Leder

Nødvendighedens politik – på græsk

2. juli 2015

EU-kommissionspræsident Jean-Claude Juncker havde en opsigtsvækkende formulering, da han i fredags talte indigneret om den græske regerings beslutning om at lade folket stemme om trojkaens krav:

»At spille ét demokrati ud mod 18 andre er ikke en adfærd, der er den store græske nation værdig.«

Hvad betyder dette udsagn?

På den ene side synes Juncker at afvise et eurolands ret til at bede sine borgere forholde sig demokratisk til et udspil fra EU – her sparekravene fra trojkaen – via en folkeafstemning. En stærkt foruroligende melding.

På den anden side ligger der i udsagnet, at grækerne ikke bør kunne stemme sig fra nationens gældsforpligtelse og dermed påføre skatteyderne i de øvrige 18 eurolande, der har penge til gode, et økonomisk tab. Tilsyneladende en rimelig melding, for borgerne i disse lande har vel ikke færre rettigheder end grækerne.

De to udlægninger illustrerer det grundlæggende dilemma, der er på spil i sagen om Grækenlands gæld, ja, i hele spørgsmålet om eurozonen og styringen af den europæiske økonomi. Dilemmaet om demokrati versus kreditorstyre.

»Det system, der er blevet etableret for at redde en forvokset og dårligt designet monetær union, truer faktisk de bedrifter, som demokratisk selvstyre i Europa har præsteret,« skriver den tyske samfundsforsker, professor Fritz Scharpf, i en analyse for Max Planck Institute for the Study of Societies.

Hans pointe er, at det felttog for at ’redde euroen for enhver pris’, som Den Europæiske Centralbank (ECB), EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond (IMF) og Tyskland har ført siden krisens start, har grebet stærkt ind i millioner af europæeres tilværelse og levevilkår uden demokratisk sanktionering. IMF er ikke noget folkevalgt europæisk organ, og hverken ECB eller EU-Kommissionen skal stå til regnskab over for de mennesker, der mister job og indkomst som følge af nedskæringskravene.

De skrappe krav til Grækenland (som IMF nu erkender ikke har og ikke vil løse problemet, se side 8-9) ligger i logisk forlængelse af grundprincipperne for Den økonomiske og monetære Union (ØMU) med dennes demokratiske og politiske underskud. Her har man pålagt landene at føre finanspolitik inden for snævre rammer for offentligt underskud og gæld og dermed sat barrierer for en ekspansiv finanspolitik i tider med krise og høj arbejdsløshed.

»Bremserne på gæld vil være bindende og gældende for evigt (...) Aldrig vil man blive i stand til at ændre dem via et parlamentarisk flertal,« sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, da eurolandene i 2012 med Finanspagten indskrev ØMU’ens krav i deres grundlove.

Kriseramte eurolande har også mistet retten til devaluering og opgivet egne nationalbanker som sidste udvej ved likviditetskriser til fordel for centraliseringen i ECB.

Under den græske krise har kravene om besparelser, løntilbageholdenhed m.m. været betingelsen for de hjælpepakker, der i virkeligheden har tjent til at hjælpe tyske, franske og andre private banker af med deres giftige gæld fremfor at få det græske samfund på fode.

Dette hensyn til kreditorer på bekostning af befolkning afspejler den ’nødvendighedens politik’, der gør sig gældende i en globaliseret finans økonomi, hvor det er blevet afgørende at »tilpasse sig markederne«, som Merkel sagde i 2011. Strikse rammer og skrappe tilpasningskrav – altid kaldet ’reformer’ – er opskriften.

I den situation er det stærkt udfordrende, når en ny, venstreorienteret græsk regering siger ’nej, vi vil ej’ og pludselig vil spørge sin befolkning til råds, fordi man er ved at blive presset til noget, der ligger uden for det folkelige mandat, man er blevet valgt på.

