind i, for vægttab vanskeliggøres væsentligt når man er ramt, for hormonbalancen er fuldstændig i ubalance. Men det kan lade sig gøre, men kræver endnu mere indsats end hvis man ikke er ramt .

Sider