Leder

Penge er ikke bare penge

Debat
18. juli 2015

Det var en finansieringskonference, hvor det eneste, der mangler, er finansieringen.

Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier 

Ser man på vurderingerne af udfaldet af denne uges topmøde om finansiering af fremtidens udviklingsbistand, der fandt sted i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, er det to meget forskellige billeder, der tegnes op. 

På den ene side – og med stemme fra blandt andre Mogens Lykketoft, der fra september i år er formand for FN’s Generalforsamling – lyder det, at det var et brag af en succes. At verden er kommet et skridt nærmere en fælles dagsorden for at sikre en bæredygtig udvikling for alle. Her er det især ideen om, at private fonde og virksomheder i højere grad skal bidrage til udvikling i den tredje verden, der præsenteres som opskriften på succes. 

På den anden side står gruppen af fattige lande, som hævder, at de rige lande endnu en gang har trukket det længste strå. Kritikken, der støttes bredt af de ngo’er, der arbejder med udviklingsbistand, lyder, at der hverken kom nye penge på bordet eller blev lyttet til de fattige landes ønsker om eksempelvis at overføre kompetencen til at udvikle et nyt globalt skattesystem fra de rige landes klub, OECD, til FN-systemet. 

Det med de manglende nye penge er både rigtigt og forkert. Siden klimatopmødet i København i 2009, hvor det blev lovet, at de rige lande fra 2020 årligt skal overføre 100 mia. dollar om året til grøn omstilling og klimatilpasning i verdens udviklingslande, har det været de rige landes hovedpine, hvordan man skulle indfri det løfte. 

Svaret kom året efter på klimatopmødet i Cancún, Mexico, hvor tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan stod i spidsen for en arbejdsgruppe, der skulle løse problemerne med de manglende penge. Det blev til den nu meget ombejlede model for privat-offentligt kapitalsamarbejde, hvor de offentlige bistandsmidler fra verdens rige lande skal bruges som løftestang for at åbne pengekasserne i private fonde og pensionsselskaber. Ideen er simpel: Kan man bruge offentlige midler til eksempelvis at garantere imod tab, kan man muligvis lokke eksempelvis pensionskasser til at investere i grøn energi eller infrastruktur i udviklingslandene. 

For selvfølgelig er det rigtigt – og det er en erkendelse, man er helt åben om – at det er helt umuligt at mobilisere alle de nødvendige bistandsmidler fra de rige landes statskasser. Det er også helt logisk, at private midler bør være en del af bidraget – der ligger milliarder af dollar og euro hobet op i pensionskasser og fonde i de rige lande, og hvorfor ikke bringe dem i spil der, hvor der er størst behov? 

Der er derfor intet galt med den idé – man skal bare holde sig for øje, at den ikke løser alle udfordringer. For til langt de fleste private midler knytter sig det karakteristika, at pengene skal yngle. Privat finansiering kan derfor kun forventes at blive investeret, hvor det også giver mening i form af afkast. Det er ikke inden for uddannelse, sundhed, klimatilpasning, menneskerettigheder og andre bløde områder. Det er snarere opbygning af infrastruktur, grøn energi, udvikling af storlandbrug, etc. 

Derfor er det en model, der i teorien lyder god, men som i praksis kan vise sig meget lidt håndterbar. Og det er i hvert fald ikke en model, der garanterer finansiering – for hvordan skulle man kunne give en sådan garanti på den private kapitals vegne? Tværtimod må det siges, at pengene til udvikling i de fattigste lande aldrig har været mere usikre end i dag, hvor det i stigende grad er op til pensionskasser og private fonde eller virksomheder at afgøre, om et givent udviklingsmål er profitsikkert nok til at støtte. 

At gå ud fra at privat kapital kan og vil løfte de meget ambitiøse målsætninger, der lægges op til i såvel de 17 nye bæredygtighedsmål som i den lovede klimafinansiering på 100 mia. dollar om året fra 2020, er derfor lige så luftig en forestilling som det gamle løfte fra 1970 om, at de rige lande skal yde 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. Aldrig i historien har mere end en håndfuld lande opfyldt løftet, og hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Det er lige så svært at tro på, som det er svært at tro, at den private kapital betingelsesløst skulle forelske sig i de fattige. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det vil være en vældig meget bedre idé at kræve åbne skatteforhold, så fondene i stedet for at gemme pengene og strø dem ud efter forgodtbefindende, blev presset til at aflevere, hvad de skulle, så landene kan bestemme deres udvikling selv.
Subsidiært kan man i FN-regi beslutte, at alle private kapitalbeholdninger over en vis størrelse skal investeres i udvikling af bæredygtighed og et eksistensminimum for alle.