Vindmøller kan splitte miljøfolk i to lejre: De, der for næsten enhver pris ønsker at opstille dem, så kloden aflastes for afbrænding af kul, gas og olie, der bidrager til den drivhuseffekt, der gør kloden varmere. Og så den anden lejr – den, der siger: Jo, vindmøller er godt, bare de ikke bliver stillet op, så de skæmmer naturen.
Herhjemme fandt de to lejre allerede for 25 år siden sammen om den indstilling, at det er en statslig opgave at udpege de områder, hvor vindmøller kan opstilles, uden at de skader land- og vandskabelig skønhed og andre naturhensyn.
Og myndighederne har været lydhøre:
For de store, egentlige havvindmølleparker blev der i 2007 gennemført et statsligt analysearbejde, der mundede ud i rapporten ’Fremtidens havmølleplaceringer – 2025’. Så langt, så godt.
For de kystnære områder, der er muligt egnede til opstilling af vindmøller, blev der i 2012 gennemført en høring, hvor organisationer, kommuner og andre kunne ytre sig. Det førte til, at et folketingsflertal sammen med de berørte kommuner godkendte seks områder til kystnære havvindmølleparker, hvor staten udbyder mølleopstilling til i alt 350 megawatt. Stadigvæk så langt, så godt.
Men, men, men. For de kystnære vindmølleopstillinger er der en alternativ rute. Den hedder i den administrative jargon: ’Den åbne dør-procedure’. Den åbne dør gør det muligt for kommercielle opstillere af kystnære havvindmøller at smutte ind i Energistyrelsen med forslag til, hvor de gerne vil stille møller op – uanset planlægningen for vindmøller. Og kan de fremlægge en tilforladelig miljøvurdering af deres mølleopstilling, skal Energistyrelsen give dem lov.
Det har staten tilmed en økonomisk fordel ved. De åbne døres møller får nemlig kun et statstilskud på 25 øre pr. kilowatt-time – svarende til møller opstillet på land. Ved de statslige udbud på de 350 megawatt kan vinderne få et langt højere tilskud på op til 70 øre pr. kilowatt-time. Energistyrelsen har nu givet tilladelse til forundersøgelser ved fem forskellige ’åben dør’-projekter og behandler i øjeblikket 28 ’åben dør’-ansøgninger.
Luk den åbne dør, for den skævvrider opstillingen af vindmøller. Sådan lød i går i Morgenavisen Jyllands-Posten budskabet fra både Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Naturfredningsforening (DN).
KL-formand Martin Damm (V) erklærer, at det har overrasket ham, at der ved hans egen kommune, Kalundborg, nu er et ’åben dør’-projekt på vej i Jammerland Bugt, selv om kommunen har peget på området ved Sejerø, som nu er med i de seks statsligt udpegede kystnære mølleområder. Martin Damm siger:
»’Åben dør’-proceduren er bare en administrativ beslutning uden demokratisk indflydelse. Hvis det ender med en hel række ’åben dør’-projekter, får man jo langt flere megawatt i kystnære havmølleparker end de 350 megawatt, der var målet. Jeg tror ikke, politikerne har tænkt konsekvenserne igennem,« siger KL-formanden.
Danmarks Naturfredningsforening kritiserer planløsheden og den manglende overordnede afvejning af egnede områder. DN-direktør Michael Leth Jess siger til DR: »Det bliver let en form for wild west-planlægning, hvor en projektudvikler satser på et stykke søterritorium og måske er så heldig at få lov til at gå i gang af Energistyrelsen.«
Fra vindmølleindustrien gør repræsentanter gældende, at ’åben dør’-projektmagerne blot følger de gældende regler, og at det er staten, der har skubbet kommunerne ud af processen.
Skal man sige noget pænt om ’åben dør’-proceduren, må det være, at den bruger det private initiativ til at sikre, at der kommer gang i vindmølleudbygningen, og at den ikke blokeres af kommunal ikke-i-vores-havudsigt.