Der er næppe tvivl om, at premierminister Alexis Tsipras ved sin attitude har overspillet sine kort, provokeret sine forhandlingspartnere og gjort forhandlingsklimaet så giftigt, at det nok er blevet en selvstændig dagsorden for nogle på den anden side af bordet at få Syriza drevet fra regeringsmagten i Grækenland. At fastholde urealistiske nedskæringskrav fremfor at eftergive ubetalelig gæld kan være redskabet hertil.

Dette igangværende drama bør imidlertid ikke overskygge den påtrængende debat, som rejser sig om demokratiets trængte plads i europæisk økonomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • John Fredsted
  • Leif Koldkjær
  • Grethe Preisler
Stig Bøg, John Fredsted, Leif Koldkjær og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mark Thalmay

Citat:
"Dette igangværende drama bør imidlertid ikke overskygge den påtrængende debat, som rejser sig om demokratiets trængte plads i europæisk økonomi. ..."

Fint at få fokuseret på problemstillingen: den 'teknokratisk' forståede 'nødvendighedens politik' versus 'demokrati' (også i sådan en ('oprindelig oldtids-græsk') folkeafstemnings-udgave, c'',)).

Men hvem er det, der har "gjort forhandlingsklimaet ... giftigt..."?

På sin dagligt ajourførte blok anførte den græske finansminister Yanis Varoufakis (http://yanisvaroufakis.eu/about/) i går 6 begrundelser for, hvorfor den regering, han er finansminister i, udskrev en folkeafstemning om 'Troikaens' udspil og hvorfor regeringen anbefaler et nej:

"Why we recommend a NO in the referendum – in 6 short bullet points:

1.Negotiations have stalled because Greece’s creditors (a) refused to reduce our un-payable public debt and (b) insisted that it should be repaid ‘parametrically’ by the weakest members of our society, their children and their grandchildren

2.The IMF, the United States’ government, many other governments around the globe, and most independent economists believe — along with us — that the debt must be restructured.

3.The Eurogroup had previously (November 2012) conceded that the debt ought to be restructured but is refusing to commit to a debt restructure

4.Since the announcement of the referendum, official Europe has sent signals that they are ready to discuss debt restructuring. These signals show that official Europe too would vote NO on its own ‘final’ offer.

5.Greece will stay in the euro. Deposits in Greece’s banks are safe. Creditors have chosen the strategy of blackmail based on bank closures. The current impasse is due to this choice by the creditors and not by the Greek government discontinuing the negotiations or any Greek thoughts of Grexit and devaluation. Greece’s place in the Eurozone and in the European Union is non-negotiable.

6.The future demands a proud Greece within the Eurozone and at the heart of Europe. This future demands that Greeks say a big NO on Sunday, that we stay in the Euro Area, and that, with the power vested upon us by that NO, we renegotiate Greece’s public debt as well as the distribution of burdens between the haves and the have nots:
http://yanisvaroufakis.eu/2015/07/01/why-we-recommend-a-no-in-the-refere...

Så mon ikke det fra starten har været "en selvstændig dagsorden for nogle på den anden side af bordet at få Syriza drevet fra regeringsmagten i Grækenland", så ikke osse andre (Spanien f.eks. c'',)) begynder at sætte spørgsmålstegn ved 'nødvendighedens politik'?

Med venlig hilsen

Torben Lindegaard

Et lønligt håb er, at Alexis Tsipras bliver hængende ved magten så længe, at Grækenland får bøvet sig selv ud af Euro'en, og forhåbentligt også EU og Nato.

Philip B. Johnsen

"Dette hensyn til kreditorer på bekostning af befolkning afspejler den ’nødvendighedens politik’, der gør sig gældende i en globaliseret finans økonomi, hvor det er blevet afgørende at »tilpasse sig markederne«, som Merkel sagde i 2011."

Det vil gavne Europa og et bedre EU, hvis Alexis Tsipras bliver hængende ved magten og demokratiet, så længe, at Grækenland får flere europæiske lande til, at indse den af Merkel beskrevet finansmagt er illegitim.

Philip B. Johnsen
"Det vil gavne Europa og et bedre EU, hvis Alexis Tsipras bliver hængende ved magten og demokratiet"
Hvilken vison har en kommunistisk inspireret Tsipras for et EU ?