Vind-vind i Havana

Spøjst, som Barack Obamas beregning er den samme over for Cuba og Iran: Ophævelsen af sanktioner mod de to lande betyder, at handel og investeringer vil strømme til. Obama satser på, at pengene vil styrke en middelklasse, der vil kræve et demokrati, og at det bliver enden på diktaturet. Når regimerne i Havana og Teheran har indladt sig med USA, skyldes det, at deres kalkule er den modsatte: Pengene vil styrke regimerne, som er udtæret af de mange års sanktioner.

I vurderingen af regimernes langsigtede holdbarhed kunne man umiddelbart fæstne sig ved, at den religiøse gejst har et fastere greb om Iran, end den kommunistiske har om Cuba. Med i billedet hører imidlertid, at der i begge lande er en stærk og selvhævdende national bevidsthed, der føler sig fortrædiget af USA.

Læs også: Svære forhandlinger venter efter tøbrud mellem Cuba og USA

I Iran var USA’s synd den amerikanske – olieinteressestyrede – afsættelse af den folkevalgte ministerpræsident Mosaddegh i 1953 og efterfølgende støtte til det Shah-styre, der brutalt søgte at vestliggøre Iran.

Cubas USA-erfaringer er om muligt endnu mere smertelige. Ved en krig udløst af amerikansk selvophidselse flåede USA i 1898 Cuba, Puerto Rico, Guam og Filippinerne ud af de afpillede rester af det spanske globale imperium og gjorde dem til amerikanske lydstater. Cuba gled fra det ene militære diktatur til det næste – med farceagtige valg indlagt som pauser. Efter oberst Fulgencio Batista i 1952 stod til at tabe et præsidentvalg og derpå indsatte sig selv ved et militærkup, lod han Cuba dalre videre som spille-, druk-, narko- og luderbule, bestyret af amerikanske mafiaklaner, der lod Batistas privatkasse tilflyde en klat af profitten. Disse fordærvede år i Havana kan man læse om i Ernest Hemingways og Graham Greenes forfatterskaber.

Nytårsmorgen 1959 flygtede Batista i hovedkulds eksil. Ugen efter indtog Fidel Castros fåtallige og dårligt udrustede guerillastyrke hovedstaden. USA var lettet over at være sluppet af med en pinlig lakaj, men dernæst ængstelig: Var det nu en marxistisk trojansk hest, der blev stillet op i baghaven? Da Castro-styret gav sig til at nationalisere og flirte med Sovjetunionen, var USA ikke længere i tvivl: Castro skulle væk. Alle stormagtens tricks har været bragt i anvendelse mod Cuba: invasion, attentatplaner, økonomisk blokade og finansiering af opposition. Alt sammen uden resultat andet end økonomisk nød i Cuba og selvudstilling af USA.

Så det er forståeligt, at Obama ville ud af pinen – og at Cuba beredvilligt bistod ham. De amerikanske Republikanere, der nu raser mod diplomatiske forbindelser og hævning af sanktioner, stager sig imod historiens strøm.

Umiddelbart er åbningen mellem USA og Cuba en vind-vind-situation. Et blik på et kort viser hvorfor: Cuba er en stor ø, dobbelt så stor som Danmark og med en dobbelt så stor befolkning. Cuba ligger kun 130 kilometer fra Florida. Den cubanske befolkning er veluddannet, helbredstilstanden er god og iværksætterånden aldrig kvalt af det kommunistiske misregimente. I Florida er over fire millioner indbyggere spansktalende, heraf 1,2 millioner af cubansk herkomst – fra de forskellige flygtningebølger under Castro-diktaturet. En fusion af kapital fra Florida og arbejdskraft fra Cuba vil skabe et vækstcenter med udstråling over hele USA og Caribien.

Allerede nu har moderate eksilcubanere i Miami stået bag en synlig økonomisk genoplivning af Havana, som de får kringlet igennem det tunge bureaukrati. Mere investeringspres bliver et pres for mindre bureaukrati.

Ændringer er under alle omstændigheder forestående i Havana: Fidel Castro er 88 år, hans bror Raul, den nuværende præsident, er 84. Ved sin åbning har Obama også dæmpet eksplosionsfaren ved det forestående regimeskift, som kan blive et trekantet opgør mellem de tilbageværende Castro-apparatjikker, den indre cubanske opposition af overvejende socialdemokratisk orientering og de højremilitante eksilcubanere i Sydflorida.

Man kan frygte, at USA’s Republikanere i den kommende valgkamp hetzer hæmningsløst mod forsoningen. Det kan lokke de højremilitante ud i aktioner, der giver apparatjikkerne påskud til ny undertrykkelse.

Kædereaktioner er forventelige på Cuba. Måtte de gå den vej, Obama satser på.