Heroverfor står imidlertid, at vindmølleopstilling kan virke som et markant naturovergreb. Derfor er det nødvendigt, at flest mulige oplever et medansvar for beslutningerne. Da kommunerne i øvrigt – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet de vigtigste planlæggende myndigheder i landet, er det nødvendigt at sikre deres direkte inddragelse. Vender de sig – ansvarsfrit – mod vindmøllerne, vil det skade den nødvendige omstilling af dansk energiforsyning.
Venstres højrevind
Med ca. 20 % af stemmerne ser det ud som om, at Venstre med sin tilsyneladende ultraliberale holdninger på planområdet endelig har fundet en måde at få stoppet tanken om udbygning af vindmøller i Danmark.
Ved at rykke møllerne ind til kysten fremhæves vindmøllernes dårlige egenskaber og herunder deres totale dominering af kysterne. Der vil fremover rejse storme ved de danske kyster, for det er med vindmøller som med atomkraft. Der er mange, som gerne vil have dem. De skal blot ikke være på deres egn.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har ved et repræsentantskabsmøde for år tilbage været igennem dilemmaet med mange afstemninger om alle mulige og umulige placeringer af møllerne i den danske natur. Afstemningerne blev foranlediget af daværende medlem af hovedbestyrelsen Margrethe Auken (SF). Jeg var med ved mødet og neden for fortæller jeg om mit personlige indtryk.
Selv om der var stærke kræfter, som ønskede vindmøllerne snart sagt over alt, endte afstemningerne med at repræsentantskabet stort set afviste Margrethe Aukens liberale holdning til placeringer, som alene var drevet af klimaovervejelser.
Man kan vel sige, at DN lod i stor udstrækning naturhensynet vinde, hvilket selvfølgelig ikke bør være overraskende i en forening som er stiftet for at varetage naturens interesser. DN afviser ikke vindmøller, men placeringerne skal overvejes nøje, da møllerne vil stå der i mange år.
Nedtagning af udtjente møller bør selvfølgelig være en betingelse for overhovedet at måtte opstille dem.
Med planlovenes fortsatte afvikling opgives det samtaledemokrati, som blev indført i Danmark i årene efter 2. verdenskrig. Det er det vi på skift kommer til at mærke fremover. Nutidens politikere ønsker dybest set kun at høre sig selv.
Men hvor finder vi lovgrundlaget for denne overraskende liberalistiske udvikling?
Jeg vil på ny opfordre alle dem, som har deres kyster kære, til at deltage i protesterne mod hærværket på vores kystnatur - Danmarks sidste naturbastion. Lad os give politikerne et budskab om, at de ikke skal ødelægge vores natur.
Jeg forstår ikke problemet, men jeg synes jo også, at møllerne er pæne. TÆNK hvis vi får mere energi end det politisk fastsatte, så det rent faktisk kommer til at dække mere end det aktuelle behov?! Så vil folk måske insistere på at kunne få elbiler fremfor benzinslugere? Til meget lavere afgift? Så mangler vi penge i samfundet... eller også så mangler vi ikke PENGE og har løst nogle problemer, der ellers ville indebære flere omkostninger.
Måske vil det kræve færre ansatte - uha, for det vigtigste er jo hele tiden at sørge for, at folk har noget at rive i. NOT! Det vigtigste er at sikre, at samfundet fungerer hensigtsmæssigt og optimalt, og at de, der befinder sig i det, er glade og veltilfredse hver efter egne præferencer.
Her en rapport fra Rambøll om landbaserede vindmøller (bestilt af Nordjysk Center For Vedvarende Energi), hvor møllernes ejerskab er problemets kærne. Møllerne skal være lokalsamfundets eje. Fx kommunen. Så viser erfaringen at de er fuldt acceptable. Modsat et ejerskab som fratager lokalsamfundet dets værdier. Yderområderne besidder i væsentlig grad den fremtidige energiforsyning. Den producerede el er ca. 3 gange billigere en den havbaserede vindmøllestrøm. Den lille klat jord som møllen optager sælges nu til priser i millionklassen. Hvis ikke lokalområderne udviser en slagt begavelse og skrider ind nu så betyder det en fjernelse af et demokratisk gode og et uønsket kapitalistisk overgreb.
http://www.ramboll.dk/medier/rdk/~/media/D8FC82C9ED524E478A5CEED5B5F2E0C...